farve

Farveblanding finder sted med additiv og subtraktiv blanding.

Kromaticitetsdiagrammet opsummerer vore erfaringer for additiv blanding af farver; rød, grøn og blås status som primærfarver bekræftes af, at de ligger nær diagrammets hjørner, hvilket giver den maksimale dækning af alle mulige farveindtryk ved additiv blanding. En forklaring på disse tre farvers særlige status må søges i øjets fysiologi. Synsevnen er knyttet til to forskellige typer af celler. De meget lysfølsomme stave, der er fordelt over hele nethinden, giver mulighed for det skotopiske syn, dvs. evnen til at se i mørke og ud af øjenkrogene. De 1000 gange mindre lysfølsomme tappe, der er koncentreret i det centrale område af nethinden, giver mulighed for det fotopiske syn, dvs. evnen til at se fine detaljer og farver, hvis lysforholdene er gode nok. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet indså lægen og fysikeren Thomas Young, at hvis tre parametre – kulør, mætningsgrad og lyshed – var nødvendige for at beskrive alle farveindtryk, så måtte farvesynet være trikromatisk, dvs. der måtte være tre forskellige typer af farvefølsomme celler. Denne idé blev især videreudviklet af den tyske fysiker Hermann von Helmholtz gennem arbejde med personer, hvis farvesyn afveg fra det normale. Det egentlige bevis kom dog først i 1964, da det var blevet muligt at undersøge de optiske egenskaber for individuelle tappe og vise, at de findes i tre varianter. De indeholder pigmenter, hvis følsomhedskurver delvis overlapper hinanden og har maksimum ved hhv. 440 nm, 535 nm og 565 nm. Mens de første overvejende reagerer på blåt lys, reagerer de øvrige to på grønt, gult og rødt lys. De svarer derfor ikke til bestemte primærfarver.

Oplevelsen af farve afhænger ikke blot af den lysfordeling, der rammer en given del af nethinden på et bestemt tidspunkt, men også af, hvad der tidligere har ramt den samme del, og af, hvad der samtidig rammer andre dele af nethinden. Ser vi længe på en bestemt genstand, bliver synscellerne mættede, og hvis vi derpå flytter øjet til en hvid flade, vil vi se et efterbillede i komplementærfarverne. Det opstår uden nogen ydre stimulans og skyldes en midlertidig overbelastning af synscellerne. Tilsvarende er oplevelsen af veldefinerede farver betinget af, at der findes andre farver andre steder i synsfeltet. Er synsfeltet derimod fyldt ud med den samme farve, vil den gradvis miste sin identitet og blive grålig. Fysiologisk forklares det ved tværgående forbindelser, der sammenkobler synsceller på forskellige dele af nethinden. En sådan blok af synsceller er ufølsom over for en ensartet stimulering, mens den reagerer kraftigt, hvis to dele af blokken stimuleres med forskellige farver. Denne laterale inhibering (sidehæmning) bevirker, at det er grænser mellem farvede områder snarere end områderne i sig selv, der betinger farveoplevelsen. Dette har større betydning, end man umiddelbart skulle tro. Hvis det var fladerne, der var afgørende, ville en mælkebøtte, der opleves gul i det rødlige morgenlys, gradvis skifte farve og blive grøn, når den ses i det langt mere blåfarvede lys midt på dagen. Men grænserne mellem de gule kronblade og det grønne græs bevarer sin betydning uafhængigt af belysningen og giver farvekonstans.

Det første skridt mod at sætte farverne i system blev taget af Newton (Optics, 1704). Han havde ladet en stribe af sollys passere gennem et glasprisme og observeret, at det blev brudt op i rene spektralfarver, som rakte fra rød over orange, gul, grøn og blå til violet. Han lukkede spektret sammen til en cirkel ved at forbinde yderfarverne rød og violet. Newton opfattede lys som partikler og antog, at de forskellige farver opstod i øjet som følge af disse partiklers varierende størrelse. En konkurrerende teori, fremført af Christiaan Huygens, så lyset som et bølgefænomen. Den blev forkastet af samtiden, men vakt til live af Thomas Young, der i 1802 ved interferensforsøg viste, at lys med forskellig farve har forskellig bølgelængde: for rødt lys ca. 650 nm og for violet ca. 435 nm.

Newtons idé om farvespektret er i forskellige varianter indbygget i alle senere systemer til farvebeskrivelse. Den amerikanske kunstner Albert H. Munsell (1815-1918) opbyggede sin Book of Colours på Youngs iagttagelse: Alle farveindtryk kan beskrives vha. tre størrelser: kulør (eng. hue), der angiver farvens placering på farvecirklen, mætningsgrad (eng. saturation, chroma), der er høj for de rene spektralfarver og aftager med voksende iblanding af hvidt, samt lyshed (eng. brightness, lightness, value), der for farvet lys angiver styrken, mens den for farvede flader er et mål for deres evne til at reflektere lyset. Andre farvesystemer er udarbejdet af kemikeren Wilhelm Ostwald, samt af malerne Philipp Otto Runge og Johannes Itten.

Goethes farvelære er udgangspunkt for de teorier, der beskæftiger sig med farverne som kunstnerisk virkemiddel. Michel Eugène Chevreul, der var kemiker og direktør for gobelinfabrikken i Paris, studerede farvernes gensidige påvirkning, og hans værk De la Loi du contraste simultané des couleurs et de l'assortiment des objets colorés (1839) blev det videnskabelige grundlag for det impressionistiske maleri. Hans erkendelse af, at en given farve får sin specielle kvalitet i kraft af et modspil til andre farver, er udbygget af Johannes Itten i Kunst der Farbe (1961). Itten konstruerede en tolvdelt farvecirkel ud fra primærfarverne gul, rød og blå og definerede med udgangspunkt heri syv forskellige typer af farvekontrast. Egenkontrasten relaterer til farvernes beliggenhed på farvecirklen og er stærkest for de tre primærfarver. Lys-mørke-kontrasten udtrykkes renest i gråtoneskalaen fra hvid til sort, men optræder også mellem mættede farver som fx gul og violet, der har meget forskellig lyshed. Varme-kulde-kontrasten er maksimal mellem farverne blågrøn og rødorange, der på farvecirklen ligger på en akse vinkelret på gul-violet. Denne kontrast gør, at et rum, der er malet i blågrønne farver, opleves flere grader koldere end et rum med samme temperatur, der er malet i rødorange farver. Komplementærkontrasten kommer til udtryk ved, at komplementærfarver, der ligger modsat hinanden på farvecirklen, har tendens til at fremhæve og aktivere hinanden, mens simultankontrasten viser sig ved, at et gråt felt i et farvet område vil antage et skær af det omgivende områdes komplementærfarve. Begge disse effekter kan begrundes fysiologisk ud fra den signalbehandling, der foregår i nethinden. Kvalitetskontrasten refererer til kontrasten mellem de rene, mættede farver og farver, der er gjort lysere eller mørkere ved iblanding af hvidt, sort eller komplementærfarven. Endelig udtrykker kvantitetskontrasten det forhold, at visse farver er mere dominerende end andre, og at de derfor skal anvendes på tilsvarende mindre arealer, hvis resultatet skal opleves harmonisk.

Ud over som kunstnerisk udtryksmiddel udnyttes de forskellige farvers kvaliteter til kommunikation på såvel det bevidste som det ubevidste plan. De rene spektralfarver med stærk egenkontrast kan signalere fare (gul), sikkerhed (grøn) eller forbud (rød). Kvantitetskontrasten anvendes i forbindelse med fx udsalgsplakater, hvor gul, den mest dominerende farve, tiltrækker opmærksomheden. Nyhedsudsendelser i tv ses ofte på en blå baggrund, der signalerer en stemning af kølig objektivitet. Farvernes stemningsskabende kvaliteter føres over i sproget, hvor fx varme-kulde-kontrasten genfindes i, at ophidselse får en til "at se rødt", mens følelser af vemod, længsel og distance udtrykkes gennem begreber som "blå time" eller "blues".

Den trikromatiske model for farvesynet tager udgangspunkt i det lys, der møder øjet, men den forklarer ikke, hvorfor et reklameskilt lyser rødt, når der er neon i udladningsrøret, eller hvorfor hvidt lys bliver grønt, når det kastes tilbage fra et græsstrå. Netop studiet af vekselvirkningen mellem lys og stof ledte frem til to afgørende principper, der er grundlaget for den moderne fysik: Elektronerne i et stof kan kun eksistere i bestemte tilladte energitilstande, og energi i form af lys kan kun udveksles med omgivelserne i mindsteportioner, fotoner, hvis energi er bestemt af bølgelængden. Neonrøret lyser rødt, fordi den energi, der frigives af en elektron i neonatomet ved overgang mellem to tilladte tilstande, netop svarer til bølgelængden af rødt lys. Græsset er grønt, fordi det indeholder klorofyl, hvis elektroner har energitilstande, der tillader absorption af rødt og blåt lys, mens den grønne komponent af det hvide lys bliver kastet tilbage uden at blive absorberet.

Langt de fleste af de farveindtryk, vi udsættes for, stammer fra stoffer, der selektivt absorberer bestemte bølgelængder i den synlige del af spektret. I mange mineraler er absorptionen knyttet til metalioner. Således er rubinen rød, fordi ganske små mængder af krom i den ellers farveløse korundkrystal absorberer såvel violet som grønt/gult lys. Naturligt forekommende mineraler, der er tilgængelige i større mængde, har været anvendt som pigmenter, siden de forhistoriske mennesker malede deres hulemalerier i Lascaux og Altamira med den rødlige, jernholdige okker ca. 15.000-13.000 f.v.t. Organiske farvestoffer er opbygget af kæder eller ringe af kulstofatomer, der er bundet sammen af elektroner i alternerende enkelt- og dobbeltbindinger, og den energi, der skal til for at excitere en af bindingselektronerne, svarer til bølgelængder i det synlige område. Safran, der udvindes af krokusstøvfang og har været anvendt som krydderi og til farvning af tøj siden den græske antik, får sin gule farve, fordi absorptionen her ligger i det blå område. Visse farvestoffer har en elektronstruktur, der sætter dem i stand til at absorbere den usynlige, ultraviolette komponent af dagslyset og genudsende energien som fluorescens i form af synligt lys. Herved sker der en forstærkning af de normale farver, og disse fluorescensfarver opleves derfor som selvlysende i dagslys.

De farver, vi ser i naturen, kan skyldes andre, væsensforskellige fænomener. De rene spektralfarver ses i regnbuen, hvor sollysets brydning i regndråber svarer til brydning i et prisme og forekommer, fordi lysets hastighed inde i dråberne afhænger af bølgelængden. En hinde af olie på en våd vej eller hinden om en sæbeboble vil kaste lys tilbage fra såvel sin forside som sin bagside. Afhængigt af hindens tykkelse og lysets vej gennem den vil disse to lyssignaler ved interferens forstærke eller udslukke hinanden for bestemte bølgelængder og resultere i et farvespil. Et regelmæssigt mønster af melaninstave virker som et optisk gitter, der ved diffraktion får øjet i en påfuglefjer til at irisere mellem blågrønt og violet, når den ses under forskellige vinkler. Spredning af lys fra atmosfærens molekyler vokser dramatisk, når bølgelængden aftager. Himlen har sin blå farve, fordi det kortbølgede blå lys spredes langt mere effektivt end det røde. Den samme effekt gør solnedgangen rød, fordi vi her netop ser det lys, der ikke når at blive spredt under den lange passage gennem atmosfæren.

• farver i dyreverdenen
• farver og musik
• farveforskel (i grafisk produktion)
• farve (som symbol)