Et kultdrama er et ritual, der gør en fortælling, ofte en myte, nærværende i en religiøs fest eller højtid. Egentlig er ethvert ritual dramatisk; det består jo af handlinger, der forestiller noget, og selv den, der blot fremsiger nogle rituelle ord, optræder i en slags rolle. Kultdramaet gør mytens eller den forbilledlige historiske fortællings begivenheder nutidige, det gentager dem og gør på den måde højtiden til en ny begyndelse. Det genskaber og fornyer den orden, der blev grundlagt i mytens urtid og ved forfædres og formødres bedrifter.

Den dramatiske form

Image
I "første akt" af Sejrsfesten for Horus harpuneres flodhesten Seth hele 10 gange, og motivet gentages gennem hele ritualet.
Af /IFAO.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Men kultdramaet er ikke naturalistisk teater og ligner slet ikke en filmatisering af den mytiske fortælling. Det er ofte ganske abstrakt og symbolsk i sin form og fuldt af gentagelser og variationer over sit centrale tema ligesom musik. Det skal ikke fortælle om urtidens bedrifter, men bringe dem til udførelse på nutiden.

Sejrsfesten for Horus i oldtidens Egypten

I det gamle Egypten fejrede man én gang om året Sejrsfesten for Horus. Her gennemførte man endnu en gang guden Horus’ sejr over Seth og hans efterfølgende kroning til konge over Egypten. I myten var det begyndelsen til det retmæssige kongedømme og i det hele taget den rette orden i natur og samfund. I en serie tempelrelieffer i det store og velbevarede tempel i Edfu vises ritualet som en række tableauer, hvor Horus med sin harpun spidder Seth, der har forvandlet sig til en flodhest, og senere krones til konge over Egypten. Men reliefferne viser også Horus’ seneste tronarving, den regerende konge, både som deltager i den mytiske kamp og som nutidig sejrherre over Egyptens fjender.

Image
Horus harpunerer flodhesten Seth fra sin båd. I forstavnen ses gudinden Isis. På land står den regerende konge og spidder flodhesten. Horus' hjælpere, de unge harpunmænd, kommer løbende. Måske foregik ritualet på templets hellige sø, men det er uvist, hvor realistisk det blev gennemført.

Indras sejr over kæmpeslangen Vritra

I det gamle Indien kunne hymner forvandle presningen af den rituelle rusdrik Soma til et mytisk drama. Mens somaplantens stængler blev knust mellem pressesten, sang man om guden Indra og hans urtidsbedrifter, navnlig sejren over den vældige slange Vritra, der havde blokeret floderne, så tørke og misvækst ødelagde kvægets græsning. I mytens urtid var det Vritras døde og rådnende krop, der (i raffineret form) var blevet til somadrikken. I ritualet var det al Indras sejrrige og ordnende virksomhed, der endnu en gang kom til stede.

Det græske drama

Den ældste form for europæisk teater, det græske drama, var en del af Dionysos-kulten og er formentlig udviklet af korsange som dem, vi endnu finder i fx Sofokles’ tragedier, lidt efter lidt udbygget med dramatiske optrin over mytiske og heroiske temaer, men også med aktuelt indhold. Kultdramaet skal netop gøre myten og den forbilledlige fortælling til nutid.

Kultdrama i kristne kirker

Image
Motivet med Kristus, der ved sin opstandelse for ned til Helvede og befriede Adam, Eva og alle de andre døde, indgik både i Grundtvigs salme I kvæld blev der banket på Helvedes port og i flere af middelaldrerens mysteriespil.
Fra en middelalderlig altertavle i Lübeck, St. Annen-Museum
Licens: CC BY SA 3.0

Flere kristne højtidssalmer har en kultdramatisk karakter, hvor de syngende ligesom gør sig samtidige med begivenheder i den hellige historie. Et dansk eksempel er Grundtvigs påskesalme ”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” (nr. 213 i salmebogen). Mere internationalt kendt er den latinske julesalme ”Adeste, fideles”, på engelsk ”O come, all ye faithful,” (sml. salmebogens nr. 112), hvor de syngende ligesom er til stede i Bethlehem ved Jesu fødsel.

Mysteriespil

I Middelalderen var egentlige dramatiseringer af bibelske fortællinger, såkaldte mysteriespil, almindelige, først inde i kirken, siden foran kirken, med ikke-gejstlige medvirkende, ofte fra håndværkerlavene. Det var navnlig begivenhederne omkring Kristi fødsel (bl.a. krybbespil) og død og opstandelse (bl.a. passions-spil), der fik dramatisk udtryk. Også helgeners liv og død kunne være emnet.

På maoriernes rituelle mark

Men kultdramaet har langtfra altid fortællingens form. Det kan være en dans, et måltid eller et stykke markarbejde, der punktvis udnævnes til at være en mytisk begivenhed. Hos maorierne på New Zealand bar man en kurv med læggebatater ud på en rituelt afgrænset del af marken. Undervejs sagde man: ”Dette er en bæren som bærer, dette er en løften som løfter. Hvem er det, der løfter? Det er Rongo som løfter, Rongo-uakina, Rongo-der-stjæler ...” Det er altså en virkelig bæren, en helt ekstraordinær bæren og løften, for den, der bærer bataterne, er Rongo, som i myten stjal bataterne i himlen og bragte dem til jorden. På den måde gav ritualet batatdyrkningen en ny begyndelse – som dengang verden var ny og Rongo kom med de allerførste batater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig