En mekanoreceptor er en sansecelle, som reagerer på mekaniske stimuli.

Merkel-celler og Meissner-legemer

Image
De seks typer af mekanoreceptorer hos mennesket.
Mekanoreceptorer i huden
Af /Created with Biorender.com.

Nogle frie nerveender reagerer blandt andet på kraftig deformation af huden og har betydning for smerteopfattelsen, mens andre reagerer på varme eller kulde. Merkel-celler sidder i den øverste del af læderhuden (dermis), og her finder man også Meissner-legemer. Meissner-legemer er hurtigt adapterende og er meget følsomme for vibration og let berøring. Merkel-celler har ringe adaptation og er følsomme for let tryk. Meissner-legemer og Merkel-celler findes i størst koncentration i fingerspidser og læber.

Ruffini-legemer og Pacini-legemer

Dybere i læderhuden findes Ruffini-legemer, der adapterer langsomt. De er følsomme for dybt tryk og stræk af huden. Dybt i læderhuden og i underhuden er der også Pacini-legemer (også kendt som Vater-Pacini-legemer), der adapterer hurtigt, og som har betydning for opfattelsen vibration og tekstur af overflader. De findes i stor koncentration i håndflader/fingre og i fodsål/tæer, hvor de antages at give information om tryk, og så finder man dem desuden i sener og ledkapsler, hvor de har betydning for stillingssans.

Sanseoplevelse

Der er sjældent eller aldrig en en-til-en sammenhæng mellem en type af mekanoreceptor og en bestemt sanseoplevelse. En sanseoplevelse er i reglen resultatet af en blanding af input fra flere typer af mekanoreceptorer. En undtagelse herfra er Krause-legemer, der stort set udelukkende findes i klitoris, i skedevæggen og i penis. De reagerer optimalt på vibration med en frekvens på 40-80 svingninger per sekund (samme frekvens som en del sex-legetøj vibrerer med), og stimulering giver intens seksuel lystfølelse. I dyreforsøg er det vist, at Krauselegemer er nødvendige for ejakulation.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig