Størstedelen af den kristne teologi arbejder i dag med, at der findes én katolsk kirke. Det er den kirke, som betragter den romerskkatolske biskop af Rom, paven, som apostlen Peters efterfølger i embedet som den første blandt ligemænd i kollegiet af katolske biskopper. Den katolske kirke er i denne teologiske forståelse de 1,4 milliarder døbte katolikker, som har paven som religiøst overhoved. Videre i denne teologiske forståelse er den katolske kirke de 1,4 milliarder kristne, som er forpligtet af indholdet i Den Katolske Kirkes Katekismus fra 1992.
Men i leksikalsk sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at den kirke, som af størstedelen af den kristne teologi betragtes som én katolsk kirke, betragtes som 24 katolske kirker af kanonisk ret. To lovsamlinger udgivet af paveembedet regulerer disse 24 katolske kirker: Codex Iuris Canonici fra 1983 regulerer den latinske katolske kirke, som i dagligsproget kaldes den romerskkatolske kirke. Codex Canonum Ecclesiarum Orientalium fra 1990 regulerer 23 unerede katolske kirker, som i kanonisk ret er ligestillet med den latinske katolske kirke i dagligsproget kaldet den romerskkatolske kirke:
- den koptiske katolske kirke
- den maronitiske katolske kirke
- den syriakiske katolske kirke
- den armenske katolske kirke
- den kaldæiske katolske kirke
- den melkitiske græskkatolske kirke
- den syro-malankariske katolske kirke
- den syro-malabariske katolske kirke
- den rumænske græskkatolske kirke
- den ukrainske græskkatolske kirke
- den etiopiske katolske kirke
- den ruthenske græskkatolske kirke
- den slovakiske græskkatolske kirke
- den eritreanske katolske kirke
- den ungarske græskkatolske kirke
- den albanske græskkatolske kirke
- den belarussiske græskkatolske kirke
- den bulgarske græskkatolske kirke
- den græskkatolske kirke i Serbien og Kroatien
- den græske byzantinske katolske kirke
- den italiensk-albanske katolske kirke
- den makedonske græskkatolske kirke
- den russiske græskkatolske kirke
Forskellige politiske og kirkepolitiske udviklinger har resulteret i en situation, hvor det, der teologisk kan betragtes som én katolsk kirke ifølge kanonisk ret, kan betragtes som et fællesskab af 24 katolske kirker i egen ret under ledelse af Vestens patriark, den romerskkatolske biskop af Rom: Paven.
Dette billede bliver endnu mere flertydigt, hvis man skal besvare et simpelt spørgsmål i liturgikken: Hvordan foregår en katolsk messe? De 23 mindste katolske kirker i egen ret benytter tilsammen seks forskellige ritusser: Byzantinsk ritus, østsyriakisk ritus, vestsyriakisk ritus, koptisk ritus, ge’ez ritus samt armensk ritus. Derudover rummer den største katolske kirke i egen ret, den latinske katolske kirke, 12 officielle ritusser, som alle anvendes i nutiden:
Liturgikken kan således opregne 18 forskellige måder, hvorpå en messe kan fejres af de katolikker, som hører under Vestens patriark, den romerskkatolske biskop af Rom: Paven. Disse 18 forskellige måder at fejre en katolsk messe på kan i nogle tilfælde finde sted på modersmålet ud over det liturgiske sprog, der oprindeligt er knyttet til den enkelte ritus. Flere ritusser forsvandt helt efter 2. Vatikankoncil til fordel for den ordinære ritus, mens andre er forsøgt skabt. Eksempelvis har bevægelsen Den neokatekumenale Vandring forsøgt at få pavelig godkendelse til en ritus for bevægelsens messer. Selv ved et lille observationspunkt i liturgikken; messens ritual, viser det sig, at ordet katolsk ikke kan stå alene. Der kræves en mere præcis sprogbrug.
Betydningen af katolsk bliver mere kompleks, når der skal tales om katolske bispedømmer, som er blevet nationaliseret med tvang. Nutidige eksempler herpå er Kinas The Catholic Patriotic Association og Nordkoreas Korean Catholic Association. Fra historien kender man eksempelvis den danske og den engelske statskirke. Hvis man med udgangspunkt i disse fire eksempler skulle besvare spørgsmålet om, hvor længe medlemmerne var katolske efter nationaliseringen formelt fandt sted, vil forskellige akademiske discipliner give meget varierende svar.
I hovedparten af den kristne teologi, herunder i kanonisk ret, hersker der enighed om, at begrebet katolsk betegner kristne, som tillægger Vestens patriark, den romerskkatolske biskop af Rom en særlig funktion som pave. Men en række akademiske discipliner betragter begrebet katolsk kristendom væsentligt bredere, end begrebet anvendes i den kristne teologis hovedspor.
Alene hvis man i nutiden fortsat fokuserer på paveembedet i katolsk kristendom, har den svenske kirkehistoriker Magnus Lundberg (f. 1972) i et forskningsprojekt identificeret et tocifret antal katolske kirker fra nutiden, som har påberåbt sig at være hjemsted for den rigtige pave. Det er typisk traditionalistiske katolske grupper, som afviser beslutningerne fra det 2. Vatikankoncil og legitimiteten af de efterfølgende paver i det, man kan kalde den katolske hovedtradition. Den største af disse nutidige modpave-kirker er den palmarianske kirke. Religionssociologien betragter medlemmerne af disse kirker som katolske kristne. På samme måde betragter historikere tilhængerne af de såkaldte modpaver i historiens løb.
Men der findes også katolske kirker i nutiden, som har opgivet at rumme et paveembede, men som holder fast i bispeembedet. Det gælder eksempelvis de gammelkatolske kirker samt en lang række såkaldte uafhængige katolske kirker. Den amerikanske religionsforsker Julie E. Byrne har anslået, at der alene i USA findes en million såkaldte uafhængige katolikker. Nogle af de kirker, som er udforsket af henholdsvis Lundberg og Byrne, har bevaret den apostoliske succession (og nogle har givet den videre til kvindelige biskopper); andre har ikke bevaret den, men flertallet af disse kirker kan i religionshistorie og religionssociologi beskrives som katolske kirker.
I endnu videre forstand finder ordet katolsk anvendelse i religionshistorie og antropologi, når man skal beskrive synkretistiske kulturelle fænomener som eksempelvis de såkaldte skjulte kristne i Japan, kakure kirishitan, eller den hastigt ekspanderende dyrkelse af Santa Muerte. Også etnologer har brugt betegnelsen katolsk, når folkehelgener som Skt. Guinefort skal beskrives, eller når der forskes i, hvordan oprindelige katolske skikke som julekrybber og gravstedslys spreder sig ind i protestantiske områder.
Ordet katolsk er også i brug i historie og i samfundsvidenskaberne, eksempelvis, når man skal forstå den tyske statsteoretiker Carl Schmitt, eller når man skal forstå perioden Estado Novo i Portugals historie.
Det er meningsgivende at betragte begrebet katolsk som et spektrum. Nogle fænomener er selvklart katolske, mens andre måske nok har afsæt i en katolsk sammenhæng, uden at de i sig selv kan betragtes som specifikt katolske.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.