Image
Ishus fra Skaføgård på Gammel Estrup. Foto fra 2017.
Ishus af bindingsværk
Af /Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Et ishus er en bygning, hvor isblokke eller sammenpresset sne opbevares til senere brug, fx til køling af råvarer.

Faktaboks

Også kendt som

iskælder, frysehus

Anvendelse

I Danmark har man siden 1600-tallet opbevaret is til senere brug. Om vinteren savede man store isblokke ud af isen på tilfrosne søer, voldgrave og lignende og lagde dem i særligt indrettede kældre eller huse. Her kunne isblokkene holde sig i lang tid og således bruges til køling om sommeren.

De første ishuse var nedgravede iskældre, som typisk var anlagt i en bakke eller gravhøj eller under store, massive bygninger. Iskældrene lå ofte i skyggen af træer eller lavt i terrænet for at beskytte isen mod sol og varme. Senere blev der opført fritstående bygninger til opbevaring af is.

I Danmark kendes bygningstypen særligt fra 1700- og 1800-tallet, hvor der i de fleste herregårdshaver fandtes ishuse eller andre anlæg til opbevaring af is.

Historiske ishuse

På Fyn findes der bevarede ishuse bl.a. ved herregårdene Bregentved (Haslev) og Hollufgård (Odense). Bregentveds iskælder er fra 1740 og er nedgravet i haven. Hollufgårds ishus er en fritliggende, mindre bygning, som er bygget ind i voldskrænten i herregårdsparken. Bygningen er opført med hvidkalket murværk og har et stråtækt tag med en kvist med lem, hvorigennem isen kan placeres eller tages op. De ældste ishuse havde karakter af at være praktiske foranstaltninger.

Med en udformning som små lysthuse blev ishusene særligt populære i 1700-tallets romantiske, landskabelige herregårdshaver. Sådanne eksempler ses på Turebyholm (Sjælland), i Liselunds have (Møn), i herregårdshaven ved Erholm (Fyn), i parken ved Corselitze (Falster), i Søvertorps have (Rudkøbing).

Under industrialiseringen i 1800-tallet blev ishuse også anvendt. I haven ved Bies bryggeri (Hobro) findes et stort, træbeklædt ishus med tagpaptag, som har været en del af bryggeriets produktionsapparat. I dag er ishuset omdannet til kulturhus.

Mange små landsbyer har haft et fælles ishus. Helt op til 1950'erne er der blevet opført sådanne små, murede, eternittækkede ishuse eller frysehuse, fx på Toldbodvej 27 i Løkken og Østerled 6 i Rold. I løbet af 1900-tallet mister ishuse dog deres betydning, da det elektriske køleskab i stigende grad blev udbredt i de danske hjem.

Læs mere i Lex

Læs mere i Trap Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig