Afvandringen fra landområderne, især af afroamerikanere, er sket i takt med landbrugets mekanisering, men skyldes også, at megen agerjord efter 2. Verdenskrig er erstattet af fyrreskov og kommerciel skovdrift. Hvor størstedelen af arealet i 1800-tallet udgjordes af bomulds- og tobaksplantager, dækker skovene nu (1997) 65% af arealet, og hermed har Georgia overhalet Oregon som USA's førende træproducent. Hugsten danner grundlag for en betydelig papir- og savværksindustri, ligesom de vigtigste landbrugsvarer, bomuld, jordnødder, kyllinger m.m., overvejende forarbejdes lokalt i talrige tekstil- og fødevarevirksomheder.
Andre råvareindustrier som cementindustri og keramisk industri er baseret på brydning af bl.a. granit og kaolin i de nordlige bjergområder. Fly- og bilindustri, elektronikindustri og andre forskningstunge industrier findes næsten alle i og omkring Atlanta, der bortset fra University of Georgia i byen Athens også rummer de vigtigste højere læreanstalter, bl.a. det velrenommerede Georgia Institute of Technology (1997).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.