Image
Novozymes. Hovedindgangen til Novozymes’ hovedkvarter i Bagsværd.
Af .

Novozymes så dagens lys i år 2000, da Novo Nordisk Fonden besluttede at udskille enzymdivisionen fra Novo Nordisk i et selvstændigt børsnoteret selskab. Novo Terapeutisk Laboratorium havde siden 1941 udviklet og produceret enzymer, i første omgang til at blødgøre læder og senere til vaskepulver og fødevarer. I år 2000 mente man, at enzymdivisionen i Novo Nordisk A/S kunne udvikle sig bedre ved at stå på egne ben.

Novozymes videreførte i 2000 enzymprogrammet fra Novo Nordisk og var verdens førende inden for industrielle enzymer med en markedsandel på verdensplan på ca. 48 procent (2016).

De industrielle enzymer omfatter tekniske enzymer til bl.a. vaskemiddel- og tekstilindustrierne, fødevareenzymer og dyrefoderenzymer. Desuden udviklede virksomheden enzymer til farmaceutiske anvendelser.

Allerede i sit første hele regnskabsår, 2001, foretog Novozymes et selskabsopkøb af Sybron Biochemicals i Virginia, der bl.a. leverer mikroorganismer til industrielle biologiske rensningsanlæg. I 2002 købtes det svenske lægemiddelfirma BioGaia Fermentation, der fremstiller proteiner til den farmaceutiske industri. Andre virksomheder er efterfølgende tilkøbt.

I 2007 udvidede man med endnu et forretningsområde, biofarmaceutiske ingredienser til oprensning i medicinal- og biotekvirksomheder, endnu en gang ved at opkøbe nogle mindre virksomheder inden for området. Blandt nyskabelsen de senere år er udvikling af enzymer til at omdanne planter til ætanol, der kan erstatte fossile brændstoffer.

I 2024 fusionerede Novozymes A/S med Chr. Hansen A/S og blev til Novonesis A/S. Novo Nordisk Fonden ejer 25 pct. af aktiekapitalen i det nye selskab og lige over 70 pct. af stemmerettighederne.

I Novozymes sidste selvstændige regnskab fra 2022 havde selskabet en omsætning på ca. 17,5 mia. kr. og ca. 6.800 ansatte. Virksomheden markedsførte over 700 bioteknologiske produkter i ca. 140 lande.

Regnskab

2024 2023 2023
Nettoomsætning 6.717 mio. kr. 9.776 mio. kr. 8.301 mio. kr.
Egenkapital 10.122 mio. kr. 8.549 mio. kr. 6.854 mio. kr.
Årsresultat 1.891 mio. kr. 574 mio. kr. 500 mio. kr.
Ansatte 1.614 1.576 1.576

Kilde: CVR og årsregnskab

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig