ildere

De egentlige ildere udgør en samlet (monofyletisk) gruppe inden for slægten Mustela, der er en del af væselunderfamilien Mustelinae i mårfamilien (Mustelidae). Ildernes nærmeste slægtning er europæisk mink (Mustela lutreola). I underfamilien Ictonychinae findes der også en art, som kaldes for ilder, marmorilder (Vormela peregusna), men den behandles ikke i artiklen her.

Der findes følgende arter af egentlige ildere:

Fritten (også kaldet tamilder) regnes for en domesticeret form af europæisk ilder. Den blev tæmmet for mindst et par tusinde år siden og har bl.a. været anvendt til jagt på kaniner.

Her følger størrelsesmål for de tre vilde arter af ildere.

Halelængden er omkring 30-40 % af hoved-og-kropslængden. Hanner bliver større end hunner, nogle gange væsentligt større.

Typisk for væselunderfamilien er ildere langstrakte, langhalsede og kortbenede dyr med relativt lille hoved og korte, runde ører. Ildere er kendetegnet ved et hvidligt ansigt med en sort maske. Europæisk ilder og steppeilder ligner hinanden meget. De har begge lange dækhår igennem hvilke, man kan se den gullige underpels. Den europæiske ilder har mørkebrune til sorte dækhår over hele kroppen og helt sort hale. Steppeilderen er beige eller gulbrun på siderne af kroppen kontrasterende med sort underside, sorte ben og sort halespids. Sortfodet ilder er mere kortpelset. Den er sandfarvet med sorte ben og sort halespids.

Europæisk ilder er vidt udbredt i Europa vest for Uralbjergene, inklusive i Danmark. Den udnytter skov såvel som enge og kulturlandskaber. Den færdes ofte tæt på vand såsom søer, floder og vandløb samt i vådområder.

Steppeilderen er udbredt fra Centraleuropa og hele vejen østpå til Mongoliet og Kina. Den lever typisk i åbne habitater såsom steppe, halvørken og landbrugsområder og undgår skov. I Nepal er den registreret i over fem kilometers højde.

Sortfodet ilder er nordamerikansk. Den var oprindeligt udbredt fra Sydcanada til Nordmexico, men i 1987 var der kun 18 individer tilbage, og dem indfangede man for at bruge dem til et avlsprogram. Dermed var arten i praksis uddød i naturen, men siden da har man genudsat den adskillige steder. I 2026 skrev US Fish & Wildlife Service, at der nu findes omkring 300 vildtlevende sortfodet ilder, de fleste i South Dakota, Wyoming og Arizona. Den lever på prærien og i andre tørre, åbne naturtyper. Den kan kun overleve på steder, hvor der er høj koncentration af præriehunde.

Ildere er primært kødædere og jægere. Med deres slanke, lavbenede kropsbygning er de veltilpassede til at jage underjordisk levende pattedyr i deres gangsystemer.

Europæisk ilder kan nedlægge byttedyr meget større end sig selv såsom kaniner, der dominerer kosten mange steder i Middelhavsområdet. Den æder også gnavere såsom mus og hamstere, padder, fugle og deres æg og indimellem hvirvelløse dyr og frugt. Både i Danmark og Polen har undersøgelser vist, at ilderens vigtigste byttedyr her var padder (frøer og tudser).

Steppeilderen er større og har et kraftigere kranium end europæisk ilder, og den er mere specialiseret i at jage pattedyr. Den lever især af gnavere såsom mus, hamstere, murmeldyr og siseler (jordegern) samt pikaer.

Sortfodet ilder er højt specialiseret i at jage præriehunde, medlemmer af egernfamilien, der lever i store underjordiske kolonier. Den forfølger præriehundene i deres gange.

Ilderne lever for sig selv på nær hunner med unger. De er territorielle, jordlevende og primært nataktive. De lever tit i huller gravet af andre dyr. De sover ikke vintersøvn, men er aktive året rundt.

Hunnerne går drægtige i 36-45 dage. Kuldstørrelsen hos europæisk ilder er normalt 3-7 unger (men op til 12), hos steppeilder 4-10 unger og hos sortfodet ilder 1-6 unger. Ved fødslen vejer unger 9-10 gram hos europæisk ilder og blot 4-6 gram hos steppeilder. Hos europæisk ilder dier ungerne i en måned og bliver uafhængige af moren efter omkring 3 måneder. Hos steppeilder åbner ungerne først øjnene efter en måned, dier i halvanden måned og spreder sig som tre måneder gamle.

Europæisk ilder bliver normalt højst 4-5 år i naturen, men kan leve i op til 14 år i fangenskab. Den højeste levetid, man kender for sortfodet ilder, er 12 år.

• mårfamilien

• ilder