Vestbredden er et 5.880 km2 stort landområde vest for Jordanfloden og Det Døde Hav. Området grænser op til Jordan mod øst og mod Israel mod nord, vest og syd. Israel besatte Vestbredden under krigen i 1967, ofte kaldet ved den israelske betegnelse Seksdageskrigen, og som palæstinenserne kalder Junikrigen. Besættelsen af Vestbredden er fortsat frem til i dag, og der er blevet opført 350 bosættelser med mere end 700.000 israelske statsborgere. I forbindelse med Osloprocessen fra 1993 blev der etableret et begrænset palæstinensisk selvstyre med hovedsæde i Ramallah. Dette selvstyre eksisterer stadig (2026).
Siden Hamas' angreb ind i Israel 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende angreb på Gaza er uroen også eksploderet på Vestbredden, selvom Hamas ikke er en del af selvstyret. Over 1.200 palæstinensere er blevet dræbt af soldater og civile bosættere, antallet af nedrivninger af palæstinesiske boliger og angreb fra civile bosættere er flerdoblet i forhold til foregående år, mens antallet af dræbte israelske soldater og bosættere også er steget. Også antallet af nye bosættelser og bosætter-udposter er steget voldsomt i forhold til tidligere år.
Udviklingen har ledt til kraftig kritik fra internationale organisationer og fra forskellige lande.
Kommentarer (2)
skrev Sverre Olav Lundal
Judæa-Samaria er stadig væk den israelske betegnelse for Vestbredden. https://lex.dk/Jud%C3%A6a
svarede Revka Winther El Baz
Kære Sverre Olav Lundal,
Tak for din kommentar.
Vi har desværre ingen fagansvarlig til at varetage området lige nu. Jeg lader derfor din kommentar stå til, at en forsker kan tage sig af en opdatering af artiklen.
Mvh Revka
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.