Intifada

Den første intifada startede den 9. december 1987, da indbyggerne i Jabalaya flygtningelejr i Gazastriben kastede sten og benzinbomber mod israelske patruljer i protest mod, at fire palæstinensere dagen forinden var blevet kørt ihjel af en israelsk bil. I løbet af få uger havde uroen spredt sig til hele det besatte Palæstina, og den blev opfattet som en eksplosion af frustration efter 20 års besættelse uden nogen politisk løsning på Palæstina-problematikken.

Oprøret var i høj grad spontant, men den palæstinensiske organisation PLO forsøgte hurtigt at bringe den under kontrol. Det var under den første intifada, at radikale islamiske grupper som Islamisk Jihad og Hamas markerede sig som faktorer i modstandskampen.

Intifadaen fortsatte med samme intensitet frem til 1991; herefter aftog den men fortsatte frem til 1993. I perioden 1987-1993 blev omkring 1.200 palæstinensere dræbt af israelere, mens 160 israelere blev dræbt af palæstinensere.

Den anden intifada var i højere grad end den første organiseret af PLO og andre militante palæstinensiske grupper. Den udviklede sig til en væbnet konflikt mellem de palæstinensiske selvstyremyndigheder og Israel.

Oprøret brød ud i protest mod, at Ariel Sharon, der dengang var Israels oppositionsleder, den 28. september 2000 besøgte Haram al-Sharif (Tempelbjerget), hvor al-Aqsa-moskéen ligger. Ariel Sharon var især kontroversiel blandt palæstinenserne, blandt andet grundet sin rolle under massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Libanon i 1982.

Mens den første intifada udsprang af en ophobet frustration over besættelse og undertrykkelse, var den anden intifada i højere grad en reaktion på de omfattende begrænsninger, der blev lagt på udviklingen af en palæstinensisk stat. Dermed var den i vid udstrækning en kamp mod besættelse og for selvstændighed.

Flere palæstinensiske aktører tog del i oprøret, og især Hamas spillede en mere fremtrædende rolle end før, blandt andet med raketangreb mod mål i Israel. Radikale islamister gjorde i høj grad brug af selvmordsbomber, mens Israel svarede igen med at genbesætte dele af Vestbredden, afspærre Gazastriben og dræbe islamiske ledere. En aftale mellem parterne i 2005 havde til formål at afslutte al-Aqsa-intifadaen.

Den anden intifada var langt mere blodig end den første. Antallet af dræbte rundede 3.000 palæstinensere og 1.000 israelere.

I oktober 2015 startede en periode med mange sammenstød på Vestbredden og i Jerusalem, og det blev i høj grad debatteret, om dette udgjorde en tredje intifada. Argumentet mod, at det kunne regnes som en intifada, var det totale fravær af en politisk ledelse bag angrebene. Blandt palæstinensere bliver det beskrevet som habba, som betyder 'udbrud'.

To tendenser i perioden 2015-2016 skilte sig særligt ud. Den ene var palæstinensiske demonstrationer på Vestbredden. Det andet var palæstinensiske knivdrab på israelere, deraf navnet “kniv-intifadaen”. Knivangrebene fandt primært sted i Østjerusalem og Hebron.

Knivangrebene blev for det meste udført af unge palæstinensere, som stod uden for politiske partier og militser. Israel besvarede knivdrabene med at skyde gerningsmændene, hvilket er med til at forklare det høje dødstal. I oktober 2016 var omkring 250 palæstinensere og 30 israelere blevet dræbt.

• arabisk-israelske krige
• Israels historie
• Palæstina
• Israels militær - IDF
• tostatsløsning