brydning

Brydning bliver ofte kaldte den ældste sportsgren i verden, da man kan spore brydningens historie helt tilbage til det gamle Egypten. I egyptiske embedsmandsgrave og i templer i Mesopotamien er der fundet relieffer med ca. 4.500 år gamle brydemotiver. Lignende fund andre steder viser, at brydning har været praktiseret over hele verden. Brydning var en vigtig sportsgren ved de antikke olympiske lege, hvor sportsgrenen allerede i 776 f.v.t. var på programmet. Udover brydning konkurrerede man i løb, længdespring, diskoskast og boksning. Reglerne i brydning var dog noget anderledes end i dag, da man ikke alene dystede på den hårde, tørre jord, men også kæmpede sine kampe nøgne og uden noget fast regelsæt.

Brydning er tilmed omtalt i Odysseen. Da Odysseus på sin 10 år lange hjemrejse til Ithaka når til faiakernes ø, bliver han gæstfrit modtaget af kong Alkinoos, der lader en række sportskonkurrencer arrangere, hvor brydning er en af disciplinerne. Da Odysseus nægter at deltage i konkurrencerne til at begynde med, udbryder Prins Laodamas: "Aldrig vinder en mand så stor og berømmelig hæder som når han øver bedrift med styrke i ben og i arme". Med denne kommentar forsøger forfatteren vel at demonstrere, at brydning blev brugt blandt magthaverne som et middel til at vise, hvilket stof de var gjort af.

Fra middelalderen er fang og glima nævnt i de islandske sagaer; der vides ikke meget om brydekamp i Danmark, men tilsvarende systemer kan have været kendt. Brydning i forskellige variationer, som ikke har meget at gøre med de brydestilarter vi har i dag, var yndede sportsaktiviteter blandt særlig den engelske og franske adel, som også deltog i direkte kamphandlinger på slagmarken. For præcis som sværdkamp, bueskydning og dystløbet, hvor ridderne galopperer mod hinanden for at ramme med lansen, indgik ubevæbnet kamp også i denne form for underholdning og skoling. Brydning som decideret kampteknik var derfor en del af aristokratiets, og riddernes, krigeruddannelse i senmiddelalderen og tidlig moderne tid. Enhver mand med sin ære i behold skulle til hver en tid acceptere et tilbud om en brydekamp. En legende fra Mellemøsten fortæller, at selveste Richard Løvehjerte under det tredje korstog (1189-1192) skulle have udkæmpet en brydekamp mod Sultan Salah ad-Din Yusuf ibn Ayyub (Saladin). Denne historie er dog ikke bekræftet af officielle kilder.

I perioden 1600-1800-tallet begynder brydning langsomt at tage form til en egentlig sport med et fast regelsæt. Reglerne og stilarterne varierer dog fra land til land. I Schweiz har man for eksempel Alpebrydning, Schwingen, mens man i England har en særlig form for fristil, kaldet Lancashire-brydning, hvor man i modsætning til moderne brydning også tillod en lang række arm- og ledlåse. Udvikling af moderne sportsbrydning, som vi kender i dag, opstod i Frankrig. Brydere rejste rundt i en form for bryde-cirkusgrupper og gennemførte brydekampe med hinanden og publikum. I den forbindelse tog regelsættet til det, vi i dag kender som fristil og græsk-romersk brydning, form. I takt med emigrationen spredte brydningen sig også til Amerika, og dens popularitet voksede hurtigt. Omrejsende stærkmænd og brydere rejste fra by til by, hvor de udfordrede de lokale til brydekampe om store pengepræmier, og man begyndte at oprette egentlige brydeskoler. En af de mest kendte brydere fra den tid var USA's 16. præsident, Abraham Lincoln. I 1888 afholdt man den første egentlige brydeturnering i New York City. Ved de første officielle olympiske lege i Athen i Grækenland i 1896 var græsk-romersk brydning en del af programmet. Ved legene i St. Louis i USA i 1904 blev også fristil en del af det olympiske program.

De olympiske regler for brydning har ændret sig markant siden sportens tidlige år. Ændringerne er indført gradvist for at gøre kampene mere sikre, mere retfærdige og mere underholdende for publikum.

Der konkurreres i de to stilarter: græsk-romersk brydning og fristil.

Selvom pointsystemet og kampformatet stort set er det samme for fristil og græsk-romersk brydning, er den afgørende forskel mellem de to stilarter brugen af ben. I græsk-romersk brydning er det strengt forbudt at holde modstanderen under livet eller bruge benene til defensive eller offensive formål. Fristilsbrydning har ikke disse begrænsninger.

En olympisk brydekamp består i dag af to runder. De to konkurrerende brydere står over for hinanden på en måtte, der er ni meter i diameter. Hver runde varer højst tre minutter med en pause på 30 sekunder imellem. Vinderen er den bryder, der har flest point efter begge runder. Kampen kan slutte tidligere, hvis en bryder fastholder modstanderen i et fald ved at holde modstanderens skuldre fast mod måtten i kort tid, eller hvis der opnås en pointforskel på 8 point i græsk-romersk brydning og 10 point, når der er tale om fristil.

Bryderne kan score point ved at udføre lovlige greb, kast, nedtagninger, manøvrere modstanderen ud af måtten eller tvinge bryderen til at blotte ryggen.

Internationalt blev sporten i 1912 organiseret under FILA (Fédération Internationale des Luttes Associées), som i 2006 talte 148 medlemslande fra alle kontinenter. Forbundet varetager foruden den græsk-romerske stil, som fx praktiseres i Danmark, også fri stil, som adskiller sig fra den græsk-romerske alene ved, at man også må tage greb neden for hoften, samt Sambo, der er en brydestil, der minder meget om judo. Af andre traditionelle brydearter er de mest kendte Sumo fra Japan, Glima fra Island, Rangeln fra Østrig, Schwingen fra Schweiz, Bokh fra Mongoliet og Güres fra Tyrkiet. Wrestling eller Catch-as-catch-can er professionel showbrydning, der er mest udbredt i England og USA og hovedsagelig kendes i Danmark via tv. Brydning har fra begyndelsen været med på programmet for de moderne olympiske lege, fri stil dog først fra 1904. På verdensplan praktiseres mere end 200 forskellige brydestilarter.

Brydesporten havde oprindelig kun mandlige udøvere, men i 1972 introducerede man i Frankrig brydning for kvinder. Mere end 100 nationer har pige-/kvindebrydning på programmet; i 2004 var det første gang på det olympiske program. I Danmark udøves sporten af et halvt hundrede kvinder.

Den første organiserede danske brydekamp foregik i 1869, men den moderne danske amatørbrydnings egentlige start var i 1888, hvor folketingsmand A.C. Meyer stiftede Kjøbenhavns Atlet-Klub. Siden fulgte andre hurtigt efter, bl.a. i 1893 den ældste tilbageværende klub Hermod. Dansk Atlet-Union, der i 1994 skiftede navn til Danmarks Brydeforbund, blev stiftet i 1901 og omfattede fra begyndelsen foruden græsk-romersk brydning også boksning, vægtløftning, tovtrækning og køllesving. I 2024 omfattede forbundet 31 klubber fordelt over hele landet med ca. 1700 medlemmer.

Ved internationale konkurrencer udøves brydekampene på en 12×12 m stor madras, hvoraf kampzonen udgøres af en cirkel med en diameter på 9 m. Kampdragten er en trikot uden ærmer for mænd og med ærmer for kvinder.

Kampen starter fra madrassens midte, hvorefter det gælder om med lovlige greb at bringe modstanderen ned på ryggen, så begge skuldre er i berøring med madrassen. Under kampen gives der point fra et til fem for de greb og aktioner, der har til hensigt at bringe modstanderen på ryggen. Der kan ligeledes gives point til den angribende bryder, såfremt den forsvarende bryder unddrager sig kamp ved at flygte ud af madrassen eller på anden måde unddrager sig modstanderens greb. Såfremt ingen bryder inden for kamptiden (3 perioder a 2 minutter) er bragt på ryggen, vinder den bryder, der har vundet to perioder.

Ved forseelser kan den forsvarende bryder dømmes i underste position ved indtagelse af en parterrestilling på hænder og knæ. Herved forøges den øverste bryders muligheder for pointgivende aktioner.

Kampen ledes af en kampleder, der for hver aktion gør tegn til en pointdommer; såfremt denne ikke er enig, afgøres aktionen af en madraspræsident. For at tilpasse sig udviklingen og kravet fra publikum og medier er brydekampreglerne i de senere år næsten hvert år blevet justeret.

Bryderne er opdelt i syv vægtklasser med maksimumgrænser ved 55, 60, 67, 77, 87, 97 og 130 kg for junior- og seniorbrydere. Vægtklasserne for kvinder er hhv. 50, 53, 57, 68 og 76 kg. I Danmark er der også brydekonkurrencer for børn og unge, inddelt i fire aldersgrupper fra seks år og opefter, mens der er internationale mesterskaber for ungdom indtil 17 år og for juniorer indtil 20 år.

Verdens mest vindende bryder er Alexandr Karelin fra Rusland, kaldet "Den russiske bjørn", der var ubesejret i perioden 1987-2000. I 130-kiloklassen vandt Karelin 3 OL-, 9 VM- og 13 EM-guldmedaljer.

• De Olympiske Lege
• brydning i Danmark
• græsk-romersk brydning
• bæltebrydning
• nubabrydning
• schwingen
• glima
• ringen