Pyrit, (af gr. pyrites (lithos) 'ild(sten)', af pyr 'ild', fordi mineralet slår gnister, når det rammes med en hammer), svovlkis, narreguld, fool's gold, vidt udbredt, lyst messinggult, uigennemsigtigt mineral med kraftig metalglans. Det har hårdheden 6,5 og massefylden 5 g/cm3. Pyrit krystalliserer kubisk og har sammensætningen FeS2. Det findes både som kornede masser og som veludviklede terningkrystaller. Terningfladerne er ofte stribede, og striber på tilstødende flader står vinkelret på hinanden. Pyrit er det almindeligst forekommende sulfidmineral. Det findes i små mængder (accessorisk mineral) i mange bjergarter, og i økonomisk brydningsværdige mineralforekomster optræder det ofte som et hovedmineral. Hyppigt forekommende og vigtige ledsagemineraler er chalcopyrit (kobberkis), galena (blyglans) og sphalerit (zinkblende). Pyrit findes som konkretioner (svovlkisnyrer) i de danske kridtaflejringer, de bornholmske alunskifre og i de jyske brunkul. Mineralet, der kendes fra mange mineralforekomster i Grønland, var sammen med sphalerit og galena hovedmineraler i malmforekomsten Den Sorte Engel ved Maarmorilik. Udsættes pyrit for atmosfærisk luft og vand, oxideres det til limonit (brunjernsten) under frigivelse af svovlsyre. Derfor har sænkning af grundvandsspejlet mange steder i Danmark resulteret i nedbrydning af mineralet og dannelse af okker og forsuring. Pyrit anvendes i begrænset omfang til fremstilling af svovlsyre og brydes mange steder pga. sit indhold af bl.a. guld og kobber.
Det sker
Sirenerne lyder kl. 12
I dag testes sirenesystemet. I Danmark kan myndighederne advare befolkningen om akut livstruende fare ved at udsende en beredskabsmeddelelse og anvende de fysiske sirener og S!RENEN, der advarer folk via deres mobiltelefon.
Novo Nordisk
Novo har fremlagt regnskab og opjusterer forventningerne til deres omsætning en smule. De forventer dog fortsat et fald i omsætningen i 2026. I 2025 fyrede Novo Nordisk 5000 af deres danske medarbejdere og indsatte ny administrerende direktør.
Befrielsen 1945
Se stort tema | 5. maj er 81-året for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse af landet under 2. Verdenskrig. Begivenheden markeres med arrangementer landet over.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.