klientelisme

Begrebet stammer fra oldtidens Roms Clientela-system. En borger, kaldet klient, kunne indgå en uformel afhængighedsrelation til en indflydelsesrig person, kaldet patron. Borgeren ydede tjenester mod modtjenester dvs. beskyttelse.

I moderne tid henføres klientelisme til partiapparatet og dets leder. Valgsystemer, der fremmer konkurrencen inden for partier, siges at give plads til klientelisme. På en sådan måde forefindes det i politiske systemer, hvor korruption er udbredt, eksempelvis i Argentina og tillige i Frankrig, Grækenland og Italien, navnlig Syditalien, hvor der især omkring det tidligere dominerende parti Democrazia Cristiana DC var opbygget et klientelistisk system.

I Argentina var det klientelistiske system især knyttet til det peronistiske parti og dets styre i 1950'erne, og det spiller fortsat en vigtig rolle i argentinsk politik.

I Italien knytter klientelismen sig dels til den parlamentariske praksis ved uanset ideologisk ståsted at være et middel til opnåelse af en fordelagtig placering i magtens centrum, dels til mafiaen, hvor patron-klient-forholdet dog også indbefatter tvang og trusler om vold.

I Grækenland er klientelisme udbredt som en politisk kultur. Den stammer tilbage til osmannernes besættelse af de græske områder 1453-1829, hvor den græske overklasse bestak de osmanniske administratorer til gengæld for særlige rettigheder.

Efter det moderne Grækenlands gradvise samling i perioden 1829-1947 blev der udviklet en individuel klientelisme, hvor politiske ledere bestak udvalgte storfamilier og klientgrupper med statslige ydelser, mod at klienterne stemte på patronen, den politiske leder.

• Clientela-systemet