kultdrama

Men kultdramaet er ikke naturalistisk teater og ligner slet ikke en filmatisering af den mytiske fortælling. Det er ofte ganske abstrakt og symbolsk i sin form og fuldt af gentagelser og variationer over sit centrale tema ligesom musik. Det skal ikke fortælle om urtidens bedrifter, men bringe dem til udførelse på nutiden.

I det gamle Egypten fejrede man én gang om året Sejrsfesten for Horus. Her gennemførte man endnu en gang guden Horus’ sejr over Seth og hans efterfølgende kroning til konge over Egypten. I myten var det begyndelsen til det retmæssige kongedømme og i det hele taget den rette orden i natur og samfund. I en serie tempelrelieffer i det store og velbevarede tempel i Edfu vises ritualet som en række tableauer, hvor Horus med sin harpun spidder Seth, der har forvandlet sig til en flodhest, og senere krones til konge over Egypten. Men reliefferne viser også Horus’ seneste tronarving, den regerende konge, både som deltager i den mytiske kamp og som nutidig sejrherre over Egyptens fjender.

I det gamle Indien kunne hymner forvandle presningen af den rituelle rusdrik Soma til et mytisk drama. Mens somaplantens stængler blev knust mellem pressesten, sang man om guden Indra og hans urtidsbedrifter, navnlig sejren over den vældige slange Vritra, der havde blokeret floderne, så tørke og misvækst ødelagde kvægets græsning. I mytens urtid var det Vritras døde og rådnende krop, der (i raffineret form) var blevet til somadrikken. I ritualet var det al Indras sejrrige og ordnende virksomhed, der endnu en gang kom til stede.

Den ældste form for europæisk teater, det græske drama, var en del af Dionysos-kulten og er formentlig udviklet af korsange som dem, vi endnu finder i fx Sofokles’ tragedier, lidt efter lidt udbygget med dramatiske optrin over mytiske og heroiske temaer, men også med aktuelt indhold. Kultdramaet skal netop gøre myten og den forbilledlige fortælling til nutid.

Flere kristne højtidssalmer har en kultdramatisk karakter, hvor de syngende ligesom gør sig samtidige med begivenheder i den hellige historie. Et dansk eksempel er Grundtvigs påskesalme ”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” (nr. 213 i salmebogen). Mere internationalt kendt er den latinske julesalme ”Adeste, fideles”, på engelsk ”O come, all ye faithful,” (sml. salmebogens nr. 112), hvor de syngende ligesom er til stede i Bethlehem ved Jesu fødsel.

Men kultdramaet har langtfra altid fortællingens form. Det kan være en dans, et måltid eller et stykke markarbejde, der punktvis udnævnes til at være en mytisk begivenhed. Hos maorierne på New Zealand bar man en kurv med læggebatater ud på en rituelt afgrænset del af marken. Undervejs sagde man: ”Dette er en bæren som bærer, dette er en løften som løfter. Hvem er det, der løfter? Det er Rongo som løfter, Rongo-uakina, Rongo-der-stjæler ...” Det er altså en virkelig bæren, en helt ekstraordinær bæren og løften, for den, der bærer bataterne, er Rongo, som i myten stjal bataterne i himlen og bragte dem til jorden. På den måde gav ritualet batatdyrkningen en ny begyndelse – som dengang verden var ny og Rongo kom med de allerførste batater.