En almindelig og kort sociologisk definition af autoritet kan lyde: legitim magt. En aktør kan bestemme over andre, fordi disse andre accepterer og anerkender autoriteten som legitim. De underordner sig ud fra en vilje til lydighed, uden at det er nødvendigt at bruge rå magt, fysisk tvang eller trusler.

Faktaboks

Etymologi
Ordet autoritet kommer af latin auctoritas 'myndighed'.

Handlinger, tanker, opfattelser og tro kan være genstand for autoritetsudøvelse. Ordet bruges også som betegnelse for den aktør, der kan udøve denne form for magt.

Autoritet forbindes typisk med en hierarkisk orden af enhver art, det være sig indenfor statsdannelser, organisationer, institutioner eller grupper. Det kan være i alle skalaer, formelle eller uformelle, fra transnationale statsdannelser og verdensomspændende religiøse organisationer til erhvervsvirksomheder, frivillige foreninger, lokalsamfund, familier og vennegrupper.

Autoritet og legitimitet

Legitimitet betyder, at magten hviler på et grundlag, som accepteres og anerkendes som gyldigt og forpligtende indenfor kollektivet.

Mest kendt er den teori og typologi, som Max Weber udviklede om autoritet og legitimitetsformer. Den fik stor indflydelse og anvendes stadig. Det skal indskydes, at Webers betegnelse på tysk var Herrschaft, 'herredømme', der på engelsk blev oversat til authority. I dansk fagsprog har man overtaget fra engelsk og bruger autoritet.

Weber opstillede tre typer af autoritet (eller herredømme) ud fra deres legitimitet (gyldighed, anerkendelse):

Det traditionelle herredømme

Det traditionelle herredømme er legitimt på grund af traditioners og vaners evige ukrænkelighed eller hellighed, "den evige gårsdagens autoritet", som Weber kaldte det. Fyrstens, herremandens, kirkens, patriarkens, familieoverhovedets autoritet er legitim, fordi det altid har være sådan.

Det legale herredømme

Det legale herredømme legitimeres af love og regler, der anerkendes, fordi de er besluttet ud fra rationelle principper og procedurer. Et rent eksempel er bureaukratiet.

Det karismatiske herredømme

Det karismatiske herredømme får legitimitet på grundlag en førerpersons særlige nådegaver, evner til at bringe frelse eller skabe mirakler eller enestående forbilledlige egenskaber (fx religionsstiftere, ledere af nye politiske og sociale bevægelser).

Autoritetsformernes samspil

Weber antog, at den legale autoritet i moderne samfund gradvis ville opløse og fortrænge den traditionelle, især gennem de formålsrationelle bureaukratier. Hvad angik karismatiske førere var et spørgsmål, som Weber og senere teoretikere har været optaget af, hvad der sker med karismatiske bevægelser, når føreren går bort? Vil bevægelsen gå i opløsning, eller kan karismaen overføres til en ny fører? Historisk har man i mange tilfælde set, at der indenfor den karismatisk ledede bevægelser var deltagere, der ville søge at overtage lederpositionen.

Der kan udvikles forskellige procedurer, ritualer og ceremonier til at overføre karismaen, så bevægelsen kan fortsætte. Et eksempel er de procedurer og ritualer, der kendes fra pavevalg, hvor karismaen knyttes til embedet ("embedskarisma").

Et andet eksempel er den buddhistiske leder Dalai Lama, som har været øverste autoritet i Tibet siden 13oo-tallet. Her overføres legitimitet ved inkarnation, idet alle efterfølgere af den første Dalai Lama anses for at være dennes reinkarnation. Udpegning af en ny Dalai Lama sker ved, at tibetanske klostre ud fra åndelige tegn identificeret efterfølgeren som reinkarnation.

Weber opfattede den legale, rationelle autoritet som effektiv og ekspansiv, men frygtede samtidig, at dette kunne føre til tab af mening og frihed, som kunne være vanskelig af bryde ud af. Han antog, at en stærk karismatisk leder måske kunne bryde med det legale herredømmes dominans.

Autoritetsbegrebet i senere sociologi

I senere sociologi har især grundlaget for legitimiteten af autoritet været omtvistet. Talcott Parsons opfattede autoritet som en institutionaliseret magt, funktionel for realisering af fælles kollektive værdier, der ikke selv er rationelt begrundede.

I smågruppeforskning ses autoritet som et resultat af agtelse, der er erhvervet ved værdifulde ydelser for gruppen, og rationel choice-sociologi (se individualistisk sociologi) som en ret til at lede, der er baseret på frivillighed og gensidige fordele.

Autoritet som begrænsning af personlig myndighed har været udgangspunkt for studier af autoritære former i den borgerlige familie hos Max Horkheimer.

Theodor W. Adorno har studeret den autoritære personlighedstype, der er præget af underkastelse, fordomme, intolerance, mangel på fleksibilitet m.v.

Jürgen Habermas sætter autoritet over for legitim viljesdannelse i en fri dialog, baseret på rationelle argumenter.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig