Kreta

Geologisk er Kreta en forlængelse af Pindos' tertiære kalkstensfoldebjerge. Der er frugtbare dale og mange kløfter, hvoraf den 16 km lange Samariakløft omgivet af et fredet naturområde er Europas længste. Kreta ligger i et tektonisk ustabilt område og har været ramt af mange ødelæggende jordskælv.

Fra Kretas tre største byer, Iraklio, Chania og Rethimno, er der daglig bilfærgeforbindelse til Piræus, og fra Iraklio er der desuden store flyvebåde til Piræus. Øen har en motorvej langs nordkysten fra Chania i vest til Agios Nikolaos i øst.

Den kollektive trafik på Kreta er velfungerende med et udbygget net af busruter. Øen har to primære busnetværk (KTEL), som betjener ruten fra Chania til Rethimno samt ruten fra Iraklio til Lasithi. Busserne, der kører med intervaller på en time, har aircondition, ergonomiske sæder og rummelige bagagerum og tilbyder en sikker og effektiv vejtransport på tværs af øen.

Kreta betjenes af tre lufthavne. Der findes to internationale lufthavne, der er beliggende ved henholdsvis Chania på Vestkreta og Iraklio på den centrale del af Kreta, samt en mindre lokal lufthavn, der er beliggende ved Sitia på den østligste del af øen.

Iraklios eksisterende lufthavn har været i funktion siden 1940'erne og kan ikke længere håndtere tilstrømningen af rejsende. Lufthavnen er Grækenlands næsttravleste efter Athens internationale lufthavn. Derfor er en ny stor international lufthavn ved at blive bygget nær byen Kastelli omkring 39 km sydøst for Iraklio. Grundstenen til den nye lufthavn blev lagt i begyndelsen af 2020 og i oktober 2025 oversteg gennemførelsen af byggeriet de 65 %. Man regner med at lufthavnen kan blive taget i brug i 2027. Den nye lufthavns placering inde i landet gør det muligt, ud over Iraklio, bedre at kunne betjene Kretas østlige og sydlige landområder.

Kreta har typisk Middelhavsklima med lange, tørre og varme somre og korte, milde og regnfulde vintre. Bjergene deler øen op i et nordligt frugtbart og grønt maki-område og sletteland med frisk sommervind, meltemi, blæsende fra nord, og et sydligt tørt og tyndt befolket garrigue-område med subtropisk klima og en varm sommervind, livas, blæsende fra Sahara.

Skovning, overgræsning og skovbrande har begrænset skovområdet, der består af cypres, eukalyptus, platan, eg, valnød og ceder. Floraen er rig og meget varieret med et af Europas højeste antal endemiske arter, heraf mange krydder- og lægeurter, der kultiveres på det Mediterranske Agronomiske Institut i Chania. Jagt har reduceret dyrelivet, og i dag er der kun meget små bestande af vild bjergged (bezoarged), hjort, vildsvin, grævling samt stork, pelikan, hejre og lammegrib.

Landbruget er hovederhvervet med dyrkning af citrusfrugter, oliven, johannesbrød, tomater, kartofler, druer, hvede, æbler, ferskner, auberginer, agurker og meloner samt biavl, husdyr- og hyrdedrift.

Industrien er beskeden med fremstilling af føde- og drikkevarer, keramiske lerprodukter, cement, marmor, træ og kork, møbler, beklædning og fodtøj, metalprodukter, maskiner og souvenirs til turister.

Tilstrømningen af turister til Kreta fra 1980'erne og frem har været eksplosiv og særligt i løbet af 2020'erne er besøgstallene steget så voldsomt at det nærmer sig definitionen på overturisme. I løbet af 2023 ankom over 6 millioner besøgende til Kreta med en gennemsnitlig opholdsperiode på 5,43 dage, og antallet af besøgende vokser støt hvert år.

Størstedelen af turismeinfrastrukturen er koncentreret på øens nordkyst, hvor de store byer og de mange badestrande ligger. Lange strækninger af nordkysten samt sydøstkysten er blevet bebygget med voldsomme og dominerende hotelkomplekser og uskønne ferieboliger. De kulturelle og historiske monumenter er overfyldte og de naturlige, skrøbelige økosystemer samt byerne langs nordkysten på Kreta bliver overbelastede, især i sommermånederne. Sammen med turisme er handel og service i dag øens vigtigste erhverv.

Kretas befolkning menes at være indvandret fra Lilleasien. De tidligste spor af beboelse er fundet i Knossos fra ca. 6000 f.v.t. I den tidlige bronzealder, ca. 3000 f.v.t., skete en tilvækst i befolkningen, samtidig med at en række forandringer fandt sted, blandt andet indførelsen af brugen af metal. Hermed lagdes grunden til den minoiske kulturs opståen.

I den mellemste bronzealder, ca. 2000 f.v.t., rykkede befolkningen ud til kysten. Store paladser blev bygget, fx Knossos, Phaistos, Mallia og Zakros, Kydonia og Zominthos. På samme tid opstod kystbyer som Gournia og Palaiokastro. Den øgede handel med Levanten, Egypten og De Ægæiske Øer samt landbrug og forarbejdning syntes at være centreret omkring paladserne. Den tidligste piktografiske skrift blev opfundet, og pottemagerhjulet indført.

Kort efter 1700 f.v.t. blev de gamle paladser ødelagt, men kort tid efter genopbygget på samme sted. Den efterfølgende periode i sen bronzealder, fra omkring 1700 til 1450 f.v.t., regnes for den minoiske kulturs absolutte højdepunkt. Kreta dominerede Det Ægæiske Hav indtil ca. 1500 f.v.t., da ødelæggelser lagde det meste af øen i ruiner. Herefter domineredes Kreta af mykenere med hovedsæde i Knossos.

I geometrisk og arkaisk tid var Kreta stadig et kulturelt og politisk centrum. På øens øst- og vestspids fandtes enklaver med eteokretensere, en græsk betegnelse for den før-græske befolkning; men langt de fleste kretensere var nu dorisktalende grækere.

Kreta var berømt som øen med de 100 bystater, og traditionen er ikke langt fra sandheden. I indskrifter fra arkaisk, klassisk og hellenistisk tid kan spores hen ved 70 bystater, hvoraf en tredjedel var lydstater domineret af de store bystater: Axos, Gortyn, Knossos, Lyttos, Dreros, Lato og flere andre. De fleste lå midt på øen, øst for bjergkæden Psiloritis og rundt om bjerget Dikte. Endvidere lå de inde i landet, ofte på et højdedrag, og ikke ude ved kysten som mange af bystaterne i det øvrige Hellas.

Gennem hundredvis af bevarede indskrifter får man et omfattende billede af de kretensiske bystaters sociale og politiske struktur. Befolkningen var opdelt i fire hovedgrupper: borgere (politai), frie uden borgerret (apetairoi), trælle (woikeis) og slaver (douloi). Ligesom i Sparta var borgerne opdelt i aldersgrupper, og de voksne borgere udgjorde en krigerkaste, der indtog deres måltider i offentlige messer og ikke i deres hjem. Staten blev styret af valgte embedsmænd (kosmoi) samt af et "senat" sammensat af de afgåede embedsmænd. Folkeforsamlinger fandtes, men var uden betydning.

Omkring 500 f.v.t. forsvandt Kreta fra begivenhedernes centrum, kulturelt og politisk. Både den arkæologiske evidens og historieskrivernes tavshed om Kreta tyder på en kraftig tilbagegang i velstand og folketal gennem hele den klassiske periode.

Kretensiske bystater deltog hverken i Perserkrigene, i Den Peloponnesiske Krig eller i de omfattende krige i 300-tallet f.v.t. I hele denne periode nævnes kretenserne fortrinsvis, fordi de tjente i de græske hære som lejetropper, især bueskytter. Og når filosoffer som Platon og Aristoteles fremhæver kretensernes statsforfatning som forbillede, er det en slags idealiseret fællesnævner for de arkaiske kretensiske bystatsforfatninger, de beskriver. En fælles kretensisk forfatning har kun eksisteret i filosoffernes fantasi.

Først i hellenistisk tid hører vi igen hyppigt om kretensiske bystater. De fleste af dem var nu sammensluttet i en forbundsstat. Alligevel forekom borgerkrige ofte, især mellem de tre ledende bystater: Knossos, Gortyn og Lyttos. Uden for Kreta var øens beboere frygtet som pirater; først med romernes erobring i 67 f.v.t. lykkedes det at få dem udryddet. Efter den romerske erobring blev Kreta sammen med Cyrenaika til provinsen Creta et Cyrenae med Gortyn som hovedstad.

Ved Romerrigets deling i 395 blev øen byzantinsk provins. Omkring 820 kom den i arabernes besiddelse, men blev i 961 befriet af den senere kejser Nikeforos 2. Fokas.

Efter det 4. korstog i 1204 blev Kreta solgt til republikken Venedig, der styrede øen i over 400 år. Kreta regeredes i den periode af en lille venetiansk og en lidt større græsk landadel, men gradvis opløstes den middelalderlige feudale struktur, og det dominerende element blev et opvoksende bourgeoisi, hvis økonomiske grundlag var en blomstrende handel på Levanten.

I 1669 faldt Iraklio efter mere end to års osmannisk belejring. I 1770 gav Den Tyrkisk-Russiske Krig anledning til en række opstande på øen på grund af det tyrkiske herredømme, som varede fra 1669. Således tog Kreta uden held del i Den Græske Frihedskrig (1821-1829).

Efter årtiers kampe fandt stormagterne det i 1898 opportunt at give øen selvstyre, og indtil foreningen med Grækenland i 1913 styredes Kreta af en højkommissær udpeget af de europæiske stormagter. Kreta var under 2. Verdenskrig genstand for ødelæggende kampe og besat af Tyskland i årene fra 1941 til 1944.