Når lægen arbejder differentialdiagnostisk, vil det ofte kræve at tid anvendes som en del af den diagnostiske proces. Ved at se patienten igen efter en vis observationstid, vil patientens symptomer, funktionsnedsættelse og/eller de kliniske fund (som lægen observerede ved tidligere konsultationer), måske ændre sig til det værre eller bedre – måske helt forsvinde. Afhængig af dette, kan det være, at lægen kan stille en klinisk diagnose. Hvis det stadigt er uklart hvad patienten fejler, kan det også være nødvendigt at bestille parakliniske undersøgelser, fx blodprøver, billeddiagnostiske undersøgelser eller andre undersøgelser.
Disse undersøgelser kan være de samme som er udført tidligere, for at se om noget har ændret sig, eller det kan være nye undersøgelser, fordi patientens symptomer, funktionsnedsættelse og/eller de kliniske fund peger i retning af at patienten kunne fejle noget andet. Altså har lægen tilføjet en eller flere nye differentialdiagnoser efter observationstiden – og måske udelukket en eller flere differentialdiagnoser. Så ved at have opfølgning, observationstid og kontinuitet i læge-patient-forholdet, så vil sandsynligheden for at stille en mere korrekt diagnose stige.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.