goter

Goternes tidlige historie er ukendt, men i 300-tallet havde de vokset sig stærke nok til at plyndre Philippopolis (det nuværende Plovdiv i Bulgarien) og dræbe kejser Decius i et slag i Dacia. Efterfølgende foretog goterne jævnligt angreb på de romerske provinser.

I ca. 375 blev goterne splittet ved hunnernes angreb, idet en del flygtede ind i Romerriget, og en del blev tilbage under hunnernes herredømme. De flygtende goter endte 40 år senere i Gallien, hvorfra de i slutningen af 400-tallet erobrede Spanien og skabte Visigoterriget, som det senere kaldtes.

De tilbageblevne gotere frigjorde sig efter Attilas død i 453 fra hunnerne. En større gruppe under anførsel af Theoderik den Store brød i 473 op fra Pannonien og drog med romersk tilladelse ind i riget, hvor de hurtigt blev en del af magtspillet i Konstantinopel. I 488 bevægede de sig mod vest, og i 493 erobrede Theoderik Italien og grundlagde dermed Ostrogoterriget. Grupper af goter forblev i Romerriget og i områderne omkring Sortehavet, fx på Krim.

Det er uvist, hvor goterne oprindelig kom fra, for ingen i samtiden synes bestemt at vide det, men meget sent opstod den myte, at de skulle være udvandret fra Scandza (Sverige) i året 1490 f.v.t., således som historieskriveren Jordanes beretter i 551. Sikkert er det, at de gotiske grupper var sammensat af forskellige stammer, der enten allierede sig med eller blev underlagt andre. Blandt ostrogoterne i Italien finder vi f.eks. en del rugere, der blev slået og indoptaget i Ostrogoternes stamme i Pannonien, gotiske grupperinger fra Balkan og mindretal af hunner.

• gotisk
• Wulfila
• ostrogoter
• visigoter
• folkevandringstiden