De oprindelige folk menes at være indvandret ad en landforbindelse over Beringsstrædet for mindst 15.000 år siden, mens inuit og aleuter er indvandret senere. Alaskas navn kommer fra aleutisk Alaxsxa, der betyder 'fastland'.
I 1728 og 1741 udforskede russiske ekspeditioner under ledelse af danskeren Vitus Bering farvandene ved Alaska. Russiske pelshandlere oprettede i 1784 en bosættelse på Kodiak Island, og fra 1799 var Alaska underlagt et russisk handelsmonopol under det kejserligt privilegerede Russisk-amerikanske Pelskompagni. Kompagniet etablerede stor handel med pels — fortrinsvis havodderpels. Det førte en aggressiv politik over for de oprindelige folk og forøvede blandt andet en massakre i 1802.
Den russiske bosættelse omfattede kun nogle få hundrede indbyggere og var ikke en egentlig kolonisering. I begyndelsen af 1800-tallet opstod der konflikter mellem russiske, britiske og amerikanske pelshandlere, ligesom det britiske Hudson's Bay Company, der administrerede store dele af Canada, ønskede at udvide sine besiddelser med det sydøstlige Alaska. Rusland garanterede i 1824 alle pelshandlere lige handelsrettigheder, og grænsen til Canada, der følger 141. vestlig længdegrad, blev fastlagt i 1825. Pga. et drastisk fald i havodderbestanden og økonomiske problemer efter Krimkrigen (1853-1856) ønskede Rusland fra 1859 at afhænde området, og USA kunne derfor i 1867 erhverve hele Alaska for 7,2 mio. dollars.
I 1861 blev de første guldfund gjort i Alaska, og store fund i 1890'erne, bl.a. i Klondike i 1896, satte fart i den amerikanske bosættelse. Fundene gav anledning til stridigheder om grænsedragningen til Canada, men i 1903 blev der opnået enighed om grænsen ved Alaska Panhandle, og i 1912 fik Alaska status som territorium.
Under 2. Verdenskrig førte japanske angreb på Aleuterne i 1942 til anlæggelse af flere store flybaser, og under den kolde krig havde Alaska i kraft af sin geografiske placering stor militærstrategisk betydning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.