arabisk

'Klassisk arabisk' kan i snævreste forstand forstås som det sprog, de lærde grammatikere standardiserede i 700-800-tallet e.v.t., og som det manifesterede sig i tekster frem til 900-tallet – og sådan skal begrebet forstås i denne artikel. Koran-arabisk, der ifølge traditionen er dateret fra 610 til 632 e.v.t., er i den forbindelse heller ikke lig med klassisk arabisk, men udgør et af nøglekomponenterne i det sammen med den før- og tidlige islamiske poesi.

Fra ca. 900-tallet e.v.t. og indtil moderne tid optræder sproget i en post-klassisk skikkelse, hvori det klassiske for så vidt opretholdes blandt de lærde, men det lykkedes imidlertid ikke helt at bremse udviklingen af forskellige nydannelser. Dette er, kort sagt, karakteriseret ved en anderledes syntaks og stil, herunder en udvidet brug af de eksisterende præpositioner samt nye adverbier. Det springende punkt er, at sproget bliver mere analytisk i sin typologi, mens klassisk arabisk i højere grad er syntetisk. Fra midten af 1200-tallet og frem til begyndelsen af 1800-tallet udviklede sproget sig stort set ikke.

'Klassisk arabisk' kan også forstås som et bredere begreb uden de ovennævnte underinddelinger. Her dækker det over samtlige standardiserede arabiske tekster fra begyndelsen med Koranen indtil moderne tid. Skillelinjen er den arabiske kulturvækkelse, an-nahda (ca. 1840-1930), da det er denne begivenhed, som affødte moderne standardarabisk. De spæde skridt til kulturvækkelsen opstod allerede i 1798, hvor Napoleon Bonaparte invaderede det osmannisk-styrede Egypten – dette var for at stække englændernes indflydelse i området. Selvom besættelsen kun varede frem til 1801, så osmannerne sig snart nødsaget til at tilegne sig den europæiske administrative struktur, dels for at modvirke det stigende pres udefra, men også dels for at få styr på de spirende nationalistiske vækkelser inde i riget, herunder i den arabiske verden. Dette lykkedes imidlertid ikke, og flere områder i Syd- og Østeuropa løsrev sig i løbet af 1800-tallet og dannede selvstændige stater.

I den arabiske verden gav den ustabile politiske situation i Osmannerriget anledning i de følgende årtier til også at kigge mod det arabiske sprog som det fælles fundament, der kunne forene alle muslimer på tværs af landegrænser – et ønske som kun blev endnu stærkere efter Osmannerrigets fald ved afslutningen af 1. Verdenskrig i 1922. Dette krævede imidlertid, at sprogets videnskabelige og tekniske ordforråd skulle opdateres, således at det kunne bruges af alle i den moderne verden, men samtidig uden at gå på kompromis med sin egen identitet. Et andet problem var, at sproget ville komme i konflikt med de enkelte arabiske dialekter, idet langt de fleste mennesker på den tid aldrig lærte at læse og skrive. Af disse grunde var det først i midten af det 20. århundrede, at projektet med moderne standardarabisk reelt lykkedes – dette via almene skoler, aviser, radio og fjernsynet.

'Klassisk arabisk' kan ligeledes forstås som alt standardiseret arabisk på tværs af tid, det vil sige helt fra begyndelsen med Koranen og frem til i dag. Med andre ord er der i udgangspunktet ikke nogen skarp distinktion mellem sproget i Koranen, senere klassiske tekster og moderne standardarabisk. Kontrasten hertil er alt det ikke-standardiserede arabiske, herunder dialekterne. I den arabiske verden er det denne forståelse af klassisk arabisk, som langt hen ad vejen er den gældende. I den forbindelse anvendes de vestlige begreber 'klassisk', 'post-klassisk' og 'moderne standardarabisk' i sagens natur ikke, men derimod den samlede betegnelse al-fusha, 'det formfuldendte'.

Oldarabisk går forud for det klassiske sprogtrin og omfatter det før-islamiske materiale fra ca. år 100 f.v.t. og frem. Disse forskelligartede tekster er skrevet med flere slags skrifter – herunder oldsydarabisk, nabatæisk og græsk – idet den arabiske konsonantskrift først fik sin endelige form omkring år 500 e.v.t. Nogle af teksterne er rendyrket arabisk, mens andre er sammenblandede med fx aramæisk. Den før-islamiske poesi regnes typisk ikke med i denne kategori, idet selve kilderne til dem er yngre. I forskningen diskuteres det desuden, hvorvidt det oldnordarabiske sprog, safaitisk, også hører med til den oldarabiske kategori, hvilket i så fald vil gøre safaitisk til en direkte forgænger til arabisk og ikke blot en nær, ældre slægtning.

Middelarabisk skal på trods af navnet ikke forstås som et sprogtrin, der følger kronologisk efter et andet, fx postklassisk arabisk. Det er et ikke-homogent blandingstrin, som befinder sig i et grammatisk spektrum mellem standardiseret arabisk og den enkeltes hverdagssprog. Disse to modpoler udgør den arabiske diglossi, mens middelarabisk er sin helt egen størrelse, da den præcise placering inden for dette spektrum kommer helt an på den enkelte tekst.

Noget af det, der kan kendetegne middelarabisk, er fx hyperkorrekt sprogbrug i et mislykket forsøg på at emulere klassisk arabisk. Det kan også være dialektale træk eller helt andre modersmål, som på den ene eller anden måde kommer til syne i det ellers standardiserede arabiske. Man kan derfor kalde middelarabisk, samlet set, for en multiglossi. Begrebet 'middelarabisk' knyttes typisk til tekster fra middelalderen, men det er ikke et historisk betinget sprogtrin som sådan. I princippet kan noget nutidigt arabisk godt klassificeres som middelarabisk ud fra de ovennævnte kriterier.

De arabiske dialekter dækker over de udgaver af det arabiske sprog, der tales som modersmål, og som dermed står i kontrast til det standardiserede arabiske. De præcise forhold med hensyn til dialekternes ophav (samt omfanget af den historiske påvirkning fra klassisk arabisk) er imidlertid mere uklart, hvad end der er tale om dialekterne i eller uden for den arabiske halvø. Groft sagt er det muligt, at de enten har ét fælles ophav, som de hver især divergerer fra, eller også udgør de deres egne distinkte kontinuiteter, som er nært beslægtede med hinanden.

I forhold til klassisk arabisk udviser dialekterne givetvis innovationer, samt påvirkning i nyere tid fra bl.a. engelsk, fransk, persisk og tyrkisk foruden moderne standardarabisk selv. Men det betyder omvendt ikke, at dialekterne ikke indeholder arkaiske træk – i nogle tilfælde er dialekterne endda mere konservative end klassisk arabisk. Derudover må nævnes dialekterne fra det sydvestlige Saudi-Arabien der grænser op til Yemen, herunder Rijal Alma‛, som rummer træk, der kendes fra det oldsydarabiske sprog, sabæisk. I den forbindelse tales der også helt andre semitiske sprog i Yemen. Disse går under fællesbetegnelsen de moderne sydarabiske sprog.

Dialekterne bliver i forskningen typisk opdelt efter geografi, socio-religiøs gruppering eller de rent sproglige træk – og også i kombination med hinanden. I forlængelse af det sidste punkt er også de tekniske rammer for, hvad der overhovedet udgør en dialekt. Der findes hundredvis af arabiske dialekter i det omfang, man kun kigger på de overordnede strukturelle forskelle, men tallet er givetvis langt højere, hvis det afgøres ud fra, hvorvidt man kan se nogen som helst forskel på de enkelte sproglige manifestationer. Af samme grund er det vanskeligt at fastslå det præcise antal.

Forneden angives de overordnede geografiske dialektgrupper ud fra en skelnen mellem øst (arabisk: mashriq) og vest (arabisk: maghrib). Pidgin- og kreolsprog såsom Juba-arabisk i Sydsudan er ikke regnet med her. Det samme gælder uddøde dialekter såsom andalusisk arabisk i Spanien, der ellers kan kategoriseres som en vestlig dialekt.

Dialekterne fra Den Arabiske Halvø – disse tales i Saudi-Arabien, Oman, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Kuwait og Yemen.

Mesopotamisk arabisk – dette tales i Irak, det nordøstlige Syrien, det sydøstlige Tyrkiet og Khuzestan i Iran.

Syro-palæstinænsisk/levantinsk arabisk – dette tales i Syrien, Libanon, Palæstina, Israel, Jordan og Cypern.

Egyptisk og sudanesisk arabisk – dette tales i henholdsvis det meste af Egypten og Sudan.

De vestlige dialekter tales i det vestlige Egypten, Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen, Mauretanien og Vestsahara.

Arabiske dialekter findes også i Centralasien omend i mindre enklaver, det vil sige i Uzbekistan , Afghanistan og Khorasan i Iran. Disse stammer fra det sydlige Irak og er derfor beslægtede med mesopotamisk arabisk.