Faktaboks

Paracelsus

Theophrastus Bombastus von Hohenheim

Født
1493
Død
1541

Paracelsus var en schweiziskfødt læge, der udøvede sit virke flere steder i Europa. Han antog i ca. 1530 navnet Paracelsus, fordi han anså sig for lige med den berømte romerske læge Aulus Cornelius Celsus. Paracelsus opfattede sig selv som den store oprører og det store geni, der ville omstyrte lægevidenskaben og give den et helt nyt teoretisk grundlag.

Han skaffede sig mange fjender og gjorde sig bemærket ved at kalde humoralpatologien, der var tidens medicinske teoretiske referenceramme, for "en falsk teori". Hans opfattelse af kemien (alkymien) som en vigtig hjælpevidenskab for lægevidenskaben, fx når det gjaldt fremstilling af lægemidler, fik blivende betydning. Det samme kan siges om hans opfattelse af, hvad man forstår ved giftstoffer, der også har haft blivende gyldighed indenfor toksikologien.

Livsforløb

Image
Portræt af Paracelsus (Gustavianum, Uppsalas Universitetsmuseum)
Paracelsus
Af .

Paracelsus tilbragte en stor del af sit liv på rejse og vandring, samtidig med at han var en meget produktiv forfatter. En personlighed præget af en overmåde stor selvtillid og stærk trang til at provokere synes at have kendetegnet ham og være bestemmende for hans livsbane.

I løbet af sit omflakkende liv blev han belæst og lærd, men gennemførte så vidt vides aldrig en uddannelse. Han fik en del tilhængere på sin vej rundt i Europa, og det lykkedes ham at provokere og skabe debat, men egentlig akademisk succes kan man ikke sige, at han opnåede. Mange af hans skrifter blev først udgivet efter hans død.

Paracelsus spændte vidt i sin viden og sine interesser, og blandt de emner han berørte, kan man bl.a. nævne følgende:

  • Lægevidenskab
  • Alkymi
  • Okkultisme
  • Teologi
  • Astronomi og astrologi
  • Mineralogi

Barndom og opvækst

Paracelsus' rigtige navn var Theophrastus Bombastus von Hohenheim. Muligvis var hans rigtige fornavn "Philip". Hans navn angives i lidt forskellige versioner i det historiske kildemateriale, heraf den længste version "Aureolus Philippus Theophrastus Bombastus von Hohenheim".

Han var søn af en tysk læge, Wilhelm Bomast (eller Bombastus) von Hohenheim, der i 1490 havde slået sig ned i Einsiedeln i den schweiziske kanton Schwyz. Paracelsus voksede op som enebarn. Faren var praktiserende læge for byens borgere og samtidig dyrlæge for kvæget tilhørende det lokale kloster i Einsiedeln. Det er sandsynligt, at Paracelsus som barn begyndte sin uddannelse ved at modtage undervisning af klosterets munke, men det vides ikke med sikkerhed. I 1502 flyttede familien, muligvis uden moren som man mener måske var død, til Villach i Kärnten i vore dages Østrig.

Uddannelse

Image
Tegning af Paracelsus fra ca. 1600
Af /Wellcome Collection.

I sit kirurgiske kompendium Chirurgischen Büchern und Schriften, der udkom posthumt i Strasbourg i 1608, skriver Parcelsus selv om sine tidlige læreår 1502-1516. Han fremhæver sin far:

"Von Kindheit auf habe ich die Ding getriben, und von guten Unterrichtern gelernet, die in der Adepta Philosophia ergründesten waren, und den Künsten mächtig nachgründeten. Erstlich Wilhelmus von Hohenheim, meinem Vater, der mich nie verlassen hat ...." ('Fra barndommen af har jeg taget tingene til mig, og lært af gode undervisere, der var bekendte med Adepta Philosophia, og havde tænkt meget over kunsten. Først og fremmest min far Wilhelm von Hohenheim, der aldrig har forladt mig ...').

Derudover nævner han en række klostre og biskopper. I Villach studerede han også arbejdet i minerne og smeltehytterne og fik der sin interesse for kemi, herunder de forskellige salte, metallers og andre mineralers egenskaber. I 1515-1516 befandt han sig ved universitetet i Ferrara. Nogle kilder nævner, at han fik tilkendt den medicinske doktorgrad, men det er der ikke dokumentation for. I hvert fald eksisterer der ikke længere et eksemplar af afhandlingen, eller blot en titel, hvis det er sandt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig