Image

De 2.600 kabler er ophængt på 12 gule stålmaster, som hælder en smule og rager næsten 100 meter op.

The O2.

The O2 i London er en af verdens førende multiarenaer for koncerter og forlystelser. Bygningen ligger langs nulmeridianen (0°, længdegrad) ved floden Themsen på en halvø i det nordlige Greenwich. The O2 fungerer i dag som en underholdningsdestination.

The O2 har ud over koncerter også shopping, sport, restauranter og andre aktiviteter som bowling, skydiving og Up at The O2, hvor man klatrer på taget for at få udsigt over London.

Bygningen

Den store kuppel blev oprindelig bygget som kultur- og kunstcentret The Millennium Dome med Richard Rogers som arkitekt (se Storbritannien (Arkitektur – Fra 1850 til 2007)).

Gulvarealet er på godt 80.000 m², mens taget har en diameter på 320 m og et samlet areal på cirka 90.000 m². Den maksimale højde er på 50 meter, og tagkonstruktionen bliver båret af et netværk af 2.600 kabler.

Et nyt årtusinde

Bygningen blev åbnet for offentligheden den 1. januar 2000 og indeholdt en række udstillinger og forlystelser. I hele år 2000 fungerede den som et symbol på overgangen til det nye årtusinde.

Man havde regnet med årligt 12 millioner gæster, men besøgstallene blev langt lavere end forventet. Projektet blev kritiseret for dårlig styring, og økonomisk kunne det ikke holde, så i flere år stod bygningen mere eller mindre tom.

I forbindelse med opbygning af det nye forlystelsesområde blev arealerne under kuplen bygget om. Anlægget blev i 2005 omdøbt til The O2, fordi teleselskabet O2 havde købt navnerettighederne, og åbnedes i 2007 som et stort forlystelsesområde, hvor arenaen kan rumme 20.000 tilskuere.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig