Absalon

Absalon var søn af Asser Rig og sønnesøn af Skjalm Hvide. Absalon og broderen Esbern sluttede fostbroderskab med kong Valdemar 1. den Store, og da Valdemar i 1157 fik eneherredømme i Danmark, blev Absalon året efter valgt til biskop af Roskilde. Han må have været en af de første danskere, der blev uddannet ved universitetet i Paris, og han stod nu som den, der skulle forestå en nyordning af den danske kirke på Valdemarstidens betingelser, idet ærkebiskop Eskil var kongen uvenligt stemt.

Absalon førte an i kongernes korstogspolitik (vendertogene) og ændrede det danske kirkeliv efter den praksis, der nu dikteredes fra Rom, og han blev sjælen i den udenrigspolitik, der gjorde Valdemarernes Danmark til en af pavestolens nære forbundsfæller. I forbindelse med skismaet på pavestolen ca. 1161 (Victor 4. over for Alexander 3.) må Absalon have brudt afgørende med Eskil, der gik i landflygtighed indtil 1167.

Absalon førte nu navnlig kirkens og kongens internationale politik. Slutresultatet blev dansk tilslutning til det pavelige parti (Alexander 3.) og dansk koncentration om korstogspolitikken i Livland. Det skaffede i tidens løb Danmark herredømmet over store dele af Nordtyskland og det nordlige Livland.

Ved sin hjemkomst fra eksilet godkendte Eskil kanoniseringen af kongens far, hertug Knud Lavard, og forestod altersættelsen af hans relikvier ved Kirkefesten i Ringsted 1170. Syv år senere ønskede Eskil at nedlægge sit ærkebispeembede, og Absalon blev valgt til hans efterfølger — tilsyneladende både med kongens og Eskils samtykke. Paven tillod foreløbig Absalon at vedblive med at styre også Roskilde Stift, hvilket var en overordentlig sjælden begunstigelse. På den tid har han været på højdepunktet af sin indflydelse.

I 1192 overlod han Roskilde til sin fættersøn Peder Sunesen ved hans hjemkomst fra Paris, mens broderen Anders Sunesen, der ligeledes var uddannet i Paris, og hvis karriereforløb Absalon også forestod, gjorde tjeneste som kongelig kansler, indtil han ved Absalons død 1201 overtog ærkesædet. Absalon gav Saxo i opdrag at skrive Danmarks historie, men nåede ikke at se arbejdet færdiggjort.

Absalon omdannede 1162 familiens benediktinerkloster i Sorø til en cistercienserstiftelse og begunstigede klostret af både sit privatgods og sit embedsgods. I 1167 fik han tilladelse til som privatperson at få København og omegn foræret af kongen (se Absalons Borg). Skønt besiddelsen ofte var omstridt mellem kirke og konge, var det først ved et forlig i en retssag 1417, at Roskildekirken opgav sine krav på København.

Den skånske almue gjorde oprør mod Absalon, da han tiltrådte ærkebispeembedet, og hans administration har antagelig været hård og effektiv. Det var således ham, der fjernede sporene af en græskpræget liturgi i Lunds Domkirke til fordel for den gudstjenesteordning, der blev foreskrevet fra Rom.

• Hvideslægten
• Danmarks historie i middelalderen
• Saxo

• Michael Kræmmer: "Efterslægtstavle for Skjalm Hvide", Danmarks Adels Årbog 99 (2009-2011 (2012), s. 523-646.
• Kjær, Lars: Valdemar den Store. Borgerkrigens barn. Gad: København 2022.