Faktaboks

Michael Falch

Michael Ehlert Falch

Født
16. september 1956
Image
Michael Falch under koncert i 2020.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Michael Falch er en dansk musiker, sangskriver, skuespiller og forfatter. Han slog igennem som forsanger i rockgruppen Malurt og har siden udgivet en lang række soloplader.

Michael Falch blev født i Køge og boede i sin tidlige ungdom rundtomkring i hele landet. Vigtigst i Tønder fra 1970 til 1976, og han har omtalt byen som "hele min klangbund".

Michael Falch er som sangskriver inspireret af amerikanske kunstnere som Bruce Springsteen og Bob Dylan, men musikalsk også af engelsk nyrock fra 1980'erne og frem. I et interview i anledningen af sin 70-års-dag i dagbladet Politiken nævner han også The Beatles og Neil Young samt forfattere som Henrik Pontoppidan, Martin A. Hansen og Villy Sørensen. Fra Malurts kontante rock er Falchs senere soloplader mere afdæmpede med mere fokus på tanker og refleksioner i teksterne, og han debuterede da også som forfatter i 2000, og har siden udgivet en række anmelderroste og velsolgte erindringsbøger. I 2027 udkommer hans første roman.

Malurt og start på solokarriere

Michael Falch blev kendt som forsanger i gruppen Malurt, som udgav flere succesfulde album i begyndelsen og midten af 1980'erne med hits som bl.a. "Superlove" og "Mød mig i mørket". I 1985 udsendte han sit første soloalbum og har siden udgivet mere end 20 plader, bl.a. det folkelige gennembrud Det andet land fra 1986 med sangen "I et land uden høje bjerge", som han fulgte op med sange som "De vildeste fugle" fra 1988 og "Det bedste jeg har" fra albummet Tossede verden (1990).

Skuespilleren Falch

Image
Portræt af Michael Falch, 2011.
Af .

Michael Falch har medvirket i adskillige film, bl.a. Søren Kragh-Jacobsens Isfugle (1983), og han fik hovedrollen som den navnløse journalist/detektiv i Erik Balling, Henning Bahs' og Sune Lund Sørensens (født 1943) filmatiseringer af Dan Turèlls to kriminalromaner Mord i mørket (1986) og Mord i paradis (1988). Han modtog en Bodil for førstnævnte.

Fra årtusindskiftet markerede han sig i tv-serien Rejseholdet, og for sin rolle i Martin Zandvliet og Anders Frithiofs (født 1978) spillefilm Applaus (2009) blev han nomineret til en Bodil.

I efteråret 2026 vender Michael Falch tilbage i rollen som den navnløse journalist/detektiv i tv-serien Mord i Mørket på Prime Video. Ikke en genindspilning, men en opdatering af Dan Turèlls univers 40 år efter, udviklet af Oscarvinderen, instruktøren Christian E. Christiansen (født 1972) og Bodilvinderen, manuskriptforfatteren Jesper Fink (født 1985).

Musikalsk comeback

I 2006 gjorde Michael Falch efter en musikalsk pause kommercielt og kunstnerisk comeback med albummet Falder du nu, en samling stærkt selvbiografiske sange, hvor han bl.a. synger om sin hårde, men vellykkede kamp for at komme fri af sit alkoholmisbrug. Siden har han bl.a. udgivet Fodspor i havet (2010) og Drømmene (2024), og han er stadig et stort trækplaster på landets koncertscener, store og mere intime, hvilket hans liveplader vidner om.

Diskografi

Med Malurt

  • Kold krig (1980)
  • Vindueskigger (1981)
  • Black-Out (1982)
  • Tour de Force (1983)
  • Kys mig før jeg bliver cool (live, 1984)
  • Spøgelser (1992)
  • Uden filter (live, 1992)
  • Ghetto (1993)
  • Live – længe – leve (live, 1994)
  • Sidste skrig (live, 2022)

Soloplader og andre samarbejder

  • Michael Falch (1985)
  • Det andet land (1986)
  • De vildeste fugle (1988)
  • Håbets hotel (1989)
  • Tossede verden (1990)
  • Stævnemøder (1996)
  • Nye rejsende (1998)
  • Lykkelig undervejs (2001)
  • Hjemveje (live, 2002)
  • Falder du nu (2006)
  • Sang til undren (med bandet Boat Man Love, 2007)
  • I kampens hede (med Boat Man Love, live 2008)
  • Fodspor i havet (2010)
  • Falch & Krebs (med Poul Krebs, live 2010)
  • Fredagsrock (med Boat Man Love, live i Tivoli, 2011)
  • Smukfest 2011 (med Boat Man Love, live fra Skanderborg, 2011)
  • Venner & Bekendte (solo live 1, 2012)
  • Nær & Fjern (solo live 2, 2012)
  • Sommeren kom ny tilbage (2013)
  • Tomandshånd (med Poul Krebs, 2015)
  • Pludselig alting samtidig (2016)
  • Forår i brystet (2020)
  • Elsker (2021)
  • Drømmene (2024)

Bøger

  • Helligdage (erindringer, 2000)
  • Hjemveje (erindringer, 2002)
  • Trækruter (dagbogsoptegnelser, 2011)
  • Dagen & vejen & fuglene (samlet og redigeret udgave af de tre første udgivelser, 2012)
  • Til grænsen (erindringer, 2017)
  • Over stregen (erindringer, 2021)
  • Under månen (erindringer, 2023)
  • Grænsen & stregen & månen (samlet, redigeret og udvidet udgave af ovenstående 3 bøger, 2026)
  • Lys over land (roman, bebudet i foråret 2027)

Øvrige bogudgivelser

  • Falch'ens almanak (citater etc, 2018)
  • Om fodbold (2022)

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig