Oulu er en by i Nordfinland med 217.455 indbyggere (2025). Den er administrationscentrum i landskabet Pohjois-Pohjanmaa (Norra Österbotten).

Faktaboks

Også kendt som

Svensk: Uleåborg

Byen ligger ved udløbet af Oulujoki (Ule älv) i Perämeri (Bottenviken) i den nordlige del af Den Botniske Bugt, og den har i de seneste årtier været jævnt voksende, Det skyldes bl.a., at fraflytning fra landdistrikterne i Nordfinland især er sket til regionens storby, nu landets femtestørste kommune. Derudover skyldes det i høj grad både areal- og befolkningstilvæksten ved kommunesammenlægningerne med Ylikiimini (2009) og Haukipudas, Kiiminki, Oulunsalo og Yli-Ii (2013).

Historie

Beskyttet af en borg, der blev afbrændt af russerne i 1715, var Oulu i middelalderen en handelsplads for baglandet langs den dengang sejlbare elv, ad hvilken især tjære blev sejlet til byen af tjærebønder fra bl.a. Kainuu (Kajanaland) i standardiserede tjæretønder med særlige tjærebåde til Tervahovi i Oulu. Den var i 1800-tallet en af verdens vigtigste tjæreeksporthavne og fik tilnavnet "Tjærekøbmændenes by".

Jernbanen kom til byen i 1886 og forstærkede en begyndende industriudvikling. To store fabrikker (cellulose og kunstgødning) præger byen, men et samarbejde mellem byens universitet (14.400 studerende, et af landets største) og Statens Tekniske Udviklingscentral (VTT) har gjort den til et af Finlands højteknologiske produktions- og forskningscentre med grundlæggelsen af Nordens første teknologiby (1982), som siden har dannet grundlaget for Technopolis. Lufthavnen i Oulunsalo 10 km syd for centrum er passagermæssigt landets tredjestørste. Oulu var frem til 2007 en vigtig garnisonsby.

Teater, koncerthus, flere kunstgallerier, museer og biblioteker giver byen og oplandet et varieret kulturtilbud. Elforsyningen leveres af et stort tørv- og trækraftværk i byen samt kæden af vandkraftværker, der er bygget langs den ca. 100 km lange elv mellem Oulu og Oulujärvi (Uleträsk).

Kulturhovedstad

Præsident Alexander Stubb åbnede den 16. januar 2026 Oulu som årets europæiske kulturhovedstad, hvilket den er sammen med den slovakiske by Trenčín. Foruden Oulu omfatter arrangementerne også 40 andre kommuner i Nordfinland. Tidligere har Helsinki (Helsingfors) i 2000 og Turku (Åbo) i 2011 været finske europæiske kulturhovedstæder.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig