De traditionelle industrier med rødder tilbage til 1800-tallet (tekstiler, sko, skydevåben) er siden 1960'erne blevet erstattet af højteknologiske virksomheder, der fra begyndelsen gjorde Bostonområdet til et af landets førende high tech-centre. Det skete i kraft af dels store militærbevillinger, dels samarbejdet med førende laboratorier og forskningsmiljøer på Harvard University, Boston University og Massachusetts Institute of Technology (MIT).
Væksten var størst under 1980'ernes "økonomiske mirakel", men er siden reduceret under indtryk af vigende militærbudgetter og virksomhedsflytninger. Massachusetts er dog stadig New Englands vigtigste industristat og i kraft af bl.a. Logan International Airport og containerhavnen i Boston blandt landets ti største eksportører (Tal fra 1999).
Hertil kommer en indbringende turisme, der baserer sig på lige dele historiske, kulturelle og rekreative attraktioner; bl.a. Minuteman National Historic Park, Plymouth Plantation, Springfield Armory, Cape Cod-halvøen og de tidligere hvalfangerøer Nantucket Island og Martha's Vineyard. Om vinteren er der skisport i bjergene mod vest, Berkshire Hills og Taconic Mountains med statens højeste punkt, Mount Greylock (1064 m).
Klimaet er nedbørsrigt og tempereret med middelværdier omkring −1 °C i januar og 21 °C i juli.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.