vattersot

Ordet oidema optræder flere steder i dette klassiske værk, som ofte tilskrives Hippokrates, men nok nærmere er en samling af tekster skrevet af flere forskellige forfattere omkring det tidspunkt, hvor han levede. Da oidema ret beset bare betyder "hævelse" eller “opsvulmen” har medicinhistorikere været uenige om, hvad det er der menes med ordet, når det optræder i oldgræske medicinske tekster. Der kan også være tale om tumorer, der kan ses igennem huden, hævede lymfeknuder eller andet. Da den form for sygdomstegn, ligesom andre strukturelle ændringer og skader i den normale anatomi, ofte også giver anledning til væskeansamling i varierende omfang, kan det imidlertid blive en vanskelig diskussion om definitioner. Det er dog hævet over tvivl, at der er omtalt flere eksempler på dét, man i senere tider og i dag ville kalde vattersot eller ødem, bl.a. beskrivelse af patienter, hvor begge ben er hævede til omkring knæniveau.

I overensstemmelse med humoralpatologiens lære om de fire legemsvæsker, hvor elementet vand var knyttet til legemsvæsken slim (flegma), lægges der hos Hippokrates vægt på at undersøge patienten for sved og fugtige håndflader, samt undersøgelse af maven med hænderne (palpation af abdomen) for at mærke om milten, der blev anset for et slimproducerende organ, var forstørret. Ødemer kan ses ved akut hjertesvigt og kardiogent shock, hvor patienterne får kolde hænder og bliver klamt svedende, og det kan være tilfælde af det, Hippokrates hentyder til. Galenos lagde i overensstemmelse med sin teori om leversygdom som årsagen til ødemer vægt på undersøgelse for en forstørret og hård og lever.

Undersøgelsen for ascites-væske, hvor man banker på patienten og fremkalder lyde (perkussion af abdomen), blev beskrevet af Celsus. Det udføres ved, at undersøgeren lægger sin ene hånd med spredte fingre på maveskindet og banker med den anden hånds pegefinger på fingrene. Den normale lyd, som fremkaldes, minder om lyden af slag mod et slapt trommeskind (tympanisme). Står der væske i bughulen, opstår der dæmpning af lyden. Undersøgelsen for ødemer ved at trykke en finger mod huden og se, om man kan fremkalde en fordybning ("pitting-ødem"), som bliver stående et minuts tid eller længere, er beskrevet første gang af Alexander fra Tralles (525-605). Teknikken egner sig særligt til påvisning af ødemer omkring ankler, fodrygge og underben.

I løbet af renæssancen stod det efterhånden klart, at ødemvæsken i mange tilfælde måtte stamme fra blodbanen. William Harvey og Richard Lower kunne påvise, at der opstod ødem, når blodets strømning i en vene blev blokeret med fx en staseslange bundet om armen på mennesker, eller når venen blev aflukket med en ligatur på forsøgsdyr. Marcello Malpighi, der i 1661 opdagede kapillærerne, de fine mikroskopiske blodkar, der forbinder de små aterier (arterioler) og de små vener (venoler), mente at en ubalance i kapillærerne måtte være årsagen, selvom han ikke nærmere kunne redegøre for hvordan. Han bemærkede ligeledes ved obduktioner, at lunger fra patienter med åndenød ofte var tunge, og at deres bronkier og bindevæv indeholdt væske eller blod – lungeødem i nutidig definition.

Indtil ca. år 1700 var der ikke nogen læger, der mente, at hjertet kunne være sæde for sygdomme udover hjertestop, der nærmere var et symptom på livets ophør end en sygdom. Hjertets aktion var udtryk for selve den livsånde, som Gud havde pustet ind i Adam, da han skabte mennesket. Tilstedeværelse af hjerteaktion var ensbetydende med liv og fravær var ensbetydende med dødens indtræden. Man forestillede sig ikke, at hjerter gradvist kunne svækkes eller rammes af forbigående forstyrrelser. I 1705 fremsatte Raymond Vieussens (1641-1715) fra universitetet i Montpellier den teori, at svigtende evne hos hjertet til at udpumpe blodet kunne være årsag til ødemer. Det samme foreslog Giovanni Lancisi (1654-1720) omtrent samtidig.

Ophobning af væske i lungehindens (pleuras) hulrum blev beskrevet i 1700-tallet. Den østrigske læge Leopold Auenbrugger demonstrerede i 1761, hvordan det ved perkussion af lungerne, hvor der bankes på ryggen på samme måde, som ved Celsus' metode til påvisning af ascites-væske i bugen, kunne konstatere dæmpning ved tilstedeværelse af væske i lungehinden. Han var inspireret af sin far, der var vinhandler og anvendte tilsvarende metode, når han skulle konstatere, hvor højt vinen stod i en tønde.