UMNO

Med Den Malajiske Union skabte briterne en kolonial styreform efter 2. Verdenskrig med lige adgang til statsborgerskab for de forskellige etniske grupperinger og afskaffelse af sultanernes begrænsede lokale selvstyre. Malajerne frygtede at blive andenrangsborgere i eget land og underordnet kineserne i et uafhængigt Malaya. Malaj-aristokrater og lægfolk fandt sammen, og UMNO blev til under Onn bin Jaafars ledelse.

UMNO lykkedes med at omgøre unionen til Malayaføderationen i 1948. Sultanstyret og malajernes privilegerede statsborgerskab blev genskabt. Samtidig blev den militante kinesisk-kommunistiske arbejderbevægelse, der var vokset frem i 1945-1948, undertrykt. Kommunistpartiet under Chin Peng indledte en guerillakrig, og Malayaføderationen var i undtagelsestilstand i 1948-1960.

Under indtryk af den væbnede modstandskamp skiftede Onn bin Jafar holdning til en malaj-centreret nationalisme. Han foreslog bl.a. UMNO at åbne for multietnisk medlemskab. Da han blev nedstemt, oprettede han et nyt multietnisk parti. Ligeledes medvirkede en udbrydergruppe af islamister fra UMNO til dannelsen af Malayas Islamiske Parti (Parti Islam Se-Malaysia, PAS) med mere vægt på islam.

Som svar på Onns nye multietniske parti skabte UMNOs ny leder, Abdul Rahman, et multietnisk partisamarbejde, Alliancen, først med den kinesiske elite, organiseret i Malayan Chinese Association, MCA, og siden med de anti-kommunistiske indere i Malayan Indian Congress, MIC.

Denne partialliance viste sig at være langtidsholdbar. Den sikrede uafhængigheden for Malayaføderationen i 1957 og vandt det første uafhængige forbundsvalg i 1959. UMNO alene fik 36 procent af stemmerne og 50 procent af mandaterne.

Oven på dannelsen af Malaysia i 1963, konfrontationen med Indonesien i 1963-1966, Singapores eksklusion i 1965, stigende socioøkonomisk ulighed og ny kommunistisk guerillaaktivitet tabte Alliancen stemmeflertallet i forbundsvalget i 1969, men bevarede dog mandatflertallet.

Forbundsvalget 1969 udløste voldelige etniske uroligheder, Malaysia blev sat i undtagelsestilstand og parlamentet suspenderet.

Med Abdul Razak som leder af Det Nationale Aktionsråd i 1969-1970 og af regeringen og UMNO fra 1970 dannedes en bredere partipolitisk koalition, Den Nationale Front, hvor også tidligere oppositionspartier indgik sammen med regionale partier fra delstaterne Sarawak og Sahab.

En handlekraftig transformationspolitik med 'positiv diskrimination' (affirmation) af befolkningsgruppen bumiputra blev sat i værk. Bumiputra-rettighederne blev udvidet og forfatningssikrede, Ny Økonomisk Politik (NEP) med løft af Bumiputra økonomisk og socialt, styrkelse af Malaj-sproget som det nationale sprog, Islams udbredelse m.m.

Efter Abdul Razaks død i 1976 og Hussein Onns lederskab i 1976-1981 fik UMNO med Mahathir bin Mohamad en leder, der var inkarneret malaj-nationalist. Han blev den første borgerlige UMNO-premierminister og promoverede en mere autoritativ for ikke at sige autoritær ledelsesform. Den udøvende magt fik forrang for andre magtcentre som sultaner, parlament og retsvæsen.

Det demonstrerede Mahathir bl.a. i kriseåret 1987, hvor regeringen under påskud af etniske uroligheder internerede kritiske politikere, fagforeningsfolk og civilsamfundsaktivister i den såkaldte Operation Lalang. Denne operation fandt sted midt i en forfatningskrise mellem Mahathir-regeringen og sultanerne. Dertil kom en intern konflikt i partiet mellem Mahathir-fløjen og den mere aristokratiske UMNO-fløj. UMNO blev endda ulovliggjort i 1988 som følge af uregelmæssigheder ved valget af partiledelsen på en partikongres.

Mahathir kunne dog registrere et Nyt UMNO (UMNO Baru) og fastholde partinavnet. Modstanderne stiftede et nyt parti, Semangat 46 ('Ånden fra 46'), året for UMNO's oprettelse i 1946. Det bestod kun indtil 1996.

Renset for intern opposition kunne Mahathir forsætte opgøret med sultan-aristokratiet og udvide kampen mod Malaysias relativt uafhængige domstole. Begge politikker lykkedes. Derudover gennemførte han en liberalisering af den malaysiske markedsøkonomi efter Vision 2020-planen om at gøre Malaysia til et højindkomstland i år 2020.

NEP-strategien blev afløst, men reelt forlænget, med den nationale udviklingspolitik (National Development Policy, NDP) i 1991-2000. Planen ville med privatisering af statsejede virksomheder satse på at skabe store, private, malaj-kontrollerede virksomheder og dermed forsætte NEP-politikkens mål om at opbygge et stærkt kommercielt malaj-borgerskab og -erhvervsliv.

Den østasiatiske finanskrise i 1997-1998 viste imidlertid, at mange store malaj-ejede selskaber ikke var konsoliderede, og at korruption, nepotisme og klientelisme havde grebet om sig. Mahathirs kontroversielle krisepolitik med kapital og valutaregulering, statslig ekspansiv økonomisk politik og re-nationalisering af fallerede malajkoncerner lykkedes dog ganske godt, bl.a. med skabelsen af en sektor af konkurrencedygtige, regerings-relaterede virksomheder.

Partiet blev derimod nærmest sprængt. Vicepremierministeren Anwar Ibrahim gik ind for en mere liberal krisepolitik, men Mahathir endnu en gang vandt den interne magtkamp. Anwar blev fyret og ekskluderet af partiet for derefter at blive anklaget, dømt og fængslet efter en politiseret retsproces.

Under inspiration fra Anwar Ibrahims Reformasi-bevægelse i Indonesien og Suharto-styrets fald og Anwars eksklusion og retsforfølgelse voksede en ny oppositionsbevægelse frem i Malaysia. Anwar-tilhængere inden for og uden for UMNO dannede Folkets Retfærdighedsparti (Parti Keadilan Rakyat, PKR) som et multietnisk parti og med Anwars hustru som formel leder.

PKR skabte fra 1999 til 2018 flere multietniske partikoalitioner. Alternativ Alliance (Barisan Alternatif, BA) dannedes op til forbundsvalget i 1999. Oppositionen tabte, hvorefter koalitionen faldt fra hinanden.

En uformel partipolitisk koalition blev stablet på benene ved forbundsvalget i 2008. UMNO og BN under Abdullah Ahmad Badawi bevarede regeringsmagten, men mistede 2/3 flertallet. Oppositionen formaliserede samarbejdet i Folkets Alliance (Pakatan Rakyat, PR).

Ved forbundsvalget i 2013 konkurrerede UMNO og Barisan Nasional, nu under Najib Razak siden 2009, igen med oppositionens Pakatan Rakyat. Denne gang vandt oppositionen stemmemajoriteten, men uden at få mandatflertallet.

Najib Razak havde lanceret en ny og mere markedsorienteret økonomisk strategi for 2010'erne med Ny Økonomisk Model (New Economic Model, NEM) og et mere inkluderende, multietnisk '1Malaysia' mantra. Reformeringen af malajernes privilegier blev dog sat i bero efter voldsom modstand fra civile malaj-organisationer.

Efter valget i 2013 kunne Najib Razak-regeringen fortsætte, men kom hurtigt på afveje. Anwar Ibrahim, som var blevet løsladt i 2004, blev igen retsforfulgt og fængslet. En upopulær merværdiskat blev indført, og dernæst afsløredes en korruptionsskandale, 1MDB, af astronomisk størrelse med tråde til UMNOs top og selveste premierministeren, Najib Razak.

Korruptionssagen splittede UMNO fra bund til top. UMNO's vicepræsident, Muhyiddin Yassin, forlod partiet for sammen med ex-UMNO-medlem Mahathir bin Mohamad at danne Malaysias Forenede Indfødtes Parti (Parti Pribumi Bersatu Malaysia, PPBM eller Bersatu). Samme år tilsluttede Bersatu sig Reformasi-oppositionen i en ny koalition, Håbets Alliance (Pakatan Harapan, PH), med Mahathir som premierministerkandidat.

UMNO og Barisan Nasional tabte forbundsvalget i 2018 i stemmer såvel som mandater. Håbets Alliance, PH, fik lidt under halvdelen af stemmerne og et knebent parlamentarisk mandatflertal. PH under den 92-årige Mahathir bin Mohamad kunne danne den første regering uden om UMNO, siden Malaysia blev selvstændigt i 1957. Anwar Ibrahim blev benådet af kongen og indtrådte som leder af PKR.

Under de følgende års politiske turbulens blev UMNO igen regeringsbærende. Under UMNO's nye præsident, Ahmad Zahid, indgik UMNO og BN som støtte for en ny regering, baseret på Den Nationale Alliance (Perikatan National, PN), en flertalskoalition med Bersatus leder, Muhyiddin, som ny premierminister.

PN-regeringen styrede Malaysia under COVID-19-pandemien, men UMNO trak støtten til den stramme anti-pandemipolitik, som Muhyiddin førte. Efter nye forhandlinger dannede UMNO's vicepræsident, Ismail Sabri, regering med PN-koalitionens støtte og regerede i 2021-2022. Forbundsvalget i 2022 gik ikke som ønsket af UMNO. Resultatet blev et forbundsparlament uden en majoritetskoalition. UMNO fik sit værste valg nogensinde med 16 procent af stemmerne og 26 mandater ud af 222.

UMNO og Nationale Front endte med at danne regering med Håbets Alliance (PH), initieret af Folkets Retfærdighedsparti, PKR, og med Anwar Ibrahim som premierminister. UMNO's præsident, Ahmad Zahid, blev vicepremierminister, efter at han blev renset for korruptionsanklager.

I midten af 2020'erne er malaysisk politik præget af tre partikoalitioner modsat én i 1900-tallet og to i begyndelsen af 2000-tallet.

• Malaysia
• Malaysias historie
• Malaysias politiske partier
• People's Action Party
• Indonesien