Kvindehistorie er en retning inden for historiefaget, der undersøger kvinders liv, handlinger, erfaringer og vilkår i fortiden. Feltet beskæftiger sig blandt andet med kvinders arbejde, familieliv, politiske deltagelse, sociale relationer, seksualitet, krop, sundhed og kulturelle liv samt med de institutioner og magtforhold, der historisk har formet kvinders muligheder.
Begrebet kvindehistorie kan også bruges mere alment om kvinders historie. Som forskningsfelt betegner kvindehistorie imidlertid en historiefaglig tradition, der undersøger kvinder som historiske aktører og spørger, hvordan historien ser ud, når kvinders erfaringer og handlinger inddrages. Kvindehistorikere har dermed både frembragt ny viden om kvinder i fortiden og udfordret etablerede forestillinger om, hvilke begivenheder, mennesker og samfundsområder der er historisk betydningsfulde.
I 2020'erne er kvindehistorie fortsat et selvstændigt og internationalt forskningsområde, samtidig med at meget forskning i kvinders historie i dag betegnes som kønshistorie, feministisk historie eller indgår i andre historiske specialiseringer. Dermed findes kvindehistorie nu side om side med blandt andet kønshistorie, seksualitetshistorie og queerhistorie. Mens kønshistorie mere generelt undersøger, hvordan køn og forestillinger om femininitet og maskulinitet har formet historiske samfund og forandringer, har kvindehistorie kvinder og kvinders historie som sit særlige forskningsområde.
Feltet undersøger fortsat kvinder, som har været overset i den eksisterende historieskrivning, men beskæftiger sig også med bredere spørgsmål om kvinders handlemuligheder, sociale relationer og positioner i forskellige historiske samfund. Kvindehistorikere arbejder blandt andet med arbejde, familie, politik, sociale bevægelser, krop, sundhed, reproduktion, seksualitet, religion, migration, vold, kolonialisme og hverdagsliv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.