En differentialdiagnose er én af flere mulige diagnoser, som opstår i processen med at stille en diagnose hos en patient. Differentialdiagnoser opstår i lægens (eller en anden sundhedsprofessionel) arbejde og overvejelser om flere mulige diagnoser og baseres på bl.a. patientens symptomer, sygehistorie, lægens undersøgelser, samtaler og evt. resultater fra fx blodprøver eller scanninger.

Faktaboks

Også kendt som

DD, DDx, alternativ diagnose

Eksempel

Hvis patientens eneste symptom er feber, vil lægen, som minimum, overveje to differentialdiagnoser:

Feber som symptom kan have mange årsager, men den skyldes hos langt de fleste mennesker en virusinfektion, i sjældnere tilfælde en bakteriel infektion, og i endnu sjældnere tilfælde andre årsager.

Differentialdiagnoserne er her vigtige, da hovedparten af virusinfektioner hos voksne, raske mennesker er helt ufarlige og går over af sig selv, mens nogle bakterielle infektioner kræver, at patienten får behandling med antibiotika for at kunne blive kureret for sin infektion – og opstart af behandlingen er afhængig af, at der stilles en korrekt diagnose.

Differentialdiagnostik

Langt de fleste symptomer har flere årsager, og det samme gælder funktionsnedsættelse, kliniske fund og parakliniske fund, dvs. blodprøver, billeddiagnostik eller andre undersøgelser). I den diagnostiske proces, er det derfor lægens opgave, at se på om der er god overensstemmelse mellem symptomer, funktionsnedsættelse, kliniske og parakliniske fund – om der dannes et eller flere mønstre ud fra alle disse oplysninger.

Sandsynlighed

Da ingen diagnostisk test er 100 % sikker, handler al diagnostik om sandsynligheder. Jo bedre overensstemmelse, der er mellem symptomer, funktionsnedsættelse, kliniske og parakliniske fund, jo større er sandsynligheden for at lægen har stillet en korrekt diagnose. Hvis overensstemmelsen mellem symptomer, funktionsnedsættelse, kliniske og parakliniske fund er mindre overbevisende, vil der ofte være to eller flere mønstre, som danner basis for to eller flere mulige diagnoser. I sådanne tilfælde, vil lægen skulle arbejde videre i sin differentialdiagnostiske proces med to eller flere differentialdiagnoser som mulige diagnoser.

Tid som faktor

Når lægen arbejder differentialdiagnostisk, vil det ofte kræve at tid anvendes som en del af den diagnostiske proces. Ved at se patienten igen efter en vis observationstid, vil patientens symptomer, funktionsnedsættelse og/eller de kliniske fund (som lægen observerede ved tidligere konsultationer), måske ændre sig til det værre eller bedre – måske helt forsvinde. Afhængig af dette, kan det være, at lægen kan stille en klinisk diagnose. Hvis det stadigt er uklart hvad patienten fejler, kan det også være nødvendigt at bestille parakliniske undersøgelser, fx blodprøver, billeddiagnostiske undersøgelser eller andre undersøgelser.

Disse undersøgelser kan være de samme som er udført tidligere, for at se om noget har ændret sig, eller det kan være nye undersøgelser, fordi patientens symptomer, funktionsnedsættelse og/eller de kliniske fund peger i retning af at patienten kunne fejle noget andet. Altså har lægen tilføjet en eller flere nye differentialdiagnoser efter observationstiden – og måske udelukket en eller flere differentialdiagnoser. Så ved at have opfølgning, observationstid og kontinuitet i læge-patient-forholdet, så vil sandsynligheden for at stille en mere korrekt diagnose stige.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig