sonateform

Sonateformen blev udviklet i senbarokken og førklassikken (cirka 1725 – cirka 1775), tidligst i den italienske operaouverture, sinfoniaen. Udgangspunktet var baroksuitens dansesatser, hvis to repeterede dele var bygget op over et fast modulatorisk forløb:

I sonateformen blev dette mønster udvidet og omformet, i første afsnit med en understregning af kontrasten mellem satsdelens to tonale planer, der hver for sig kan rumme et eller flere temaer, fx et hoved- og et sidetema, eller i stedet for temaer rytmisk-harmonisk-motiviske forløb som fx begyndelsen af Joseph Haydns Afskedssymfoni, i andet afsnit med udstrakte modulationer og indføjelse af en reprise, dvs. en modificeret gentagelse af det første afsnit som afsluttende tonika-del.

I fuldt udbygget form, bl.a. hos Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven, består sonateformen af fire afsnit: ekspositionsdelen, hvori det tematiske (motiviske) stof præsenteres, modulations- eller gennemføringsdelen, i hvilken det bearbejdes, ofte under dramatisk moduleren, reprisen, der er den modificerede gentagelse af ekspositionsdelen, og som genetablerer og fastholder hovedtonearten, og en kortere eller længere coda, der udgør satsens slutning.

Varianter opstår fx ved udeladelse af gennemføringsdelen (bl.a. i ouverturen til Mozarts Figaros bryllup) eller ved codaens udformning som en ny gennemføringsdel (bl.a. i Beethovens Waldsteinsonate).

Sonateformen har desuden kunnet optage elementer fra andre formtyper, fx rondo, ligesom den i solokoncertens første sats har en særlig udformning. Hos de romantiske komponister ændredes sonateformen på forskellige måder; bl.a. omfatter Anton Bruckners ekspositionsdele i symfonierne ikke to, men tre kontrasterende temagrupper. Også 1900-tallets komponister har anvendt sonateformen, fx 2. sats af Béla Bartóks Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste.