Faktaboks

L.A. Ring

Laurits Andersen Ring

Født
15. august 1854, Ring
Død
10. september 1933, Skt. Jørgensbjerg
Image

Udsigt over Sankt Jørgensbjerg og Roskilde Fjord. Vinterdag, 1915. Olie på lærred opsat på træ.

L.A. Ring var en dansk maler. Han var født Laurits Andersen, men tog i 1881 navn efter sin fødeby i Sydsjælland, hvilket var en gestus, der kendetegnede hele hans virke.

De mennesker og det landskab, Ring var rundet af, blev et blivende tema i hans kunst, samtidig med at han erkendelsesmæssigt præcist og med nådesløs malerisk realisme konfronterede landbefolkningens "gammeltliv" med en ny tids disharmoniske bevidsthedsformer og sociale udfordringer. Splittelsen hos Ring mellem tradition og modernitet prægede såvel liv som værk.

L.A Rings baggrund og uddannelse

L.A. Ring flyttede rundt mellem forskellige adresser på Sjælland: Næstved, Karrebæksminde, Frederiksværk, Baldersbrønde og Sankt Jørgensbjerg ved Roskilde (fra 1914), hvis landskaber spejles i hans motivverden. Han blev malersvend i 1872 og besøgte periodevis Kunstakademiet (1875-1877 og 1884-1885) og Kunstnernes Frie Studieskoler (1886), suppleret med studierejser til Tyskland, Belgien, Holland, Frankrig og Italien i perioden 1889-1900.

I begyndelsen af 1880'erne delte han en tid atelier med H.A. Brendekilde, som han malede med i Rågelunde på Fyn.

Modsætningernes mand

Image

Aften. Den gamle kone og døden, 1887. Olie på lærred.

Af /Statens Museum for Kunst.

Rings kunst er kendetegnet ved modsætningsstemninger. Hans værk ligger i forlængelse af den danske guldaldertradition med J.Th. Lundbye og Vilhelm Kyhn, men er tillige et radikalt brud med denne tradition.

Inspireret af forfatteren J.P. Jacobsen, det moderne gennembruds brandesianisme og den internationale socialisme blev Ring ateist. Hans maleri fra 1880'erne fastholdt i realismens form en social indignation, mens han i 1890'erne parrede realisme og symbolisme i bl.a. dødemotiver som Aften. Den gamle kone og døden (1887, Statens Museum for Kunst).

Kendte genremotiver findes i Rings interiør- og landskabsmaleri, men genremaler blev han aldrig. Stiltræk fra J.-F. Millet, Jules Bastien-Lepage, J.F. Raffaëlli, Puvis de Chavannes og Paul Gauguin findes i hans kunst, der ofte viser overraskende beskæringer, diagonale kompositioner og en stor præcision i detaljen.

Figur- og landskabsbilleder

Image

I havedøren. Kunstnerens hustru, 1897. Olie på lærred. Portræt af keramikeren og maleren Sigrid (f. Kähler, 1874-1923), der var gift med L.A. Ring.

Af /Statens Museum for Kunst.

Omkring år 1900 skabte L.A. Ring sine mest distinkte figur- og landskabsbilleder som fx I havedøren (1897, Statens Museum for Kunst), I juni måned. Kunstnerens hustru puster til en frøparasol. Frederiksværk (1899, Nasjonalgalleriet, Oslo) og Sommerdag ved Roskilde Fjord (1900, Randers Kunstmuseum; maleriet er optaget i Kulturkanon) samt Kalkemanden (1908, Statens Museum for Kunst).

Rings valørmaleri, inspireret af det ustadige danske vejrlig, afløstes af stærke lokalfarver, en ciseleret og emaljeret skarphed i gengivelsen af motivet, der giver det en stærk virkelighedskarakter og en dimension hinsides realiteten.

Ledemotiver

Det afspejler sig i ledemotiverne i hans store produktion: tærskel-oplevelsen mellem inde og ude, venten og opbrud, længsel og realitet, hvor mennesker skildres ved en dør, et vindue, en jernbanebom, fx Når toget ventes (1913, Statsministeriet).

Image

Når toget ventes. Jernbaneoverkørsel ved Roskilde Landevej. Hedehusene, olie på lærred, 1913. Toget kommer på tværs af mandens vej på cykel ad Roskilde Landevej. Han må standse. Som stor dreng oplevede Ring, at den nye jernbanelinje mellem Næstved og Vordingborg blev anlagt igennem familiens grund i landsbyen Ring.

"Når toget ventes. Jernbaneoverkørsel ved Roskilde Landevej. Hedehusene"
Af /Statsministeriet.

Hæderspriser

L.A. Ring modtog Eckersberg Medaillen i 1901 og Thorvaldsen Medaillen i 1906.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)

skrev Marianne Kellermann

Hvorfor er det at Sigrid Kähler navn ikke står sammen med det smukke billede af hende, I havedøren. Hun er blevet reduceret til kunstnerens hustru. I kan i det mindste skrive kunstnerens hustru, Sigrid Kähle. Bedst hvis I så også laver et hiperlink til hendes artikel

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig