Vestbredden

Vestbredden

Af Bearbejdet af Lex efter NordNordWest.

Licens: CC BY SA 3.0

Vestbredden er et 5.880 km² stort landområde vest for Jordanfloden og Det Døde Hav. Området grænser op til Jordan mod øst og mod Israel mod nord, vest og syd. Israel besatte Vestbredden under krigen i 1967, ofte kaldet ved den israelske betegnelse Seksdageskrigen, og som palæstinenserne kalder Junikrigen. Besættelsen af Vestbredden er fortsat frem til i dag, og der er blevet opført 350 bosættelser med mere end 700.000 israelske statsborgere. I forbindelse med Osloprocessen fra 1993 blev der etableret et begrænset palæstinensisk selvstyre med hovedsæde i Ramallah. Dette selvstyre eksisterer stadig (2026).

Siden Hamas' angreb ind i Israel 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende angreb på Gaza er uroen også eksploderet på Vestbredden, selvom Hamas ikke er en del af selvstyret. Over 1.200 palæstinensere er blevet dræbt af soldater og civile bosættere, antallet af nedrivninger af palæstinesiske boliger og angreb fra civile bosættere er flerdoblet i forhold til foregående år, mens antallet af dræbte israelske soldater og bosættere også er steget. Også antallet af nye bosættelser og bosætter-udposter er steget voldsomt i forhold til tidligere år.

Udviklingen har ledt til kraftig kritik fra internationale organisationer og fra forskellige lande.

Vestbreddens geografi og klima

Vestbreddens østlige grænse udgøres af Jordanfloden, der samtidig er områdets vigtigste kilde til vandforsyning. Mod nord, vest og syd støder området op til Israel. Op mod grænsen til Israel ligger en smal stribe frugtbar agerjord, men den største del af området er et tørt og kuperet højland med småbjerge gennemskåret af dale med græsningsområder og smålandbrug. I den østlige del skråner landskabet ned mod Jordandalen.

Vestbredden har generelt varme og tørre somre og kølige vintre med nogen nedbør. Varmest er der i Jordandalen, mens højlandet har et lidt køligere klima. Vestbredden modtager i gennemsnit 100 mm regn årligt.

Vestbreddens befolkning

Vestbreddens palæstinensiske befolkning er på ca. 3,2 mio. (2022). Hertil kommer 700.000 israelske bosættere, heraf 230.000 i Østjerusalem (2022). Foruden i Østjerusalem og de sydligt beliggende byer Betlehem og Hebron bor de fleste palæstinensere i den nordlige del i byområderne Ramallah, Nablus, Jenin og Tulkarem.

Det anslås, at 55 % af befolkningen er under 24 år, og at gennemsnitsalderen er omkring 22 år (2022). Ifølge UNRWA, FN’s hjælpeorganisation i Palæstina, er godt 900.000 registreret som palæstinaflygtninge. Heraf bor en fjerdedel i en af de 19 flygtningelejre.

Økonomien på Vestbredden

Selvstyreøkonomien er helt afhængig af international donorhjælp til finansiering af offentlig service, sundheds- og uddannelsessektor samt andre aktiviteter som sociale ydelser og kultur. Udover bistandshjælp stammer indtægterne fra skatteopkrævning. Økonomien lider under korruption og ikke mindst under konsekvenserne af besættelsen og den konstante udvidelse af bosættelser, der gennemkrydser Vestbredden med anlæggelsen af sikre veje for bosættere og et stort antal kontrolposter.

Udviklingen af den palæstinensiske økonomi i form af landbrug, virksomheder og industri vanskeliggøres kraftigt af tre forhold. For det første inddrager Israel områder til suverænitetsudøvelse, og den israelske hær beslaglægger store arealer til træning og baser. I disse områder destrueres palæstinensiske bebyggelser og landbrugsarealer. For det andet skærer den såkaldte sikkerhedsbarriere eller -mur, som Israel har opført på Vestbredden, igennem bebyggelser og landbrugsarealer. Og for det tredjehæmmes økonomien af israelske restriktioner på import og eksport af vare- og pengestrømme.

Erhverv

Olivenhøst i en landsby nær Ramallah på Vestbredden, 2024.

Olivenhøst på Vestbredden.

Af John Wessels/AFP/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Landbruget er det vigtigste erhverv; der dyrkes primært citrusfrugter, oliven, grøntsager og kartofler, og en udbygning af denne sektor forekommer at være den mest oplagte vækstmulighed. Der er produktion af forarbejdede fødevarer som olivenolie, krydderiblandinger, tapanader samt drikkevarer og mejeriprodukter. Endvidere er der betydelig produktion af kunsthåndværk i form af tøj og tekstiler, broderi og keramik.

De palæstinensiske migrantarbejdere

Før Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 bidrog omkring 165.000 migrantarbejdere (både fra Vestbredden og Gazastriben) til økonomien gennem arbejde i Israel. Men antallet faldt efter den 7. oktober til blot 15.000. Tidligere var der et stort antal palæstinensiske migrantarbejdere i de arabiske Golfstater, som ligeledes sendte indtægter til Vestbredden. Men de er i de seneste årtier blevet erstattet af migrantarbejdere fra Asien. Dermed er indtægter til Vestbredden fra migrantarbejde faldet dramatisk.

Vestbreddens historie

Vestbredden er del af et område, der kan skrive sin historie flere årtusinder tilbage til en oldtid med stadigt skiftende små kongedømmer og forskellige folk. Fra 1517 blev Vestbredden og resten af Palæstina del af den syriske provins under Det Osmanniske Rige. Den var da beboet af forskellige folkeslag med forskellige religioner, men blev efterhånden domineret af fornemme og indflydelsesrige palæstinensiske familier samt palæstinensiske bønder, daglejere og håndværkere. Jerusalem udviklede sig til urbant centrum for den palæstinensiske ledelse.

Nationalismen kom først sent til regionen og dermed også til Palæstina. Her som i det øvrige Mellemøsten var den et resultat af europæisk påvirkning. Jøder var i de 400 år under Det Osmanniske Rige en forsvindende lille minoritet. Fra 1881 indvandrede jøder på flugt fra de russiske pogromer, men de forblev en lille minoritet, indtil den Zionistiske Verdensorganisation (World Zionist Organization) i begyndelsen af 1900-tallet aktivt indledte facilitering af indvandring af europæiske jøder til Palæstina og herunder til Vestbredden. Sammenstødene og konflikterne mellem indvandrerne og den fastboende befolkning vakte den palæstinensiske nationalisme efter europæisk inspiration.

Palæstina-mandatet

I 1917 erklærede Storbritannien at ville arbejde for opbygningen af et jødisk hjemland i Palæstina, og i 1918 besatte landet Palæstina. Det Osmanniske Rige blev opløst, og det moderne Mellemøsten opstod gennem fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig. Under det nyoprettede Folkeforbund – forløberen til FN – inddeltes Mellemøsten i mandatområder, og Palæstinamandatet tilfaldt Storbritannien.

Mandatstaterne blev oprettet, fordi de to europæiske stormagter Frankrig og Storbritannien dels havde deres egne interesser i de nye stater; dels mente de, at de nye stater endnu ikke kunne regere sig selv. Derfor skulle de gennem mandatordningen lære moderne statslige regeringsførelse, før de kunne blive selvstændige, uafhængige stater. Dette gjaldt imidlertid ikke for Palæstinamandatet: Her skulle den indfødte befolkning ikke lære at regere sig selv. I stedet havde Storbritannien med Balfourdeklarationen fra 1917 forpligtet sig til at facilitere indvandring af europæiske jøder og opbygning af et jødisk hjemland organiseret i et samfund med institutioner og ledelse.

Den udvikling fik store konsekvenser for Palæstinas og derfor også Vestbreddens historie. Den betydelige jødiske indvandring og organiseringen med statslignende institutioner gav anledning til stigende konflikter med den indfødte befolkning. Derfor forsøgte Storbritannien i 1939 at bremse den jødiske indvandring. Dermed udviklede konflikterne sig til en egentlig borgerkrig. Denne borgerkrig blev intensiveret omkring Storbritanniens opgivelse af mandatet i 1947, hvor det blev overdraget til FN at finde løsninger på konflikten.

FN's delingsplan kunne ikke realiseres, 750.000 palæstinensere blev fordrevet i forbindelse med det jødiske samfunds unilaterale etablering af staten Israel. Det kom til en krig mellem Israel og en række arabiske stater, der endte med, at Transjordanien besatte Vestbredden inklusive Østjerusalem og i 1950 annekterede Vestbredden og samtidig skiftede navn til Jordan.

Israels besættelse af Vestbredden

Den tilbageværende palæstinensiske befolkning lever i dag under militærlov. Der bliver hyppigt udført visitationer og kontrol af palæstinenserne på Vestbredden, hvor den israelske hær har ordensmagten.

Palæstinensisk mand visiteres af israelsk soldat.

Af Alaa Badarneh/EPA/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Under Junikrigen i 1967 besatte Israel Vestbredden og har holdt den besat frem til i dag (2026). Omkring 200.000 palæstinensere flygtede dengang fra Vestbredden til Jordan. Selvom der var forhandlinger om, at de kunne vende tilbage, skete det kun for ganske få, fordi Israel ikke ville tillade det. Den tilbageværende befolkning kom til at leve under israelsk militærlov uden statsborgerskab og civile rettigheder, hvilket stadig er tilfældet. De israelske bosættere lever derimod under civillov.

I 1988 opgav Jordan kravet på Vestbredden, og senere samme år erklærede Yassir Arafat, lederen af PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation), at den ville anerkende staten Israel og erklærede oprettelse af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Den palæstinensiske stat er aldrig blevet realiseret.

Camp David-aftalen og Osloprocessen

Israel nægtede at anerkende og forhandle med PLO, hvorfor der ingen forhandlinger om en palæstinensisk stat fandt sted. I forbindelse med Camp David-aftalen mellem Egypten og Israel havde den amerikanske præsident, Jimmy Carter, der mæglede i forhandlingerne, fået indført et afsnit om, at der skulle etableres palæstinensisk selvstyre i Gaza og Vestbredden. Israel var gået med til det, fordi Egypten havde opgivet sit krav på Gaza. Men Israels premierminister Menachem Begin erklærede efterfølgende, at man ikke ville realisere aftalen om selvstyre.

Camp David-aftalen inspirerede nogle israelske historikere til at indlede en hemmelig dialog med PLO-tilknyttede palæstinensere. Noget af dialogen fandt sted i Oslo, der derfor kom til at give navn til processen. Yassir Arafat var under stort pres, dels fordi han havde støttet Saddam Hussein under Golfkrigen i 1990-1991, dels fordi han selv og resten af PLO havde siddet i Tunis, da den første palæstinensiske opstand (Intifada), brød ud i Gazastriben og Vestbredden i 1987. Arafat gik derfor med til et meget begrænset selvstyre – ikke en palæstinensisk stat – samt en række principper, hvor anerkendelse af staten Israel var det vigtigste. Spørgsmålet om flygtningene fra 1948 og deres status var heller ikke omfattet af processen. Ifølge Osloaftalen skulle processen i løbet af fem år lede til selvstyre på 18 % af Vestbredden.

Efter et valg i 1996 blev der etableret et selvstyre under ledelse af Arafat og hans parti al-Fatah, men processen med Israel gik i hårdknude.

Benjamin Netanyahu og Likud

Israels premierminister Yitzhak Rabin, som havde arbejdet for Osloprocessen, blev myrdet af en nationalkonservativ jødisk terrorist i 1995, og herefter blev Benjamin Netanyahu valgt på at være stærkt kritisk overfor Osloprocessen. Palæstinensiske grupper som Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad var ligeledes i opposition til processen og gennemførte en serie selvmordsterroraktioner, der styrkede den israelske opposition mod processen.

Netanyahus parti Likud havde og har i 2025 stadig på sit program, at Gaza og Vestbredden skal være del af staten Israel. Derfor ønskede man ikke forhandlinger, der indebar afgivelse af territorier på Vestbredden. Med henvisning til fortællinger i den hebraiske Bibel betragter partiet området som lovet til det jødiske folk af Gud. Derfor gik processen i stå.

Da det israelske Arbejderparti, HaAvodah, leder Ehud Barak efterfulgte Netanyahu som premierminister i 1999, blev der gjort nye forsøg på forhandling. Der blev igen organiseret forhandlinger i Camp David med USA’s præsident Bill Clinton som mægler. Arafat stillede to ufravigelige krav:

Suverænitet over Haram al-Sharif (Tempelbjerget) med de vigtige muslimske helligsteder.
Israels anerkendelse af princippet om, at de palæstinensere, der i 1948 blev fordrevet, havde ret til at vende tilbage eller til at modtage kompensation.

Begge dele blev lodret afvist af Barak, hvorefter forhandlingerne brød sammen, og både Barak og Clinton gav Arafat ansvaret for sammenbruddet.

Siden har der været gjort forsøg på nye forhandlinger, der ikke har ført til løsninger. Derfor er Vestbredden forblevet under israelsk besættelse.

Ariel Sharon og den 2. Intifada

Den 28. september 2000, på 5-årsdagen for Oslo II-aftalen, der drejede sig om israelsk overdragelse af byer på Vestbredden til palæstinensisk selvstyre, organiserede lederen af Likud, Ariel Sharon, en stor begivenhed på Haram al-Sharif med deltagelse af internationalt medienetværk og 1.000 deltagere. Sharon ville efter sammenbruddet af Camp David-forhandlingerne markere, at det udelte Jerusalem, herunder det besatte Østjerusalem på Vestbredden, til evig tid ville være under israelsk suverænitet. Begivenheden udløste dagen efter den 2. Intifada, som var en palæstinensisk opstand mod staten Israel, der kom til at vare frem til 2005 og koste 1.100 israelere og 4.907 palæstinensere livet.

Muren på Vestbredden

En del af den omstridte mur, som modstandere og tilhængere kalder hhv. en apartheidmur og et sikkerhedshegn. Den Internationale Domstol i Haag har kendt byggeriet i strid med folkeretten, men Israel underkender domstolens autoritet på området. Fotografi fra januar 2004.

Polfoto/Debbie Hill/UPI.

Licens: Begrænset anvendelse

Ariel Sharon blev i 2001 ny premierminister. Selvom han i 2003 blev presset af USA's præsident George W. Bush til at indgå i forhandlinger med palæstinenserne om etablering af en stat på Vestbredden og i Gazastriben, den såkaldte Køreplan for fred, var han imod både forhandlinger og afgivelse af territorier samt etablering af en palæstinensisk stat. Han mødte op til forhandlinger med 14 krav til en stat, der reelt umuliggjorde en palæstinensisk statsdannelse.

I stedet ville han stoppe konfrontationerne med palæstinenserne samt terrorisme gennem unilateralt at nedlægge bosættelser i Gaza og ved at opføre en mur, en såkaldt sikkerhedsbarriere, på Vestbredden. Opførelsen af muren blev indledt i 2002, og fordi den er placeret på den besatte Vestbred, er den ifølge FN i strid med Folkeretten. Muren består af hegn og betonkonstruktioner. Den afskærer 14 % af Vestbredden, som dermed er kommet til at ligge i Israel, og mere end 23.000 palæstinensere har fået deres jord gennemskåret. Muren er godt 700 km lang, og opførelsen er i 2025 ikke helt afsluttet.

Israels bosættelsespolitik på Vestbredden

Tilbagetrækningen fra Gaza og nedlæggelsen af bosættelser dér skulle øge indsatsen med opførelse af bosættelser på Vestbredden, hvilket skete. Bosættelsespolitikken var blevet indledt umiddelbart efter, at Israel besatte Vestbredden i 1967. Der var da to politiske positioner i den israelske debat:

Den siddende Arbejderpartiregering under ledelse af Levi Eshkol så bosættelser på Vestbredden som aktiver, der skulle bruges i forhandlinger med Jordan om israelsk tilbagetrækning og deling af Vestbredden. Derfor indledtes opførelsen af bosættelser strategiske steder som omkring Jerusalem, i Jordandalen mod grænsen til Jordan og ved de hellige steder i Hebron. De skabte realiteter på jorden, som Israel kunne insistere på at beholde.
Den anden position udgjordes af national-religiøse bosætterbevægelser, der omtalte Vestbredden med de gammeltestamentlige navne Judæa og Samaria. De mente, at området skulle tilhøre Israel af religiøse grunde og startede opførelsen af bosættelser omkring Betlehem.

Debatten mellem de to positioner fortsatte. Men siden Likuds valgsejr i 1977 er bosættelsespolitikken i stigende grad politisk ideologisk blevet domineret af den national-religiøse position. Dette blev stadfæstet i basisloven Den Jødiske Nationallov fra 2018, der betegner bosættelser som en national værdi, der skal ekspanderes.

Den såkaldte bosættelses-administration, der regulerer de eksisterende bosættelser og udsteder tilladelser til nye, har siden 2024 været kontrolleret af den nationalt-religiøse og stærkt bosættelses-aktivistiske finansminister Bezalel Smotrich. I 2025 godkendte administrationen en nedfrosset plan om etablering af 3.300 nye bosættelsesboliger, den såkaldte E1-plan, der ifølge Smotrich selv i praksis vil begrave ideen om en tostatsløsning.

Bosættervold og outposts

National-religiøse bosættere i en såkaldt *outpost*, ulovlig bosættelse på Vestbredden, beder for legaliseringen af deres bosættelse syd for Nablus.

Bosættelse.

Af Ohad Zwigenberg/AP/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Mens mange israelere er flyttet til bosættelser på Vestbredden, fordi de dér kan få gode boliger billigere end i staten Israel, har en del andre gjort det af stærkt ideologiske grunde. De deltager aktivt i chikane af palæstinensere med vold og ved at ødelægge deres landbrug, fx olivenlunde og kvæghold. Denne vold er taget til og betegnes af den israelske sikkerhedstjeneste som terrorisme. Alligevel bliver aktivisterne sjældent dømt, mens palæstinensere, der gør modstand eller mistænkes for at ville gøre modstand, administrativt interneres som fanger.

Det kan lade sig gøre, fordi det på Vestbredden er den israelske hær, der er ordensmagt, og fordi palæstinenserne er underlagt militær lov, mens bosætterne er under israelsk civillov. I de senere år har man set, at aktivisterne og militæret arbejder sammen i chikanen mod palæstinenserne med henblik på at fordrive dem. I 2024 underlagde EU og USA et lille antal bosætteraktivister en række sanktioner. Men i 2025 hævede Donald Trump sanktionerne kort efter sin tiltrædelse af præsidentembedet.

I efteråret 2026 har en række lande, inklusiv Danmark, med Storbritannien i spidsen erklæret, at de vil indføre sanktioner imod import af varer fra israelske bosættelser.

Et andet forhold er såkaldte outposts. Det er bosættelser, der etableres af aktivister, fx de såkaldte Hilltop Youth, der besætter bakketoppe og indleder opførelsen af bosættelser, uden at de er godkendt af de israelske myndigheder. I de fleste tilfælde sker der efterfølgende en regulering af lovgivningen, således at disse outposts skifter status til bosættelse under den israelske bosættelsesregulering. Bosættelsesreguleringen er i strid med den Fjerde Genevekonvention og dermed Folkeretten. Den regering, Netanyahu dannede i december 2022, har officielt erklæret, at de støtter Hilltop Youth i aktivisternes etableringer af outposts. Data viser, at etableringen af nye outposts er mangedoblet siden 2023, mens den israelske regering bagudrettet har lovliggjort en række af de eksisterende outposts i samme periode.

Inddragelse af territorier til den israelske hær

Det er ikke blot muren og bosættelserne, der annekterer land til Israel. Den israelske hær annekterer også landområder til suverænitetshåndhævelse, til anlæggelse af baser og til træning. I forbindelse med annekteringen rives palæstinensiske bebyggelser ned, landbrugsjord inddrages, og brønde fyldes med cement.

Denne annektering har stået på længe, og i 2009 oprettede FN-organisationen OCHA en database, hvor nedrivninger af palæstinensiske huse og antal af fordrevne palæstinensere registreres: Frem til den 8. maj 2025 var 12.826 bygninger revet ned, og 20.744 palæstinensere var som følge af den praksis blevet fordrevet fra deres hjem og landbrugsjord.

Fordrivelsen fortsatte med større styrke siden indsættelsen af Netanyahus regering i december 2022. Den 21. januar 2025 iværksatte Israel Operation Iron Wall på Vestbredden. Det betød, at mere end 40.000 palæstinensiske flygtninge blev beordret ud af flygtningelejre i løbet af foråret 2025. Det er den største fordrivelse af palæstinensere siden 1967-krigens besættelse af Vestbredden.

Israel begrunder deres belejring af byer og evakuering af flygtningelejre på Vestbredden med, at Hamas skjuler medlemmer der. De omfattende militære operationer har optrappet volden på Vestbredden markant siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023. Volden på Vestbredden var dog allerede på det tidspunkt fordoblet, siden Netanyahus regering var kommet til i december 2022.

Perspektiver for Vestbredden

Israels regering under Benjamin Netanyahu har gentagne gange åbent erklæret, at den ikke vil acceptere etableringen af en palæstinensisk stat, der omfatter Vestbredden. Repræsentanter for regeringen har argumenteret for, at palæstinenserne både i Gaza og på Vestbredden skal integreres i andre lande uden for Palæstina/Israel.

I 2020 offentliggjorde Trump sin fredsplan for Israel-Palæstina. Den foreslog enklaver på Vestbredden, i Negev-ørkenen og i Gaza, hvor palæstinenserne kan have begrænset selvstyre under israelsk suverænitet, mens palæstinenserne i flygtningelejrene i de arabiske stater skulle integreres i andre lande. Konsekvensen af denne plan ville være en de facto-annektering af Vestbredden. I februar 2025 foreslog Trump, at de 2,3 millioner palæstinenserne i Gaza skulle flyttes til arabiske stater, og Gaza transformeres til et amerikansk resort for luksusboliger.

Derimod fastholdt Den Arabiske Liga, Organisationen for Muslimske Lande, der har Iran som medlem, EU, Kina, Rusland og lang række andre stater, at der skulle etableres en tostatsmodel, uden at specificere nærmere, hvad den skulle bestå i.

Saudi-Arabien specificerede dog, at modellen indebar en suveræn palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad, og at det var betingelsen for, at Saudi-Arabien ville optage fulde diplomatiske forbindelser med Israel. Dette saudiarabiske krav var ikke på den officielle dagsorden, da Donald Trump besøgte Saudi-Arabien i maj 2025.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)

9. oktober 2025 skrev Sverre Olav Lundal

Judæa-Samaria er stadig væk den israelske betegnelse for Vestbredden. https://lex.dk/Jud%C3%A6a

4. juni svarede Revka Winther El Baz

Kære Sverre Olav Lundal,
Tak for din kommentar.
Vi har desværre ingen fagansvarlig til at varetage området lige nu. Jeg lader derfor din kommentar stå til, at en forsker kan tage sig af en opdatering af artiklen.
Mvh Revka

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Palæstinas geografi

Sune Haugbølle

professor, Roskilde Universitet