tidszone

I Danmark benyttede man således Københavns middelsoltid som fællestid for hele landet frem til 1894. Dette førte til en mængde tidszoner med umage spring i klokkeslættene. I USA havde man fx ikke mindre end 75 forskellige tidszoner langs en jernbanestrækning fra øst- til vestkysten. For at råde bod på dette forhold blev det ved en international kongres i Washington, D.C. i 1884 besluttet at opdele Jorden i 24 tidszoner, hver med en udstrækning på 15° i geografisk længde svarende til en tidsforskel på en hel time; egentlig er der 25 tidszoner, nemlig 23 15° brede og to 7½° brede omkring den 180. breddegrad.

Systemet var blevet foreslået af den canadiske jernbaneingeniør Sandford Fleming (1827-1915) i slutningen af 1870'erne. Af praktiske grunde følger zonegrænserne på land dog som oftest landegrænser eller geografiske strukturer.

Som udgangspunkt for zonetiden valgte man meridianen gennem Greenwich, og hver tidszones normaltid afviger dermed et helt antal timer fra klokkeslættet for Greenwich.

Denne tidszone, som nulmeridianen passerer igennem, hed frem til Greenwich Mean Time, men skiftede 1. januar 1972 benævnelse til UTC (Universal Time, Coordinated). Dette begreb benævnes ofte også som zulu-time. Det skyldes en inddeling, hvor hver timezone har et nyt bogstav i østlig retning; således ligger Danmark i zone A og England i zone Z.

Nogle få områder har officielle tider, der afviger med halve og kvarte timer fra standardtidszonerne. En yderligere komplikation er sommertid, der ikke indføres samtidig på den nordlige og den sydlige halvkugle; lokaltiden kan derfor afvige inden for samme tidszone.