Statens nordvestlige del består af et lavt skovdækket bjerglandskab, der adskilles af Arkansas River i Ozark og Ouachita Mountains; højeste punkt er Magazine Mountain (839 m). Bjergområderne er populære feriemål pga. et behageligt klima og et stort antal mineralske kilder. Ordet springs 'kilder' genfindes her i mange stednavne, fx Hot Springs, der er en af statens største turistbyer.
Det øvrige Arkansas består af lave sletter, der udnyttes til skovdrift og agerbrug (ris, soja, bomuld) med særligt produktive kunstvandingsbrug langs grænsefloden Mississippi i øst. Arkansas har også en stor produktion af olie, naturgas og bauxit; frem til midten af 1980'erne, da den sidste aluminiumsfabrik lukkede, stod Arkansas for næsten al bauxitbrydning i USA. Tidligere brød man også diamanter nær Murfreesboro (1908-1925). Stedet blev omdannet til Crater of Diamonds State Park, hvor besøgende selv kan gå på diamantjagt. (1994)
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.