Algeriet

Algeriets geografiske historie er karakteriseret af Atlasbjergene, der dominerer den nordlige del af landet. De er dannet i den alpine foldning i tertiærtiden (65-1,8 mio. år før nu). Saharaørkenen blev dannet for 8000-4000 år siden. Berberne menes at være det første folkeslag, der kom til Algeriet og det øvrige Nordafrika fra 2000 f.v.t.

Fra 500-tallet f.v.t. begyndte en indvandring af andre folkeslag. Karthaginienserne ekspanderede fra Karthago og etablerede i 500-tallet f.v.t. byer og havne på Algeriets middelhavskyst samtidig med, at berberforbund herskede i andre dele af landet. Romerriget annekterede i 46 f.v.t området og gjorde det til en romersk provins under navnet Numidia. Rom måtte afstå provinsen til vandalerne, der kom til fra Europa i 428/429. Araberne kom til Algeriet og Nordafrika i to bølger i henholdsvis 600-tallet og 1000-tallet fra Den Arabiske Halvø. Islam og arabisk sprog og kultur blev udbredt i Algeriet. Fra 1269 var Algeriet ledet af tre store berberdynastier, indtil området fra 1516 blev en provins i Osmannerriget.

Da Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet ikke kunne betale et stort lån tilbage til Algeriet, forsøgte landet en hurtig erobring af Algeriet fra 1830 men mødte stor modstand. Det endte i en voldsom krig, indtil hele Algeriet blev en fransk koloni. Fra 1920’erne tog de algeriske selvstændighedsbevægelser form, og i årene 1954-1962 førtes en blodig selvstændighedskrig med store tab på begge sider. I 1962 blev Algeriet en selvstændig nation og en republik.

• Læs mere om Algeriets historie fra oldtiden til 1516, Algeriets historie 1516-1962 og Algeriets historie fra 1962

Med sine 2,4 mio. km² er Algeriet det største land på det afrikanske kontinentet. 80 % af landet er dog Saharaørken med ekstremt tørt ørkenklima og temperaturer op 45-50 grader i sommerhalvåret. Derfor er ørkenen ubeboet bortset fra oaserne og nyanlagte byer omkring Algeriets oliefelter, som særligt ligger i den øst-centrale del af landet. I sydøst ligger det store Ahaggarmassiv med bjerget Tahat (2918 meter), der er Algeriets højeste bjerg.

Mod nord er Algeriet præget af flere kæder af Atlasbjergene. De medfører regn om vinteren og kan holde på vandet i undergrunden. Derfor kan der vokse hårdføre arter som vild oliven, tornblad, mastiktræer, dværgpalmer og maki, som er stedsegrønne buske.

I det smalle kystområde ud mod Middelhavet findes mindre landbrugsområder, hvor der dyrkes korn, oliven, citrusfrugter, grøntsager og frugt, heriblandt figen, vandmelon og abrikos. Landbrug udgør kun 4 % af Algeriets samlede areal, og landet er ikke selvforsynende med fødevarer men stærkt afhængig af import.

Steppe- eller plateauområde syd for Tell-Atlasbjergene har mange lavninger med søer og saltsumpe, bl.a. Chott el Hodna, som er et vigtigt område for truede dyrearter som gazeller, marmorand fra Europa og forskellige arter af fuglen trapper. Chott el Hodna fik status som Ramses 2-område i 2001.

Algeriet har en ambition om, at 30 % af landets energibehov skal dækkes af vedvarende energi i 2035, især fra sol- og vindenergi. Kina investerer især i udviklingen af solenergi i Algeriet.

• Læs mere om Algeriets geografi

Algeriet har fra 1980’erne og frem til i dag været præget af en række protester og konflikter, som har rod i de socioøkonomiske uligheder, der eksisterer i samfundet.

Algeriet er præget af stor arbejdsløshed. Det officielle arbejdsløshedstal er 11,43 % (2024) men tallet er højere for kvinder og i en række brancher samt i det sæsonbetonede landbrug. Arbejdsløsheden skyldes især mangel på udbygning af industrien og erhvervslivet samt investeringer i landbruget siden 1970-1980’erne. Hermed er der ikke skabt det nødvendige antal arbejdspladser til den voksende arbejdsstyrke. Den omfattende arbejdsløshed har flere gange været årsag til store folkelige protester og demonstrationer især anført af de unge. Protesterne i 2010-2019 havde netop arbejdsløshed som en af de udløsende faktorer.

Statens mulighed for investeringer og dermed bekæmpelse af arbejdsløsheden faldt markant i 2021 under COVID-19, idet faldet i oliepriserne på det internationale marked påvirkede den algeriske økonomi voldsomt i negativ retning. Algeriets enorme olie- og gasressourcer er motor for statens økonomi, men har dermed også gjort den sårbar over for udsving på det internationale marked. Statens monopol på naturressourcerne har endvidere bidraget til at styrke statens dominans og magt samt dens mulighed for at bruge indtægterne til at tilgodese visse eliter.

Den økonomiske skævvridning og arbejdsløsheden betyder, at 25 % af befolkningen ser Algeriets økonomiske situation som landets største udfordring sammen med korruption, som 30 % ser som den største udfordring. Korruption angår bl.a. det politiske liv, der også er præget af manglende transparens og ineffektivitet. Algeriet er således stadig langt fra demokratiske tilstande. Hæren har sammen med enhedspartiet FLN spillet den altdominerende rolle i Algeriet siden uafhængigheden i 1962. Denne magtstruktur blev udfordret i begyndelsen af 1990'erne, hvor en blodig konflikt mellem hæren og radikale islamistiske grupperinger blev udløst af, at det islamiske parti FIS stod til at vinde det absolutte flertal i Algeriets parlament.

Fra 1999-2005 blev der med præsident Abdelaziz Bouteflika igangsat en forsoningsproces. Bouteflika har gennem sine år ved magten opnået en gradvis styrkelse af præsidentembedet og det parlamentariske systems betydning, på hærens og FLN's bekostning. Folkelige protester i 2019 pressede Bouteflika til at træde tilbage fra embedet, som han da havde bestredet i 20 år.

• Læs mere om Algeriets forfatning og Algeriets geografi

I Algeriet er der ni års skolepligt for alle i alderen 6-15 år. Skolegang er gratis på de offentlige skoler. 37 % af den algeriske befolkning er under 15 år (2020), og da befolkningstallet er stigende, giver det store udfordringer for staten for at kunne tilbyde tidssvarende undervisning og teknologi, nok skoler og ordentlige forhold, herunder sanitære forhold samt fritidstilbud i hele landet. I begyndelsen af 1990'erne var næsten halvdelen af befolkningen analfabeter, men i 2008 blev der gennemført en national strategi målrettet unge og voksne. På baggrund af den faldt raten til 7,4% i 2022.

2/3 af den algeriske befolkning er under 30 år, altså ca. 30.776.000 algeriere (2020). Heraf er 1,5-1,7 millioner unge indskrevet på en videregående uddannelse. Det lave tal skyldes bl.a. den mangelfulde infrastruktur: unge, der bor på landet og uden for de store byer, har store udfordringer med at komme til universiteter og andre uddannelsescentre på grund af lange afstande og dårlig offentlig transport. Frem til 2025 er der blevet undervist på fransk på de algeriske universiteter, men fra 2025 ændres dette, så der undervises på engelsk. Dette sker i en bestræbelse på at øge de algeriske unges muligheder i en international sammenhæng.

Efter endt uddannelse har mange unge vanskeligt ved at finde arbejde, fordi der eksisterer et stort mis-match mellem de uddannelser, der udbydes, og det, arbejdsmarkedet efterspørger. Det resulterer i en høj ungdomsløshed.

• Læs mere om uddannelse i Algeriet

Algeriet har en omfattende historisk kunstskat, der dækker hele det historiske spænd. Fra forhistorisk tid er der ved Tassili-n-Ajjer plateauet og Ahaggar massivet i den sydligste del af landet bevaret en stor rigdom af klippemalerier og -indristninger. I Medracen i den nordøstlige del af landet findes kuppeldækkede, cylindriske bygninger med en diameter på ca. 60 m., der var templer og mausolæer i berberriget Numidia og opført i 3.-1. årh. f.v.t. Fra romertiden er bevaret rester af de byer, som romerne anlagde i det nordlige Algeriet, bl.a. Theveste (Tébessa), Tipasa, Thamugadi (Timgad) m.fl. Fra byzantinsk tid i 4-500-tallet findes kirker og dåbskapeller udsmykket med mosiakker. Fra tidlig islamisk tid findes der i Kalaa bevaret rester af et paladsanlæg med tilhørende moské fra 1000-tallet, og i byen Tlemcen findes en rigdom af islamiske bygningsanlæg fra 1100-1300-t.

• Læs mere om Algeriets kunst.

Også Algeriets litteraturhistorie har bidraget med vigtige værker. Aurelius Augustinus (354-430), som var berber fra Thagaste men blev romersk biskop i Hippo Regius (Annaba), skrev værker, der havde stor betydning for udviklingen af filosofi og kristendom i Europa. Den berømte tunesiske historiker og filosof Ibn Khaldun skrev sit omfattende værk Al-Muqaddima fra 1377, mens han opholdt sig i Algeriet. Det omhandler de mange dynastier, der opstod og faldt i hele Nordafrika i 1200 og 1300-tallet og er et af vigtigste værker til viden om historie og samfund i den periode.

I den franske koloniperiode fra 1830 til 1962 dominerede det franske sprog litteraturen, men fra 1920-1930’erne opstod en egentlig algerisk, arabisk litteratur. Den moderne litteratur behandler ikke overraskende de store problemer, uroligheder og konflikter, der har præget landet siden selvstændigheden i 1962. Flere af de centrale forfattere, der bor både i Algeriet og i Frankrig, skriver på fransk.

• Læs mere om Algeriets litteratur.

Den algeriske musik er influeret af det arabiske musikområde, melodisk og rytmisk materiale fra den oprindelige befolkning, berberne, fra afrikansk musik, fra religiøse broderskaber i nord samt fra den osmanniske periode. Herudover går der skel mellem beduinernes musik, den klassiske bymusik og den religiøse musik. I 1930’erne opstod der i Algier en stil kaldet shabi (’folkelig’), som er en blanding af kabylsk musik og andalus, en gammel genre, der har rod i det islamiske Andalusien.

Den særlige genre ray, (af algerisk-arabisk. rāy ’synspunkt’) fik stor udbredelse og popularitet blandt unge i 1980-1990’erne, bl.a. fordi kassettebånd blev billige at producere og distribuere. Teksterne er ofte en blanding af fransk og algerisk dialekt, præcis sådan som de unge talte i hverdagen, og handler om kærligheden og hvordan det er at være en kriseramt algerisk ungdom. Cheb Khaled og Cheb Mami er algeriske ray-musikere, der også er blevet kendte i Europa.

• Læs mere om Algeriets musik, arabisk musik og ray

Som i en række andre arabiske lande er fodbold-fankultur i Algeriet blevet et aktuelt protestforum, hvor de unge kan give udtryk for deres frustration og vrede over de politiske og socioøkonomiske forhold i landet. Slagordene har tydelige politiske undertoner, men inde på stadion kan protester udtrykkes i relation til fodboldholdene, og det er derfor vanskeligere for politi og regimet at slå ned på protesterne dér. Under Hirak-protesterne i 2019 blev slagord og protester fra fodboldkampe taget direkte med ud i protesterne på gaden. Flere fangrupper samarbejder med rappere, hvorved der er opstået en ny protest-musikgenre. Den populære algeriske rapper Soolking har fx lavet nummeret Liberté (frihed) sammen med fangruppen for Algiers store klub Union Sportive de la Médina d’Alger. Men sangen blev båret videre af Hirak-bevægelsen, fordi teksten italesatte de unges frustration og følelser i det aktuelle Algeriet.

Algeriet har to officielle sprog: arabisk og berberisk (tamazight). Berberisk blev først anerkendt som en del af den algeriske kulturarv i 2002 og som officielt sprog i 2016. Berberne har særligt siden 1980’erne kæmpet for denne anerkendelse af deres sprog. Det anslås, at ca. 7-8 millioner algiere taler berberisk, herunder dialekterne kabylisk, shawiya, shenwa og tuaregisk. Nogle skoler har også introduceret berberisk i undervisningen.

I medier og den offentlige administration bruges moderne standardarabisk, mens befolkningen i dagligdagen taler algerisk-arabisk dialekt, som kan variere fra egn til egn.

Fransk er stadig udbredt som andetsprog og som handels- og administrationssprog. Men den algeriske regering stræber efter en større udbredelse af engelsk. Dette dels for at gøre op med fransk indflydelse efter den franske kolonitid, og dels for at styrke Algeriet i en international sammenhæng. Således har regeringen fra studieårets begyndelse i 2025 indført engelsk i stedet for fransk som undervisningssprog på en lang række universitetsstudier. Målet er, at alle uddannelser skal undervises på engelsk i stedet for som tidligere på fransk.

• Læs mere om berberisk, berbere, arabisk og arabisk dialekt

I 1700-tallet begyndte danske handelsskibe at sejle ind i Middelhavet og deltage i den omfattende varetransport både rundt i selve Middelhavet og mellem Danmark-Norge og landene i hele Middelhavet. Dermed blev der også etableret forbindelser til havnebyerne langs Algeriets Middelhavskyst.

De første diplomatiske forbindelser mellem Danmark og deyen i Algier blev etableret i 1746 med en fredstraktat, der skulle sikre, at de danske handelsskibe kunne sejle trygt i havet ud for Tunis uden at blive afkrævet skatter og angrebet af den algeriske dey’s flåde. Inden da var mange dansk-norske sømænd taget som slaver efter kapringer af deres skibe. Nogle slaver levede under kummerlige forhold, mens andre opnåede høje stillinger, bl.a. som paladsslaver.

De to danske arkitekter Hans Munk Hansen (1929-2021) og Vilhelm Wohlert tegnede i begyndelsen af 1980’erne et kompleks af undervisningsbygninger til 1000 studerende på et nyopført teknisk uddannelsescenter i byen Ksar el Boukhari, der ligger ca. 150 km syd for Algier på grænsen til ørkenen. Det danske Teknologisk Institut udarbejdede undervisningsplanerne til centeret. Hansen og Wohlert var optaget af arabisk og islamisk arkitektur, og centeret er baseret på traditionelle bygge- og arkitekturprincipper.

I tilknytning til undervisningscentret tegnede Hans Munk Hansen og Vilhelm Wohlert også 85 boliger til de mange lærere på centeret, da disse kom til Ksar el Bokhari fra hele Algeriet. I overensstemmelse med lokal byggetradition fremstår boligerne lukkede ud mod gaden, men til hvert hus hører en gårdhave, hvor der er lys, luft og vegetation.

Hans Munk Hansen har tegnet bygninger, skoler og huse i en lang række arabiske lande og i Iran, hvor han kom til som arkitekt i det store Kampsax projekt. Senere havde han selv en overgang havde tegnestue i Teheran.

• Læs mere om Barbareskstaterne
• Læs mere om Hans Munk Hansens arbejde på Jerba, Tunesien

• Algeriets hovedstad Algier
• Nabolandene Tunesien og Marokko
• lande i Afrika