amt

Den tyske betegnelse amt havde længe været i brug i hertugdømmerne Slesvig-Holsten, da den dansk-norske stats inddeling i len blev afløst af amter i 1662.

Amterne kunne variere meget i geografisk størrelse, og ofte var flere af de mindre amter samlet under en ledelse af en enkelt amtmand.

Først ved amtsreformen i 1793 blev mere ensartede amter skabt, og disse geografiske enheder blev stort set bevaret frem til 1970. Hertil kom Færøerne, der 1816-1949 var et selvstændigt amt, mens Grønland først fra 1953 og frem til hjemmestyreordningen i 1979 havde amtsstatus.

Københavns Kommune, og efter 1900 også Frederiksberg Kommune, stod derimod frem til indførelsen af regioner 2007 uden for amtsinddelingen og varetog selv de opgaver, som i resten af landet lå under amterne.

Amternes administration var betroet kongeligt udnævnte amtmænd, der efter 1800 altid var jurister og ofte kom fra stillinger som højtplacerede embedsmænd i centraladministrationen.

Fra 1842 måtte amtmændene overlade nogle af opgaverne til valgte amtsråd, som stod i spidsen for de amtskommuner, som blev oprettet. Imidlertid var amtmanden helt frem til 1970 født formand for amtsrådet, og derfor havde han betydelig indflydelse også på forvaltningen af disse rent kommunale opgaver.

Kommunalreformen i 1970 betød en fuldstændig adskillelse af de statslige og kommunale opgaver på amtsligt niveau. De førstnævnte varetoges herefter af statsamterne under statsamtmænds ledelse, mens de kommunale opgaver blev forvaltet af folkevalgte amtsråd med en amtsborgmester i spidsen.

Da Danmarks 14 amter i 2007 blev afløst af fem regioner, udgik ordet amt af brug i dansk forvaltning, således som det skete i hertugdømmerne i 1867 og på Island i 1904. Norge afskaffede i 1919 amt og amtmann til fordel for fylke og fylkesmann.

• amtskommune
• kommunalreformen
• statsamt
• statsamtmand
• stiftsøvrighed
• Københavns Overpræsidium