En diagnose er en kategorisering af lidelser, sygdomme, afvigelser, abnormiteter, risikofaktorer eller andre tilstande, som har fælles kendetegn. Diagnoser opdeles typisk som psykiske, fysiske eller psykosomatiske tilstande. En korrekt diagnose er en forudsætning for en korrekt behandling og for vurdering af udviklingen af og prognosen for sygdommen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet diagnose er græsk og betyder 'bedømmelse, sondring', af dia- og gnosis 'erkendelse'.

Årsager

Nogle diagnoser henviser til tilstande med samme årsag – for eksempel er tuberkulose navnet på alle sygdomme, som tuberkelbakterien er årsag til. Ved mange diagnoser kendes årsagerne dog ikke.

Ukendte årsager

Når årsagerne til diagnoserne ikke kendes, er diagnoser en kategorisering af fælles kendetegn ved de symptomer og/eller den funktionsnedsættelse patienten har. Dette er gældende for: alle psykiatriske diagnoser (bortset fra PTSD), psykosomatiske lidelser (fx fibromyalgi, som er kroniske, udbredte muskelsmerter), men også mange almindelige og hyppigt forekommende symptomer, som fx lumbago (smerter i lænden) og hovedpine.

Kropslige forandringer som årsag

Andre diagnoser henviser til de kropslige forandringer, der kommer af sygdommen. Hjertekrampe (angina pectoris) er en lidelse, der kommer af forsnævring af koronar-arterierne til hjertet, mens en kræftsygdom stammer fra en eller flere kræftceller i et organ.

Diagnosesystem

Diagnosesystemer bruges til at give patienterne en så præcis diagnose som muligt. I almen praksis anvendes diagnosesystemet ICPC. På hospitaler anvender de det internationale klassifikationssystem ICD-10. Dette er ved at blive erstattet af en ny version, ICD-11.

En vigtig del af systemet, der anvendes i almen praksis, er de rene symptomdiagnoser. Disse beskriver symptomerne hos patienten, for eksempel hovedpine, selvom lægen ikke ved en klinisk undersøgelse, eller andre undersøgelser, kan finde finde tegn på sygdom.

Diagnostisering

I Danmark er det typisk læger, evt. i samarbejde med andre faggrupper, fx psykologer eller biokemikere, som stiller diagnoser. Inden for visse diagnoser gælder der nogle lovkrav, fx er det kun børne-unge-psykiatere, som må stille diagnosen ADHD hos et barn eller et ungt menneske.

Undervejs i et udredningsforløb er det almindeligt at tage udgangspunkt i en eller flere mulige diagnoser; altså, at fremsætte nogle alternative diagnoser, såkaldte tentative diagnoser eller differentialdiagnoser.

Undersøgelse af patienten

Image
For at stille en diagnose skal patienten undersøges. Først ved at høre patientens sygehistorie og så ved at kortlægge symptomer og eventuel funktionsnedsættelse. Det er typisk læger og andre faggrupper som psykologer og biokemikere, der stiller diagnoser.
Lægeundersøgelse
Af /Keystone/Ritzau Scanpix.

For at stille en diagnose skal man have undersøgt patienten. Først er det vigtigt at lytte til og forstå patientens sygehistorien, hvor både patientens frygt og bekymringer, forestillinger om sygdom, og forventninger skal berøres. Dernæst skal patientens symptomer og evt. funktionsnedsættelse kortlægges. Herefter er det hensigtsmæssigt at lægen fortæller patienten i et resume, hvordan lægen forstår patientens sygehistorie, så læge og patient er enige om hvad problemstillingen er, og at patienten samtidig føler sig set og hørt af lægen. Derefter gennemfører lægen en klinisk undersøgelse eller et klinisk interview, der er tilpasset den konkrete sygehistorie.

  • Ved den kliniske undersøgelse forsøger lægen at finde ud af mest muligt om patientens krop ved først at inspicere det område af kroppen, som er aktuelt, fx huden, et hævet led eller et øje. Herefter undersøger lægen patienten ved fx at føle på kroppen (musklerne, leddene, maven og så videre) og lede efter forskellige tegn på sygdom.
  • Ved det kliniske interview udspørges patienten om specifikke symptomer og funktionsnedsættelse, i forhold til de overvejelser om andre mulige diagnoser, som lægen har gjort sig, ud fra sygehistorien – og evt. fund ved den kliniske undersøgelse.

Klinisk diagnose

Når patienter opsøger deres praktiserende læge med et nyt problem, så er de fleste af de sygdomme og lidelser de har, noget som går over af sig selv. Og hovedparten af disse sygdomme og lidelser, kræver ikke andre undersøgelser. Her er en fælles forståelse af patientens syghistorie og en klinisk undersøgelse og/eller et klinisk interview tilstrækkeligt til at stille en diagnose, det der kaldes en klinisk diagnose. Diagnoser som fx forkølelse, hoste, hovedpine, demens, slidgigt (artrose) og flere psykiske lidelser er typiske kliniske diagnoser. Nogle af disse diagnoser er hurtige at stille, mens andre kræver flere dybdegående samtaler over en længere tidsperiode, hvor evt. andre undersøgelser bliver nødvendige, for at udelukke andre lidelser (differentialdiagnoser).

Yderligere undersøgelser

Hos et mindretal af patienterne som opsøger deres praktiserende læge, kræver det at patienterne undersøges yderligere, for at stille en korrekt diagnose. Her kan det være relevant at patienten får taget én eller flere blodprøver, og/eller bliver undersøgt ved brug af instrumenter som blodtryksapparat, stetoskop og ultralydsapparat.

Ud fra sygehistorien, den kliniske undersøgelse og det kliniske interview, danner lægen sig et overblik over eventuelle mønstre, og hvis der er god overensstemmelse mellem de kliniske fund og sygehistorien, så stiller lægen måske en klinisk diagnose – og foreslår en eller flere mulige behandlinger ud fra denne diagnose.

Specialundersøgelser

Hvis billede af, hvad der kan være galt med patienten er mindre klart, måske er der ligefrem ikke sammenhæng mellem kliniske fund og sygehistorien, så kan det være nødvendigt at fortsætte med flere undersøgelser, fx blodprøver, billeddiagnostik (for eksempel røntgen, CT, MR, PET) og andre specialundersøgelser (for eksempel EKG, EEG) for enten at udelukke andre tentative diagnoser eller for at stille en korrekt diagnose.

Det kan også i nogle mindre hyppige tilfælde være relevant at henvise patienten til videre undersøgelse hos en lægelig organspecialist eller andet sundhedspersonale med specialkompetencer, for at udelukke andre tentative diagnoser, eller komme frem til en korrekt diagnose.

Diagnosenavne

Traditionelt har medicinske diagnoser ofte haft medicinske navne, der stammer fra græsk eller latin. Samtidig har de fleste sygdomme haft et folkeligt navn. De fleste sygdomme har derfor dobbelte navne, et medicinsk og et ud fra nationalsproget. Et eksempel på dette er appendicitis, som er synonymt med blindtarmsbetændelse.

Nogle gange, men slet ikke altid, er de medicinske navne mere præcise end de nationale. De internationalt accepterede navne på forskellige diagnoser fremgår af det internationale klassifikationssystem for sygdomme, ICD.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig