Image
Seden Kirkes triumfvæg med korbue, som også kaldes triumfbue, og sidealternicher.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0
Image
Triumfbuen i Paris hedder på fransk l'Arc de Triomphe de l'Étoile og ligger på Place Charles-de-Gaulle for enden af Champs-Élysées i det vestlige Paris.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Triumfbue er en monumental, fritstående portbygning opført til minde om krigssejre, begivenheder o.l.

Oldtidens og antikkens triumfbuer

Det ældst kendte eksempel på en triumfbue kendes fra græsk arkitektur, hvor en sådan blev opført ved agoraen i Priene ca. 156 fvt. Buen kendes dog særligt fra antikkens Rom, hvor den i sin tidligste form bestod af en enkelt portåbning, kronet af en høj attika til indskrifter og med en skulptur af et firspand (quadriga) øverst. Monumentet var typisk udsmykke med relieffer, der henviste til den sejr, buen var opført for. I Augustæisk tid (fra 31 f.v.t.) ses buer med tre åbninger, hvoraf den midterste er den største.

De kendteste triumfbuer fra antikken er Titusbuen, Septimius Severus-buen og Konstantinbuen, alle i Rom. Talrige andre er bevaret overalt i Romerriget, fx i Orange i Frankrig og i Thamugadi (nuværende Timgad) i Algeriet.

Triumfbue i kirkearkitekturen

Middelalderens kirkearkitektur adopterede triumfbuen. I denne kontekst betegner triumfbue den bue, der adskiller skibet og koret. Den kaldet til tider også korbue. Selve væggen, der adskiller skibet og koret kaldes triumfvæggen.

Symbolikken fra antikkens triumfbue både som æresport og sejrssmonument var nærliggende at sætte i forbindelse med Kristus sejr over døden. Samtidig dannede portåbningen en fysisk og symbolsk overgang mellem skibet, hvor menigheden har plads, og koret, som den allerhelligste del af kirkerummet, hvor alteret havde sin plads og præsten er bemyndiget til at agere.

Nutidens triumfbuer

I moderne tid er der også opført flere triumfbuer. Blandt de mest kendte l'Arc de Triomphe de l'Étoile (1806-1836) tegnet af J.F. Chalgrin og Grande Arche (1985-1989) tegnet af Johan Otto von Spreckelsen og Erik Reitzel, begge buer i Paris.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig