Tunesiens geografi

Mod nord og vest i landet dyrkes der korn og alfagræs, der bruges til papir og fletning af måtter m.m., samt honning og oliven. Trods de vidtstrakte landbrugsarealer er Tunesien ikke selvforsynende med korn og er afhængig af import.

Fra bjergene brydes der marmor og ler, mergel, sand og kalk, der bruges til mursten og beton. I bjergene er der også jern, fluor og mineralet baryt, der bruges til boring efter gas og olie. I skovene vokser der korkege. Det er barken på træerne, der kan skrælles af som kork.

Fugt fra havet betyder, at der er fine betingelser for at dyrke oliven i Tunesien. Det opdagede allerede romerne, som anlagde enorme områder med olivenlunde. Landet har stadig en stor produktion af økologisk olivenolie, og særligt i Sahelregionen står millioner af oliventræer på endeløse rækker. Nogle af dem er hundreder af år gamle.

I årene 2021-2022 producerede Tunesien 240.000 tons olivenolie. 38.000 tons blev eksporteret bl.a. til Europa. Sammen med Grækenland og Spanien er Tunesien den største producent af olivenolie i Middelhavsområdet.

I Tunesien høstes de millioner af oliventræer i hånden. Når det er høsttid i november og december rejser mange hjem til deres families gård for at deltage i høsten, og arbejdere rejser rundt og hjælper plantageejerne. Høstfolkene står på høje stiger ind i oliventræets krone, og med en tæt rive kæmmer de alle grenene fri for olivenfrugter. Disse falder ned på jorden, hvor et stort klæde er bredt ud. Her sidder andre høstfolk og sorterer frugterne og lægger dem i sække. Disse bæres ud til vejsiden, hvor opkøbernes lastbiler henter dem, eller de transporteres hjem til gården. En stor andel af høstarbejderne er kvinder.

I Sahel-området dyrkes også mandler og figner.

Det franske firma firma grundlagde sit hovedsæde i byen Gafsa for foden af bjergene og åbnede miner i bl.a. Metlaoui, Redeyef og Moularès i begyndelsen af 1900-tallet. Der var knapt tale om byer på dette tidspunkt, og et gigantisk mineanlæg udviklede sig. Mange drenge og mænd fra hele området fik ansættelse i fosfatminerne, som dermed blev den eneste og vigtige store arbejdsplads i denne del af Tunesien. Der har gennem tiden ofte været strejker og uro i minebyerne.

Det franske firma havde forpligtet sig til at anlægge en jernbane. Den løber den dag i dag fra mineområderne i vest tværs over Tunesien til Sfax i øst, hvor fosfaten skibes ud. Meget lange godstog kører på strækningen.

Bjergene omkring Gafsa og minerne er foldebjerge. De består af forskellige geologiske lag, som er presset op som følge af kollision af to lithosfæreplader. Man kan tydeligt se de forskellige jordlag, som nogle steder er presset næsten lodret op. Overalt kan man finde fossiler og forstenede grene og træstubbe.

I bjergenes kløfter er der oaser med daddelpalmer. I bunden af kløfterne og klippesprækker er der reservoirer af vand, som palmerne kan næres af. Toppene af daddelpalmerne stikker akkurat op over klipperne.

Tamerza og Chebika er små byer med bjergoaser bag Gafsa, mens den lille bjergby Midès er kendt for sine slugter. Her er nogle af scenerne til den Oscarbelønnede film Den Engelske Patient (1992) optaget.

Tunesien dyrker dadlen Deglet Nour, der betyder ’lysets daddel’ og har fået navnet, fordi frugtkødet er så klart og blødt, at lyset kan skinne igennem. I 2021/2022 blev der høstet ca. 368.000 tons dadler i landet.

Dadlerne håndhøstes i november og december. En mand kravler op i toppen af daddelpalmen og hugger klaserne, som kan veje 20-40 kilo, ned. På jorden sidder høstfolk, ofte kvinder, og klipper de mindre grene af og lægger dem i kasser. De køres enten hjem til ejerens lager eller hentes af lastbiler fra opkøbere.

De største byer med daddelproduktion er Tozeur, Gafsa, Kebili, Douz og Gabès.

Øen Jerba i Sydtunesien betegnes ofte som en havoase. Den flade ø har både daddelpalmer og oliventræer. Mange af daddelpalmerne stod helt ned til kyststrækninger rundt langs øen men måtte lade livet, efterhånden som store turisthoteller skød op langs strandene. Der findes kun ganske få kilder med vand på Jerba, så i dag tilføres øen vand fra fastlandet.

Jerba er tæt forbundet med byerne Medenine, Zarzis og Tataouine i den sydøstlige del af Tunesien.

Gabès ved Tunesiens østlige middelhavskyst og ikke langt fra Jerba er Tunesiens anden havoase og med sine 300.000 daddelpalmer en af landets største oaser.

I nogenlunde samme bælte som oaserne – fra Zarzis og Medenine i øst til Kebili midt i landet og til Tozeur mod vest – ligger områder med saltsøer kaldet en chott. Det er udtørrede saltsøer, der blev dannet i Kvartær. Når det regner og når områderne tilføres vand fra en wadi, siver vandet ned gennem salt og sand. Ved fordampning trækker vandet saltet med op til overfladen og det flade område kan i periode fremstå hvidt og glinsende af saltkrystaller.

Den største saltsø er Chott el Jerid, som dækker et område på cirka 4.500 km².

Ud over fastlandet på det afrikanske kontinent består Tunesien af 30 mindre øer. Jerba i Sydtunesien er den største. Øgruppen Kerkennah, som ligger ud for Tunesiens andenstørste by Sfax, består af 14 mindre øer.

Tæt ved kyster og øer i Sydtunesien lever der havskildpadder og delfiner. Ud for østkysten i der ideelle betingelser for tun, mens dele af Tunesiens nordkyst er ideel for trækfugle, der mellemlander her på vejen mellem det sydligere Afrika og Europa.

Havet i Tunesien oplever forurening og klimaforandringer. Plastikforurening er et stort problem. Gabès-bugten på Tunesiens syd-østlige middelhavskyst oplever omfattende forurening fra den kemi-industri i Gabès, der bearbejder råfosfat fra bjergene ved Gafsa til kunstgødning, der bl.a. eksporteres til det europæiske landbrug. Affald og restprodukter fra denne kemiske produktion er siden 1970'erne blevet dumpet i Middelhavet ud for Gabès og har bidraget til en forureningskrise i Gabés-bugten. Adskillige dyrearter i havet ud for Gabès er forsvundet pga. forureningen, og fugle, fisk og krabber ligger døde på strandene langs Gabès-bugten.

Middelhavet ud for Tunesiens østkyst er plaget af invasive arter. Det gælder bl.a. den blå svømmekrabbe, der oprindeligt hører hjemme i Nordamerika, men som menes at være kommet til Middelhavet med fragtskibstrafikken. Dels æder krabben fiskebestanden, dels ødelægger den fiskernes net, så de mister deres fangst og dermed indtægt. På grund af de veludviklede bagben kan krabben svømme hundrede af kilometer, og derfor har den bredt sig langs Tunesiens kyst.