Efter mange års dans om den varme grød er vi nu ved at erkende noget vigtigt: Vi er nødt til at vriste os fri af de mellemmænd, der kontrollerer vores digitale liv. Både som samfund og som borgere.
Internettets folkelige gennembrud i Danmark var i 1990’erne og nullerne ledsaget af en håbefuld entusiasme. I vinden blafrede et løfte om fri og lige adgang til viden uafhængigt af tid og sted. Men også et løfte om et opgør med kontrollerende instanser, som styrede vores adgang til hinanden, og som afgjorde vores ytringsmuligheder.
Hvis du for eksempel gerne ville lave musik, skulle du igennem et kompromisløst system, hvor magtfulde pladeselskaber afgjorde, om du måtte udkomme og hvordan. Og hvis du gerne ville ytre dig offentligt, skulle du igennem egenrådige redaktører, som uden videre begrundelse kunne nægte dig adgang til den fælles debat.
Var det realistisk, at internettet kunne ophæve disse barrierer? Ingen teknologi er neutral, problemfri og lige nyttig for alle, men det korte svar er “ja”. Der var så absolut mange positive, demokratiserende potentialer i den måde internettet satte os i forbindelse med hinanden og fjernede omkostningerne ved vidensdeling og adgang til fælles ressourcer.
Men så begik vi en – i bakspejlet meget tydelig – fejl. En fejl, som vi fulgte op med en række uheldige beslutninger. Det vender vi tilbage til, men lad os først kridte banen op.
I 2026 er internettet en integreret del af vores hverdag. Vi kommunikerer igennem email, beskedtjenester og sociale medier. Vi streamer musik, tv og film. Vi handler på webshops. Vi interagerer med offentlige instanser. Og så videre.
Men vi kæmper også med alvorlige problemer. Mange kæmper med at holde deres skærmtid under kontrol, mange føler sig fastlåst af platforme, hvis kvalitet virker kraftigt dalende, og mange føler ubehag ved den omfattende digitale overvågning, som er prisen for at benytte mange tjenester “gratis”. Det er bestemt praktisk at navigere via Google Maps, og det kan, på en god dag, være inspirerende og sjovt at åbne Instagram. Men de fleste af os har nok også en snigende fornemmelse af kontroltab. Nogen bestemmer, hvad vi skal se, og hvordan vi skal se det. Og de har langt fra altid vores interesser for øje.
Og hvem er så disse “nogen”? I alt overvejende grad er det store, amerikanske teknologivirksomheder, de såkaldt “big five”: Alphabet (som ejer Google), Amazon, Meta (Facebook, Instagram m.m.), Apple og Microsoft. Det er typisk dem vi mener, når vi taler om “big tech”. Over de seneste årtier har disse private virksomheder tildraget sig en umådelig magt over vores fælles, digitale liv.
Vi kan være bekymrede over mange forskellige aspekter af det digitale liv, men denne magtovertagelse er kerneproblemet. Lad os dog først blive lidt mere præcise.
Mellemmænd er jo ikke et principielt problem. Vi kan ikke alting selv. Den lokale cykelsmed er langt bedre til at reparere håndbremser end jeg selv er. Landmanden må meget gerne fortsætte med at levere æg til mit supermarked. På alle områder, hvor vi ikke er selvforsynende, har vi brug for mellemmænd.
Mellemmænd bliver dog et akut problem, når to kriterier er opfyldt: Hvis denne mellemmand ikke er underlagt regulering, og hvis han/hun har et monopol. Hvis du lejer en bolig i Danmark, er din udlejer underlagt en betydelig regulering, og hvis du bliver godt og grundigt træt af vedkommendes adfærd, kan du (selvom det er besværligt) typisk skifte bolig. Hvordan ville det være at leje en bolig uden regulering, og af en udlejer som ejede alle lejeboliger? Det er meget nemt at forestille sig.
Dette ligner situationen i vores fælles digitale verden. Meta har en dominerende position på de sociale medier, hvor flest danskere befinder sig. Alphabet/Google har stort set monopol på søgning og digital annoncering (sidstnævnte deler de med Meta). Amazon har, nogle steder, stort set monopol på salg af visse varetyper. Og Microsoft sidder tungt på den digitale infrastruktur i en stor del af vores erhvervs- og arbejdsliv, endda helt ind i hjertet af vores offentlige sektor.
Når nogen får et monopol, går det, i hvert fald over tid, altid galt. Det er et kernepunkt i en markedsøkonomi. Vi kan befinde os forskellige steder på det politiske spektrum, men alle de gode ting, de fleste af os synes der er ved en relativt fri udveksling af varer og ydelser, kræver, at virksomheder i en eller anden grad konkurrerer om forbrugernes gunst. Kun én type person er typisk uenig heri, nemlig virksomhedsejeren. Som den canadisk/amerikanske tech-kritiker Cory Doctorow tit påpeger, søger de fleste virksomheder vækst og dermed, ultimativt, monopol (Doctorow formulerer provokerende dette som “capitalists hate capitalism”).
Dette er væsentligt. Problemet med teknologimonopolerne er ikke i sig selv, at de er amerikanske. Ej heller at deres topledelse gnubber skuldre med Trump-regeringen. Problemet er heller ikke, at de er “tech”. Det altovervejende problem er, at de er “big”.
Men hvis dette problem virkelig er så åbenlyst, hvordan er vi så endt i denne situation? Lad os rejse tilbage til tiden omkring 2005. For tyve år siden var vi måske nok naive, men vi var ikke dumme. Vi var godt klar over, at internettets styrke lå i, at det var bygget på frie, åbne standarder, som ingen ejede. Ja faktisk grinede nogle af os hånligt, når gamle giganter som Microsoft forsøgte at oprette alternative, lukkede områder, hvor de gerne ville bestemme.
Men Microsoft havde heller ingen høj kulturel stjerne. De var længe blevet kritiseret for dominerende monopoladfærd, der trådte enhver konkurrence under fode. Med henvisning til deres hovedkvarter blev de i branchen omtalt som “the Beast of Redmond”.
De nye tech-virksomheder var ganske anderledes. De var modstandere af det gamle og støvede, og de var en del af den nye demokratiserende omvæltning. Google og Facebook var progressive, frække og optændt af sympatiske idealer. Apple var modkultur, kæmpede for skønhed og brugervenlighed og undergravede musikbranchens gamle monopoler. Men endnu væsentligere: De tilbød alle produkter, som vitterligt var strålende.
Websøgning før Google? Det rene kaos. Sociale medier før Facebook? Rodede og med høje krav til den enkelte bruger. Produkterne var gode. Vi blev ikke narret. Men vi lod os forblænde af de gode tilbud og glemte hvad der sker, når kunderne først er lokket indenfor i noget, der har mulighed for at blive en slags monopol.
Det var vores store, kollektive fejl. Dybt nede vidste vi godt, at det kunne ske, og alligevel gik vi med til festen. Men hele skylden ligger ikke på dine og mine skuldre. Der skulle jo, som nævnt, mere til: Manglende regulering. Eller måske snarere: Uhensigtsmæssig regulering, for der blev faktisk lovgivet. Det skete blot til fordel for big tech.
Først og fremmest fik internetvirksomheder meget lang snor. De var jo ved at gøre op med den gamle magtbalance. Men de fik også et fripas fra monopollovgivning, fordi deres tjenester i princippet var gratis, og deres eventuelle monopoler derfor ikke åbenlyst udgjorde et økonomisk problem for kunderne. Men der blev som sagt også indført lovgivning på området. Nemlig lovgivning, der – og hold nu fast – satte den private ejendomsret ud af spillet på tech-området.
Som førnævnte Doctorow også har påpeget, så gjorde man det i slut-halvfemsernes USA ulovligt at omgå digitale låse, altså at omgå foranstaltninger, som en producent har indført for at undgå, at brugeren kan ændre på noget. Det lyder måske både teknisk og ret uskyldigt. Men det betyder i praksis, at digitale produkter, og dem bliver der stadigt flere af, er undtaget fra et helt almindeligt princip. Nemlig det princip, at hvis du ejer noget, så må du (indenfor almindelige love og regler) gøre med det, som du vil. Du må bruge en bog som dørstopper, du må hælde hvad som helst i dine drikkeglas, du må sætte valgfri pedaler på din cykel. Når du har købt produktet, kan producenten ikke bestemme, hvad du skal bruge det til. Levi’s kan måske mene, at du ikke skal klippe i dine Levi’s 501, men det kan du roligt være ligeglad med.
Men med den pågældende lovgivning gøres vi alle til lejere i den digitale verden. I en vis forstand ejer du selvfølgelig din iPhone, men Apple bestemmer over den på et utal af måder: Fra hvilken skærm du må sætte på den, til hvilken software du må køre på den. Din ejendomsret er med andre ord stærkt begrænset.
For store virksomheder i en stærk amerikansk tech-sektor er dette naturligvis herligt. Det er også en sikker opskrift på kraftig monopoldannelse. En opskrift, som vi blev overbevist af USA om at overtage i EU i starten af dette årtusinde under pres og trusler om handelshindringer. Man aner et mønster.
Men mønster eller ej, lad os lige opsummere. Problemet er, at vi har ladet kommercielle mellemmænd få kontrol over dele af vores liv. Alt andet er sådan set fodnoter. Så problemet er stærke, monopolagtige mellemmænd. Og løsningen er dermed at gøre op med disse mellemmænd. Lettere sagt end gjort, bevares, men også til at forstå.
I den sammenhæng er vi i en særlig situation. I hele EU, herunder Danmark, tales nu om behovet for digital suverænitet. Altså behovet for ikke at lade mellemmænd kontrollere vores kommunikationskanaler, vores data og de øvrige dele af vores infrastruktur, som er digital. Samtidig har der, ikke mindst i kølvandet på grasserende engagementsalgoritmer og undergravelse af vores privatliv, bredt sig en generel stemning om, at nok er nok. Det var det, Mette Frederiksen lidet subtilt hentydede til i maj 2023, da hun erklærede mobiltelefonen for den største trussel mod danske børn. Og det er også det, der driver den igangværende kampagne “Danmark Skifter” hvor danske borgere – ikke mindst på sociale medier – opstiller nytårsforsætter for, hvordan de vil erstatte big tech med åbne, frie alternativer.
En god nyhed er altså, at der er et momentum. En anden er, at der jo faktisk findes rigtig glimrende alternativer til alt fra beskedtjenester over sociale medier til internetbrowsere og digitale kort. Mastodon er et glimrende alternativ til Twitter/X, Signal er en god erstatning for Facebook Messenger, Brave og Vivaldi er gode browsere, Pixelfed er en fin Instagram-pendant, og en tjeneste som Organic Maps kan i mange sammenhænge erstatte Google Maps. De kræver dog alle en indsats: at man har mod på at nørkle lidt med teknikken og lære nye måder at gøre tingene på. Og så selvfølgelig – hvilket kan være langt vanskeligere – at man kan lokke sine venner, familiemedlemmer eller andre kontakter med over i det nye.
Jeg medgiver, at det kan være besværligt. Men jeg kan også fortælle, at indsatsen faktisk opvejes af en helt ny følelse af kontrol, ja faktisk selvrespekt. Endda en følelse af at være med til at generobre det, delvist, tabte internet.
Individuelle borgere, der udskifter apps på egen telefon, kan dog ikke drive udviklingen alene. Både erhvervslivet og civilsamfundet må støtte op, men opgaven påhviler i højeste grad også danske politikere. Lovgivning former det system, hvori monopolistiske mellemmænd enten trives eller falmer. Og politikeres adfærd og holdninger præger hvordan institutioner (politiet, forsvaret, DR, men også alle mulige andre) orienterer sig.
Dette handler ikke nødvendigvis om alt eller intet. Bevægelsen kan sagtens foregå gradvist. Som politiker behøver man ikke fra den ene dag til den anden forsage Facebook til fordel for det frie, åbne og tyskfødte Mastodon. Man kan sagtens arbejde for det princip, at danske borgere naturligvis ikke skal tvinges ind i big tech for at følge med i samfundslivet, og man kan kræve af organisationer, og af sig selv, at man også er tilgængelig på åbne platforme.
Denne gang er det dog vigtigt, at vi vælger de rigtige platforme. Det var nok at begå fejlen én gang, og denne gang skal vi huske, at nøglen til selvbestemmelse er åbne, frie, fællesejede standarder. Ligesom teknologien bag hjemmesider og email ikke ejes af nogen, skal vi ikke igen låse os til mellemmænd, uanset hvor venlige, progressive og alternative disse fremstår lige nu.
Vi har gravet os ned i et hul, og det vil kræve arbejde at komme op igen. Men første skridt, når man er kommet til at grave sig ned, er som bekendt at holde op med at grave. Oppe på overfladen venter intet ringere end vores selvbestemmelse og vores selvrespekt, så skal vi ikke tage at komme i gang?
