amazigh

Med den arabiske invasion af Nordafrika i 600-tallet opstod der kampe mellem amazigh og de arabiske stammer. Araberne kom frem med heste og kamelkaravaner til lands, og dermed trængte de ind i de områder, hvor berberne boede. Amazigh-stammerne dannede alliancer for at forsvare sig. Ifølge legenden samlede berberdronningen Al Kahina (også kaldet Dihya) således en række berberstammer i nutidens Tunesien og Algeriet i kampen mod araberne. Hun skal være død i kamp i 703 i Aurès i Algeriet. Den arabiske invasion faldt i bølger og fortsatte frem til ca. 1000. Under kampene blev berberne fordrevet fra deres boliger på sletterne, hvor de dyrkede landbrug og havde dyrehold. De måtte flygte op i bjergene i sikkerhed, og her etablerede de nye boligformer bl.a. de fæstninger, der kaldes ksar (flertal ksour) eller agadir (Marokko). Der er fællestræk i arkitekturen i de ksour, der fortsat eksisterer i det sydlige Tunesien og nordvestlige Libyen og i Marokko, og én antagelse, er at det skyldes, at berberne rejste på tværs af hele Nordafrika.

Samtidig blev der gradvist etableret arabiske overherredømmer fra 700 til 1000, og i takt med at en ny magtbalance tog form, skete der en gradvis sameksistens mellem amazigh og arabere. Mange steder antog amazigh islam og begyndte at tale arabisk i stedet for deres eget sprog, tamazigh. Et eksempel på dette er Vestsahara, hvor berberne efterhånden antog den arabiske dialekt hasaniyya.

I Sydtunesien lærte araberne kunsten at bygge en ksar, og de forskellige arabiske familier og stammer anlagde hver deres ksour til opbevaring og sikring af forråd og karavanevarer.