Polinfo

Polinfos elektroniske informationssystem blev etableret i 1975, efter at Politikens Hus havde besluttet at erstatte det traditionelle udklips- og kartotekskort-arkiv med en edb-løsning. Forbilledet var New York Times’ Information Bank (etableret i 1972), som på det tidspunkt var verdens eneste system af sin art. Polinfos databasesystem, der blev udviklet af Politikens edb-afdeling; fik navnet Redak (senere Redak-75). Indholdet bestod af korte resumeer på en enkelt linje, tilføjet fire kontrollerede søgeord og oplysninger om kilde, dato og sidetal. Originalartikler kunne derefter findes og kopieres fra mikrofilm. Der blev skrevet resumeer af artikler i Politiken, i Ekstra Bladet og udvalgte artikler i landsdækkende medier.

Resumeerne blev skrevet i hånden på tastebilag, som efterfølgende blev indskrevet på en skærmterminal. Der var to skærmterminaler til rådighed. En til indtastning og en til søgning. Skærmterminalerne kunne kun håndtere store bogstaver, så al tekst i systemets første år bestod af versaler. Det skyldtes, at terminaler med både store og små bogstaver var for dyre. Det blev hurtigt muligt at skrive længere resumeer, flere skærmterminaler blev taget i brug, håndskrivning og indtastning ophørte og små bogstaver kom til.

Et nyt it-system DocuMaster (amerikansk), der gjorde fuldtekstsøgning på alle ord i en artikel mulig, blev indført i 1983. Samtidig dannedes formelt virksomheden Polinfo, der fik til opgave at redigere og systematisere indholdet og sælge abonnementer til informationssystemet. Selve databasen fik navnet Poltxt. Kundekredsen bestod typisk af medier, større virksomheder og offentlige institutioner. Kommunikation med informationssystemet foregik over telefonforbindelser (dial-up), hvor et modem omsatte tastetryk til toner. Forbindelseshastighed blev målt i bits pr. sekund. 1200 bits pr. sekund (svarende til 120 bogstaver i sekundet) blev anset for hurtigt. I dag – 40 år senere – er 10 MB (svarende til 10 mio. bogstaver i sekundet) eller mere almindeligt i husstandenes internetforbindelser. For at skabe klarhed i kommunikation og markedsføring valgte virksomheden Polinfo nogle år senere at datere sin fødselsdato til tidspunktet for etableringen af det første elektroniske system og de ældste online tilgængelige data – 1975.

1980’erne så pc’en indført som arbejdsredskab, og da aviserne indførte nye elektroniske produktionssystemer, blev det fra 1989 muligt at overføre hele artikler fra aviserne til Polinfo. Da diskplads dengang var dyr, og alle bladhusets edb-systemer konkurrerede om pladsen på den samme store IBM-mainframecomputer, valgte koncernledelsen, at det komplette indhold fra aviserne kun skulle gemmes i tre måneder. Polinfos medarbejdere kunne så udvælge artikler, som det var vigtige at gemme for eftertiden. Det skete i et noget større omfang end oprindeligt tilsigtet, og da lagringskapaciteten udviklede sig med betydelig hast, overhalede de teknologiske muligheder de formelle beslutninger. Polinfos redaktion udviklede særlige systemer og rutiner dedikeret til redigering og indeksering af de stærkt voksende mængder af indhold og etablerede et dynamisk system med processer, hvor stof fra mange forskellige kilder indgik. Der blev skrevet artikler udelukkende til elektronisk publicering, og systemets artikler blev løbende taget op til redigering, hvis der fremkom nye oplysninger eller blev opdaget fejl (samme praksis som kendes fra lex.dk i dag).

Polinfos aktiviteter kom i Registertilsynets (i dag Datatilsynet) søgelys. Tilsynet mente, at det var en overtrædelse af registerloven, at et system som Polinfo blev stillet til rådighed for offentligheden, fordi det kunne indeholde personoplysninger. Flere politikere fremførte bekymring over, at man ved hjælp af en sådan database på et senere tidspunkt kunne citere enkeltpolitikere for synspunkter, som de ikke længere havde. En bekymring, der blev delt af de nordiske datachefer (registertilsyns chefer), der i en rapport fra 1985 udtrykte en lignende bekymring over planer om etablering af databaser med en fuldstændig gengivelse af alt, hvad blev sagt fra talerstolene i Folketinget og de øvrige nordiske parlamenter.

Det førte til en politianmeldelse mod Polinfo, som dog fortsatte sin virksomhed. Den civile ulydighed resulterede i vedtagelsen af lov om massemediers informationsdatabaser. Loven trådte i kraft i 1994 og indebar, at Polinfos informationssystem skulle anmeldes til Pressenævnet, så det blev omfattet af medieansvarsloven. Samtidig skulle systemet anmeldes til Registertilsynet, så det blev bekendtgjort, at der fandtes et medie med denne type af oplysninger og søgemuligheder. Politikens Hus deltog aktivt i lovens udformning, og den endelige lovtekst stemte overens med bladhusets (og øvrige mediers) interesser i en sådan grad, at jurister efterfølgende kaldte loven Lex Polinfo (Polinfo loven).

Allerede før den formelle etablering af Polinfo havde ledende medarbejdere en vision om at lave en samlet landsdækkende database omfattende alle danske medier. I takt med stadigt billigere lagringsmuligheder, var det derfor et naturligt næste skridt at få leveret indhold fra andre kilder. Den første eksterne leverandør af artikler var ugebladet Ingeniøren, senere blev nyhedstelegrammer i realtid fra Ritzau, Reuters og Telebørsen samt indhold fra en række tidsskrifter og regionale dagblade føjet til. I 1996 begyndte Jyllands-Posten at levere redaktionelt indhold til Polinfo. Et samarbejde der var et af de første skridt mod den fusion mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus, der fandt sted efter årtusindeskiftet. Senere fulgte medier som Aktuelt, Børsens Nyhedsmagasin, Dagens Medicin, Information, Markedsføring, Press og virksomhedsdata fra Købmandsstandens Oplysning. Der blev indgået samarbejde med Statens Information om online udgivelse af lovoversigten Status, og med Kvinfo om Dansk kvindebiografisk Leksikon, der fik navnet Kvinder på Linjen.

Polinfos redaktion skrev og redigerede et ugentligt online magasin, AproPol og fik fra Politikens Forlag overdraget opgaven med at skrive og redigere Hvem Hvad Hvor, der fik en publiceringsrytme med løbende online udgivelse gennem året for så i november at udkomme som trykt udgivelse. Data fra forskellige kilder blev blandet, så brugere kunne søge information struktureret tematisk efter emne. Ofte benyttede oplysninger blev systematisk opdateret og ajourført, fx ugentlige økonomiske nøgletal, alle politiske indeks og fakta om alverdens lande. Samtidig indgik Polinfo aftaler med Politikens Forlag om at stille de omfattende databaser til rådighed som korpus for ordbogsudgivelser.

Politikens Hus administrerende direktør, Ejvind Sandal, og Politikens administrerende chefredaktør, Agner Ahm, var stærkt optagede af mulighederne i elektronisk publicering, og sammen med Polinfos ledelse blev mulighederne for disse aktiviteter udviklet ved indgåelse af langsigtede og fleksible aftaler med bladhusets medarbejdere om brug af stof produceret til husets trykte udgivelser i elektroniske udgivelser.

I slutningen af 1980’erne etablerede Polinfo samarbejde med internationale udgivere af informationsbaser og blev dansk distributør af britiske Financial Times’ FT Profile, tyske Handelsblatts Genios, norske Aftenpostens A-tekst (Schibsted-koncernen) og amerikanske Lexis-Nexis, der bl.a. var blevet vært for New York Times’ Information Bank. Tilsvarende blev Aftenposten distributør af Polinfo i Norge.

I Polinfos første leveår skulle virksomheden både lære at beherske de elektroniske muligheder for publicering og lære at sælge et produkt, som fordrede, at kunderne bekostede særligt udstyr for at kunne søge og læse, betalte for dyre og langsomme telefonforbindelser for at komme online på informationssystemet, og deltog i kurser for at lære at benytte produktet. Interessen var til stede, men teknologibarrieren og prisen var høj. De første abonnenter var virksomheder og institutioner med høj teknologiforståelse eller presserende behov. Det gjaldt særligt medievirksomheder. Interessen og behovet i biblioteks- og undervisningssektoren var betydelig, hvilket førte til storkøbsaftaler, bl.a. i en særlig ordning, Skolernes Databaseservice (SKODA), som muliggjorde, at alle skoler og gymnasier kunne få adgang til Polinfo til en favorabel pris. Væksten i antallet af pc’er og udviklingen af netværksforbindelser i virksomheder, organisationer og offentlige institutioner bidrog til øget vækst i abonnementstallet, og udviklingen af world wide web op gennem 1990’erne skabte fortrolighed med elektroniske informationskilder og bedre brugergrænseflader, så de teknologiske barrierer blev nedbrudt. Vejledninger til systemet, der i begyndelsen bestod af tommetykke ringbind, blev erstattet af små foldere, og ministerier og Folketing tegnede abonnement, så politikerne kunne følge med i hinandens synspunkter gennem tiden.

Søgesystemet DocuMaster blev i begyndelsen af 1990’erne udskiftet med det amerikansk/engelske BRS/Search (i Danmark tillige benyttet af Datacentralen til Retsinformation) samtidig med overgang til UNIX-servere, der blev dedikeret til Polinfo. Forbindelsesmulighederne blev udvidet med X.25, Telnet, klient/server baseret på FirstClass og en world wide web brugergrænseflade. Det blev muligt at opsamle mere detaljerede data om abonnenternes brug af systemet, hvilket dannede grundlag for en mere differentieret prissætning og viden om brugeradfærd. Et omfattende indekseringssystem med kontrollerede person- og organisationsnavne, samt emneord i en thesaurus blev fælles for hele systemet. Disse mange tiltag gav også mulighed for etablering af medieovervågningsproduktet Artikelservice, som Polinfo lancerede i 1999.

De første år skete søgning i informationssystemet ved at indskrive søgeord i felter på en skærm. Senere erstattedes det med indskrivning af søgekommandoer og søgetermer i en lang streng. Det krævede et grundigt kendskab til kommando-syntaksen, men var effektivt og præcist for dem, der beherskede systemet. I takt med internettets udvikling blev brugergrænsefladen stadigt mere intuitiv og overskuelig. Den grundlæggende søgeteknologi ændrede sig i realiteten aldrig. Den var og er baseret på boolesk algebra, som også er kernen i internettets søgemaskiner i dag.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne udviklede elektronisk informationssøgning sig til et selvstændigt forretningsområde, på engelsk opstod udtrykket ”information industry”. Overalt i verden opstod virksomheder, der specialiserede sig i at lagre indholdet af trykte medier og markedsføre mulighederne for at søge og indhente information – særligt teknologi, patenter, medicin, kemi og jura var efterspurgt. Virksomhederne fik betegnelsen databaseværter (database hosts) og var primært teknologi-drevne virksomheder, der beherskede håndteringen af store datamængder. Mange af dem havde en mere behersket forståelse for markedsføringen – ikke mindst fordi den enkelte databasevært tilbød indhold indenfor vidt forskellige fagområder.

Avismedier i mange lande var tilbageholdende overfor elektronisk udgivelse og fandt at databaser og søgesystemer var endnu en komplikation i en tid, hvor traditionel avisproduktion skulle fornyes. En del valgte at samarbejde med den nye informationsindustri (databaseværterne). Det økonomiske udbytte var begrænset og aviserne fik ingen tilførsel af know-how på området. Politikens Hus var med Polinfo blandt de få medievirksomheder i Europa, der skaffede sig egne erfaringer på dette område.

Det internationale tekniske avis-samarbejde i regi af IFRA (INCA-FIEJ Research Association) søgte at ændre denne udvikling. Politikens Hus og Polinfo blev inddraget i IFRAs aktiviteter med at indsamle og dele viden om teknologimulighederne, samt udvikle projekter, samarbejder og prismodeller, der kunne udgøre nye forretningsområder for medierne. Nogle af disse projekter fik støtte fra EU.

Da world wide web teknologien begyndte at slå igennem i midten og slutningen af 1990’erne, vakte de nye publiceringsmuligheder også interesse på de trykte aviser. De fleste aviser begyndte at eksperimentere med internet udgivelser af den daglige avis. De skete også i Politikens Hus, hvor Polinfos erfaringer og teknologi kunne benyttes. I foråret 1998 blev størstedelen af de danske aviser ramt af en længerevarende strejke, hvor de trykte aviser ikke udkom. I Politikens Hus fik Polinfos redaktion opgaven med at redigere Politiken i en netudgave.

Den megen aktivitet på nettet under konflikten, hvor aviserne oplevede betydelig interesse (Politiken havde over 200.000 sidevisninger om dagen), var stærkt medvirkende til, at flertallet af danske aviser i lighed med kollegerne i udlandet satte gang i den udvikling af udgivelse på nettet, som i dag er ved at fortrænge udgivelse på tryk.

Polinfos ambition om at samle alle danske medier kunne ikke realiseres uden Det Berlingske Hus. Konkurrenten var i 1990 var gået solo med Berlingske Avisdata, der bestod af artikler fra Berlingske Tidende, BT og Weekendavisen. Efter noget tovtrækkeri med konkurrencemyndighederne, der forudså et monopol på området, lykkedes det JP/Politikens Hus og Berlingske koncernen at få tilladelse til at fusionere Polinfo og Berlingske Avisdata, og i 2002 kom det selvstændige aktieselskab Infomedia Huset – siden 2017 blot Infomedia – til verden. Infomedia har siden opbygget en informationsbase med de fleste danske udgivelser i form af aviser, blade, tidsskrifter og internetudgivelser med ydelser indenfor informationssøgning, medieovervågning og analyser. Ved etableringen af Infomedia rummede Polinfos informationssystem omkring syv millioner artikler. 25 år senere rummede Infomedias systemer over ti gange så mange artikler.

I 2024 fusionerede Infomedia med den tilsvarende norsk-svenske virksomhed Retriever, der ejedes af det norske nyhedsbureau, Norsk Telegrambyrå (NTB) og det svenske nyhedsbureau, Tidningarnas Telegrambyrå (TT). Det nye selskab var ejet af NTB, TT, Berlingske Media og JP/Politikens Hus. I 2025 blev virksomhedskonstruktionen ændret. Infomedia A/S blev ejer af Retriever Danmarks A/S, og Berlingske Media og JP/Politikens Hus udtrådte som ejere af Infomedia A/S, der nu ejes af det svenske selskab Infomedia Retriever Holding AB, der under navnet Retriever Group har aktiviteter i alle de nordiske lande.

Den anden halvdel af det oprindelige Polinfo, billedbureauet Polfoto, blev i 2017 solgt af JP/Politikens Hus til Ritzaus Bureau og fik navnet Ritzau Foto. I 2018 købte Ritzau Scanpix, der var ejet af Berlingske Media. Den samlede aktivitet fik navnet Ritzau Scanpix også kaldet danske mediers billedbureau.

• Berlingske Tidende
• Datatilsynet
• Hvem Hvad Hvor
• JP/Politikens Hus
• lov om massemediers informationsdatabaser
• medieansvarsloven
• modem
• boolesk algebra

• Retriever Danmark A/S
• Ritzau