barok - musik

Komponister i Norditalien begyndte fra slutningen af 1500-tallet at anvende stiltræk, der senere kom til at gælde som karakteristiske for perioden som helhed. Værker såsom Giulio Caccinis Le nuove musiche ("ny musik", 1602), der indeholder monodier med generalbas (se nedenfor), bliver ofte fremhævet blandt den første barokmusik. Dog er det væsentligt at være opmærksom på, at udviklingen af monodien foregik siden 1570’erne, og at generalbassen som opførelsespraksis er kendt siden midten af 1500-tallet.

Periodens afslutning sættes af nogle til 1750, hvor en af periodens markante komponister, Johann Sebastian Bach, døde. Stilistiske kendetegn, der associeres med den efterfølgende periode, klassikken, ses i 1720’erne, og derfor betegnes årtierne 1720-1760 ofte som en overgangsperiode kaldet "førklassik". Brugen af generalbas i forbindelse med opførelse af musik fortsatte frem til 1780’erne, blandt organister helt ind i 1800-tallet.

Den lange periode fra 1600 til 1750 er præget af store stilistiske udviklinger, og derfor skelner man ofte mellem tidlig og sen barok.

Barokstilens kendetegn kan også spores i senere tiders stilarter. Komponister i 1900-tallet, såsom Paul Hindemith, Hugo Distler og Igor Stravinskij, anvendte stiltræk, der af nogle betegnes som neobarok, fordi de var inspireret af polyfone teknikker og formtyper fra 1600- og 1700-tallet såsom suite eller concerto grosso.

Som stilbegreb er barok oprindeligt brugt om vesteuropæisk musik med fokus på italiensk, fransk, engelsk og tysk kunstmusik. Sidenhen er forskningen blevet mere opmærksom på barokmusik fra den iberiske halvø, Østeuropa og Skandinavien. I nyere tid bruges betegnelsen også om den musik uden for Europa, der blev påvirket gennem europæisk kolonialisme, eksempelvis i spansk- og portugisisktalende områder i Syd- og Mellemamerika og i kolonier i Sydøstasien. Barokmusik i disse områder har ofte lokale stilistiske kendetegn blandet med den europæiske stil.

Medlemmerne af gruppen var optaget af monodien, en solosang ledsaget af et akkordinstrument, hvor teksten er i fokus, og hvor akkompagnementet er underordnet. De mente, at en tekst bedre kunne udtrykkes og dermed berøre lytteren gennem den solistiske sang. Monodien stod dermed i kontrast til renæssancens polyfone vokalværker, hvor flere stemmer synger teksten samtidigt, ofte med forskellige ord på samme tid.

Monodien blev kendetegnende for den nye måde, hvorpå komponisterne arbejdede med solistisk sang med akkordisk akkompagnement som et alternativ til polyfon sats. Monodierne var udtryksfulde og gjorde brug af dissonanser og ekspressive rytmer for at udtrykke teksten.

Som resultat af gruppens arbejde opstod en ny type musikdramatik, som udviklede sig til operaen. Opførelsen af de første såkaldte intermezzi fandt sted i aristokratiske kredse, bl.a. ved fyrstehoffer, hvor musikken vekslede med skuespil og dans.

Udviklingen af denne genre betragtes ofte som periodens væsentligste bidrag til musikhistorien, idet den også fik afgørende indflydelse på andre genrer, såvel musikteoretisk som musikæstetisk. Blandt de første operaer kan nævnes Jacopo Corsi (1561-1602) og Peris Dafne (1598), Caccinis Euridice (1600) og Claudio Monteverdis Orfeus, der blev opført i Mantova i 1607.

I 1637 åbnede i Venedig det første operahus med offentlig adgang, og Claudio Monteverdi, som var ansat ved Markuskirken i byen, skrev nogle af sine operaer til opførelse her, bl.a. Poppaeas kroning fra 1643. Herefter åbnede operahuse flere steder på kontinentet, i bl.a. Hamborg i 1678, hvilket betød, at opera blev mere tilgængelig og fik indflydelse på andre genrer.

Begyndelsen af perioden er kendetegnet ved dyrkelsen af to musikalske stilarter. Den ældre, der havde nået et højdepunkt med Palestrina (død 1594), blev betragtet som ophøjet og fuldendt. Den kaldtes stile antico ('den gamle stil') eller prima prattica ('den første metode') og blev fortsat anvendt, tilmed af de samme komponister, som skrev musik efter de nye principper, kaldet stile moderno ('den moderne stil') eller seconda prattica ('den anden metode'). Den moderne stil ligger i forlængelse af de nye stiltræk inden for musikdramatik.

Senere i 1600-tallet ses en yderligere opdeling, der kendetegner periodens stildiversitet. Komponisten og musikteoretikeren Marco Scacchi (ca. 1600-1662) inddelte musik i tre arter: kirkemusik, såvel vokal som instrumental, var tiltænkt gudstjenesten under en eller anden form; teatermusik omfattede den musik, der blev skrevet for scenen; resten blev betegnet som kammermusik, uanset om den var instrumental eller vokal, eller om den var for små eller store besætninger.

Kendetegnende for tidens komponister var deres stilbevidsthed, og at de skrev musik i en stil, der afhang af musikkens formål. Mange komponister, især af kirkemusik, fx Claudio Monteverdi og Heinrich Schütz, fortsatte også med at komponere i den gamle stil. Derfor ser man væsentlige lighedstræk ved musik komponeret i perioderne renæssance og barok.

Komponister omkring år 1600 blev i stigende grad interesseret i at anvende musik til at udtrykke sangtekster. Giulio Cesare Monteverdi (1573-ca. 1630), bror til Claudio Monteverdi, formulerede idealet i udgivelsen Scherzi musicali (1607), at “ordene er harmoniens elskerinde, ikke tjenerinde”. Dette betød, at musikken måtte tilpasse sig ordene, og som eksempel anvendte Claudio Monteverdi en dissonant stil for at udtrykke uro eller desperation. Dette var i opposition til den herskende opfattelse, at musik var del af en kosmisk orden, der kunne beskrives og udgøre grundlaget for musikalske kompositioner.

En kendetegnede sangstil er stile rappresentativo, som er mere ekspressiv end tale, men mindre melodiøs end sang. Sangen imiterer tale og blev anvendt til at fremme tekstens dramatiske udtryk.

Perioden er kendetegnet ved en stigende bevidsthed om nationale forskelle i komposition og opførelse af musik. Italiensk musik opfattedes som sangbar og følelsesfuld, mens fransk musik beskrives som harmonisk dristig og intellektuel.

Et særkende er den franske ouverture, der typisk er i to dele, hvoraf den første har en pompøs, punkteret rytme, og den anden er fugeret. En italiensk ouverture fra omkring år 1700, kaldt sinfonia, blev forløberen for symfonien og er i modsætning til den franske ofte i tre satser, der forløber i hurtigt, langsomt og hurtigt tempo.

Teoretikeren Johann Mattheson var i 1713 fortaler for at slå den italienske, franske og engelske stil sammen til en universal stil, der kunne blive udgangspunktet for en moderne tysk musik. Alligevel forblev de nationale kategorier gængse, hvilket ses af, at eftertiden har kaldt Bachs seks suiter BWV 806-811 for de engelske og de seks suiter BWV 812-817 for de franske.

Et kendetegn for tiden er brugen af den såkaldte generalbas, der for komponisterne betyder, at værkerne komponeres med udgangspunkt i et harmonisk fundament bestående af en baslinje. Musikere spillede baslinjen med tilhørende harmonier på et akkordinstrument. Akkorderne skrives ikke i noder, men angives med tal (becifringer), hvormed den enstemmige baslinje bliver til en fyldig sats spillet på et akkordinstrument (spinet, cembalo, orgel, lut, theorbe osv.). Basmelodien fremføres desuden som regel af et basinstrument (fx cello, gambe, violone).

Dette princip, der i samtiden blev kaldt basso continuo (italiensk for ‘fortløbende bas’), er så karakteristisk for barokstilen, at det er foreslået som betegnelse for perioden: generalbas-tidsalderen. Med sit fokus på akkorder banede dette princip vejen for dur- mol-tonaliteten som en mulighed ved siden af kirketonearterne. Komponisten og musikteoretikeren Jean-Philippe Rameau beskrev i sine lærebøger om harmoni (1722, 1726) de nye tonale principper.

Tanker om musikkens magt over menneskets følelser blev centrale i barokkens æstetik, og komponister var optaget af, hvordan musik kan fremkalde sindsstemninger hos lytteren. For komponisten og for musikeren var opgaven at fremstille affekterne, sorg, glæde, frygt m.m., med det formål at vække følelserne hos tilhøreren. Med tiden udvikledes et omfattende sæt "formler" eller "regler" for, hvordan dette skulle gøres, af teoretikerne senere sammenfattet i den såkaldte affektlære, der er den gængse betegnelse for baroktidens musikæstetik.

Komponisterne anvendte bestemte tonearter, melodiske og rytmiske figurer, som de mente besad de ønskede egenskaber. Komponisten og teoretikeren Johann Mattheson beskrev i 1739 tilmed de forskellige musikformers ideelle udtryk, fx danseformerne sarabande og menuet, der skulle sigte mod henholdsvis alvor og lystighed.

Til udviklingen af de musikalske "formler", der kunne vække bestemte følelser, bidrog i særlig grad den nye genre, operaen. Indledningen til en opera, i barokken kaldet en sinfonia, skulle nemlig forberede tilhørerne på de sindsstemninger, der var centrale for handlingen.

Suiten, der med sin kæde af dansesatser har rødder i middelalderen og renæssancen, blev en særdeles anvendt form i barokken. Der blev skrevet suiter for ét instrument alene (Johann Jacob Frobergers, François Couperins og Jean-Philippe Rameaus cembaloværker) eller for større ensembler (Johann Hermann Scheins Banchetto musicale fra 1617 og J.S. Bachs orkestersuiter).

Udviklingen af sonaten fulgte to spor gennem sonata da chiesa (kirkesonate) og sonata da camera (kammersonate). De findes begge i form af solosonater med ét instrument og basso continuo eller som triosonater for to instrumenter og continuo (Arcangelo Corelli).

Værker benævnt concerto grosso (italiensk for "stor koncert") kendes fra begyndelsen af 1700-tallet og er i form sammenlignelig med triosonaterne blot for større besætning, nemlig strygeorkester og solist(er) (Corelli, Händel). En særlig type er solokoncerten, der bliver en forløber for wienerklassikkens koncert. Fremtrædende komponister i denne genre var Tomaso Albinoni, Antonio Vivaldi og J.S. Bach.

Der findes et stort antal værker for soloinstrumenter i variationsform, hvori et eksisterende tema bearbejdes med brug af forskellige teknikker. Mest kendt er nok J.S. Bachs Goldbergvariationer, men denne type værker findes også med navne såsom partita, chaconne og passacaglia. Teknikkerne bruges også i koralbearbejdelser, hvor en salmemelodi er temaet (Samuel Scheidt, Heinrich Scheidemann, Diderich Buxtehude og J.S. Bach).

Friere værker i barokken benævnes ofte fantasia og toccata, sidstnævnte brugt af Girolamo Frescobaldi i hans virtuose og udtryksfulde orgelværker. Ofte kombineres en toccata med en fuga (Buxtehude, J.S. Bach), eller fugaen sættes sammen med et præludium (Johann Caspar Ferdinand Fischer). Bedst kendte eksempel er nok J.S. Bachs Das wohltemperierte Klavier (1722, 1744).