mus (dyr)

De fleste musearter hører til den meget store musefamilie (Muridae), et mindre antal hører til familierne hoppemus (Zapodidae), syvsovere (Gliridae), selevenider (Selevenidae), springmus (Dipodidae), Platacanthomyidae og Nesomyidae. Man anser de små familier for at være tidlige, ret specialiserede sideskud i udviklingshistorien, mens det store artsantal inden for musefamilien er udviklet inden for de sidste 20 mio. år. Musene opstod formentlig i den gamle verden (Asien og Afrika) for ca. 35-38 mio. år siden og bredte sig herfra til Nordamerika via en landbro fra Sibirien til Alaska og senere til Sydamerika. I løbet af deres evolution tilpassede de nordamerikanske arter sig mange levesteder. Der er herved blevet en betydelig lighed mellem de nordamerikanske og europæiske arter både mht. økologi og udseende.

Nutidens ca. 700 arter i musefamilien udgør den kraftigste udvikling af arter inden for pattedyrene. Den oprindelige type mus var formentlig meget bredspektret i valg af levested, og dens oprindelige føde var sandsynligvis frø, som er forholdsvis letfordøjelige. Med det oprindelige tandsæt var der også mulighed for at inkludere andre plantedele og smådyr i kosten. Den danske skovmus kan tænkes at repræsentere typen. Fra en sådan forfader er de mere specialiserede arter udviklet, arter, der er i stand til at overleve på mere ekstreme levesteder og med en mere specialiseret føde.

En større gruppe på omtrent 110 arter inden for familien er ørkenrotterne (Gerbillinae), som har lange springben. De findes i Afrika og Asien og er tilpasset ørkenklima, bl.a. har de en effektiv vandhusholdning, og de opholder sig i dybe, kølige gange om dagen.

Medvirkende til udviklingen i musenes artsantal er også deres vældige formeringsevne, der bevirker, at udviklingspotentialet bliver stort. Mus forplanter sig hurtigt ved en kombination af kort østruscyklus, kort diegivningsperiode og lang ynglesæson. Det gennemsnitlige ungekuld er hos musene større end hos pattedyr generelt.

Mennesket har ofte et anstrengt forhold til musene. En række arter er synantrope, dvs. de lever i tilknytning til menneskets boliger, og de bliver ofte indført af mennesket til områder langt fra deres naturlige udbredelsesområde. Dette gælder fx husmusen og den brune rotte. Andre arter er skadevoldende i land- og skovbrug og kan fortære store dele af høstudbyttet. En del musearter overfører sygdomme til mennesket, fx overføres pest af rotter, eller de er mellemværter for sygdomsvoldende organismer, fx skovflåt, der overfører borreliose.

Rotter og især mus har fundet stor anvendelse som forsøgsdyr, da de er lette at holde og hurtigt kan opformeres som følge af deres store fertilitet. De anvendes dels (som kaniner og marsvin) til testning af stoffer, fx for kræftfremkaldende effekter, dels som medicinske og genetiske forsøgsdyr.

Ligesom stamformen husmus har laboratoriemus ("hvide mus") 19 par ens (homologe) kromosomer og et par kønskromosomer (hun XX; han XY). Grundlaget for analyse af musens arvemasse (genom), der viser omfattende lighed med menneskets, har været etableringen af indavlede musestammer vha. bror-søster-parringer i mindst 20 avlsgenerationer. Der findes i dag hundredvis af veldefinerede musestammer, hvis individer er genetisk set meget ens. Udvikling og vedligeholdelse af disse stammer sker primært i Jackson Laboratory, Bar Harbor, Maine, USA. Her arbejdede bl.a. biologen George D. Snell, der i 1980 fik nobelprisen i fysiologi/medicin for sit immunologiske arbejde med musens vævstypekompleks (MHC).

Udviklingen og studiet af genetisk veldefinerede mus har været en forudsætning for udviklingen af organtransplantationsteknikken, for store områder af kræftforskningen og for belysning af kroppens evne til at skelne mellem selv og ikke-selv.

Der findes endvidere mere end 8500 velbeskrevne mutanter, som har interesse til forskellige forskningsformål. Ved indkrydsning kan etableres stammer, der kun afviger mht. et enkelt gen, såkaldt kongene stammer, hvormed man kan belyse genets funktion.

I 1990'erne blev der med den nye bioteknologi udviklet forsøgsmus med ønskede egenskaber ved slukning/neutralisering af bestemte gener, knockout-mus, samt mus, som vha. fx gensplejsning tilføres bl.a. menneskelige gener. Sådanne transgene mus må forventes at få afgørende betydning i den biomedicinske forskning.