Image
Benue-kongo-sprogenes udbredelse markeret med lyserød farve blandt de øvrige niger-kordofanske sprogfamilier. Størstedelen af benue-kongos undergrupper findes i Nigeria og Cameroun; det meste af sprogfamiliens udbredelse skyldes bantusprogenes store spredning mod syd og øst i Afrika.
De niger-kordofanske sprogfamiliers udbredelse
Af .

Benue-kongo er en sprogfamilie i Afrika, den største inden for den niger-kordofanske sprogæt. Den omfatter 13 sproggrupper med i alt mere end 700 sprog, der tales fra Togo i nordvest til Kenya i nordøst og Sydafrika i syd. Benue-kongo omfatter over halvdelen af alle niger-kordofansk-talende.

Faktaboks

Etymologi

Sprogfamilien blev foreslået og navngivet af den amerikanske sprogforsker Joseph H. Greenberg i hans Languages of Africa (1963). Den fik navn efter delstaten Benue i det østlige Nigeria og andet led af navnet på niger-kongo-sprogene.

Slægtskabsmæssig inddeling af benue-kongo

Den absolut mest udbredte gruppe inden for benue-kongo er

  • de mere end 500 bantoide sprog, der tales af over 60 millioner mennesker. Denne gruppe består bl.a. af en del mindre sprog som tiv (ca. 2,2 millioner) i Nigeria, men den helt overvejende del udgøres af bantu-sprogene.

Af de øvrige ni grupper er de største tre:

  • de defoide sprog med bl.a. yoruba (talt af ca. 20 millioner mennesker, 1993). De tales især i Nigeria, men også i Benin og Togo;
  • de igboide sprog med bl.a. igbo eller ibo (ca. 17 millioner, 1995) i det sydøstlige Nigeria; samt
  • cross river-sprogene med bl.a. efik (ca. 5 millioner) i Sydøstnigeria og det sydvestlige Cameroun og ibibio (ca. 3,2 millioner, 1991) i Sydøstnigeria.

Hertil kommer seks mindre grupper, der stort set kun tales i Nigeria:

  • de edoide sprog omfatter ca. 30 sprog, der tales i det sydlige Nigeria af i alt ca. 10 millioner mennesker. Det største af dem er edo, også kaldet bini, der var sproget i det historiske Beninrige; det har i dag 2 millioner talere (2020).
  • de idomoide sprog omfatter 9 sprog i og omkring delstaten Benue i det østlige Nigeria. Størst er idomo, der tales af ca. 1 million mennesker (2020).
  • de jukunoide sprog omfatter ca. 20 sprog, der tales i det østlige Nigeria og tilgrænsende områder i Cameroun. Det største er wapan eller kororofa, der tales af ca. 100.000 mennesker i og omkring byen Wakari i den nigerianske delstat Taraba.
  • sproggruppen kainji omfatter ca. 60 sprog omkring Kainjisøen i det vestligt-centrale Nigeria. De tales af i alt ca. 1 million menneker; størst er tsuvadi med 150.000 talere.
  • de nupoide sprog omfatter sprogene nupe og ebira med hver ca. 2 millioner talere.
  • plateau-sprogene i det centrale Nigeria, der tales af i alt ca. 15 millioner mennesker, hvoraf det største er berom (1 millioner talere) og eggon (ca. 280.000).

Hertil kommer tre sprog, akpes, oko og ukaan, der hver især udgør deres egne grupper.

Sproglige træk

Benue-kongo-sprogene afgrænses først og fremmest ved eksistensen af præfikserne mu- og ba-, der angiver henholdsvis ental og flertal af substantiver; disse præfikser findes ikke i andre niger-kordofanske sprog. Flertalspræfikset indgår i selve betegnelsen ba-ntu, der egentlig betyder 'mennesker'; i ental hedder 'menneske' mu-ntu.

Benue-kongo-sprogene kendetegnes typologisk bl.a. ved eksistensen af kongruens mellem ord fra forskellige ordklasser i en sætning, der alle har det samme præfiks. De fleste benue-kongo-sprog er desuden tonesprog.

Lydhistorie

Grundsproget for benue-kongo er ikke rekonstrueret til fulde, men en forholdsvis klar lydhistorisk udvikling synes at være palataliseringen af et ældre *g(h)i- til ur-benue-kongo *zi-. Blandt eksemplerne er dele af det grundlæggende ordforråd som *-zi 'blod' fra *-ghìá, *-izi 'vand' fra *-lingi og *-zina 'navn' fra *-ghìná. De to sidste ord har fx på bantusproget swahili udviklet sig til henholdsvis ma-ji (ma angiver kollektiv) og jina; ordet for 'blod' har mere uklare reflekser i bantusprogene, men genfindes i en del af de øvrige sprog, fx efik iyip. Til sammenligning er det oprindelige g bevaret fx på kwa-sprogene, en anden familie inden for niger-kordofansk; jævnfør mo-gya 'blod' på akan (twi) og gbei 'navn' på ga.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig