Thukydides (græsk Θουκυδίδης, Thoukydidēs)
Thukydid var en græsk historiker og højtstående officer i de væbnede styrker i bystaten Athen, hvor han var borger.
Hans samtidshistoriske skildring af Den Peloponnesiske Krig, der fandt sted i årene 431-404 f.v.t., er ikke blot en historisk fremstilling, den indeholder også skarpe analyser af politik, magt, forholdet mellem årsag og virkning, og af aktørernes motiver på både samfunds- og individniveau. Værkets titel er ikke overleveret.
Thukydid er en af de mest indflydelsesrige græske historikere fra antikken. Hvor den omtrent samtidige Herodot i almindelighed regnes for historieskrivningens fader, betragtes Thukydid ofte som den videnskabelige historieskrivnings fader.
Denne videnskabelige tilgang ses i hans strenge upartiskhed i fremstillingen og påstand om den yderste stringens i den anvendte og beskrevne metode, herunder omhyggelig indsamling og afvejning af evidens.
En særlig rolle spiller Thukydid som ophavsmand til politisk realisme, og han identificerer bl.a. frygt, egoisme og herskesyge som de faktorer, der frem for alt bestemmer staters optræden og forhold til hinanden, snarere end retfærdighed eller politiske idealer.
Om Thukydids liv ved vi ikke meget ud over, hvad han selv meddeler i værket: Han var athensk borger, søn af Oloros, og familien ejede besiddelser og endda guldminer i Thrakien.
Thukydid blev ramt af den epidemi, der hærgede Athen i de første år af krigen, men var blandt de overlevende.
I år 424 f.v.t. var Thukydid en af Athens ti strateger, og pga. sine gode forbindelser i Thrakien blev han udpeget til at beskytte den vigtige koloni Amfipolis på den thrakiske front med en eskadre under sin kommando, men han kom for sent til at undsætte den fra et spartansk angreb. For denne forseelse kunne han vente dødsdom eller landsforvisning og valgte selv at gå i eksil i Thrakien, hvor han havde tid til at komponere sit værk.
Efter alt at dømme vendte Thukydid tilbage til sin fødeby i forbindelse med den generelle amnesti efter Athens endelig nederlag i 404 f.v.t. og levede der til sin død.
Thukydid hævder selv, at han fra første færd var bevidst om den kommende krigs omfang og betydning, og at han derfor begyndte arbejdet med nedskrivningen straks ved udbruddet. Hans erklærede formål var at skrive et værk, der skulle være “et klenodie for al fremtid” (1.22.4).
Til forskel fra forgængeren Herodot nævner Thukydid uhyre sjældent sine kilder, eller divergerende versioner af de gengivne begivenheder, men siger dog udtrykkeligt, at hans eksil gav ham mulighed for at tale med informanter fra begge sider af konflikten.
Thukydid er den første skribent, der opererer med årsagsforklaringer på flere niveauer. Hans analyse af krigsudbruddet angiver således både de umiddelbart udløsende årsager, dvs. de krigsførende parters angivne årsager, og den faktiske:
“Årsagen i egentligste forstand er efter min opfattelse den, man sjældnest hører fremsat: at Athens voksende magt alarmerede Sparta og pressede det ud i krig” (1.22.6).
Han skelner således mellem underliggende og mere umiddelbare årsager.
Thukydids værk om Den Peloponnesiske Krig har siden antikken været inddelt i otte bøger, en opdeling som dog ikke er oprindelig, men formentlig foretaget senere, i hellenistisk tid. Strukturelt kan værket imidlertid siges at falde i fem dele:
Desværre nåede Thukydids ikke at afslutte sin historie: Værket standser brat i år 411 f.v.t. og dækker således ikke de sidste seks år indtil krigens afslutning med Athens nederlag i 404 f.v.t.; muligvis fordi han døde, inden arbejdet kunne færdiggøres.
I hvert fald er de dele af værket tilsyneladende ikke færdigredigeret: Således opviser femte og ottende bog en vis mangel på ‘finish’, fx med taler gengivet i indirekte tale, hvorimod sjette og syvende bog, der sammen udgør en narrativ enhed, er udpræget sammenhængende og gennemarbejdede.
Værkets absolutte fokus er krigen, og der er kun sporadiske inddragelser af andre emner, som fx Grækenlands historie i de ældste tider (1.2–23), tyrandræberne (6.54–59) og Themistokles’ senere liv og virke (1.136–138).
Krigens gang skildres fra udbruddet, som dateres meget præcist med anførelse af en lang række kriterier, og derefter år for år, inddelt i somre og vintre. Begivenhederne i militært regi giver imidlertid også anledning til behandling af forskellige emner, der resulterer af dem. Et gennemgående tema er krigens alvorligt moral- og samfundsnedbrydende effekt på de mennesker, der fanges i den.
Der gives usentimentale og udførlige skildringer af de eskalerende grusomheder, som de krigsførende parter er villige til at begå mod hinanden, værst af alt under ideologisk betingede borgerkrige i de enkelte bystater, og man fornemmer Thukydids moralske indignation.
Også spørgsmålet om forholdet mellem magt og ret spiller en rolle, både i staters omgang med hinanden og især i den politiske beslutningsproces.
Særligt berømt er den såkaldte melierdialog (5.85–111), en konstrueret forhandling i direkte tale mellem athenske feltherrer og repræsentanter for den hidtil neutrale, lille bystat Melos, som athenerne har tænkt sig at indlemme i deres imperium, uanset hvad melierne måtte mene.
Her erklærer athenerne ligeud, at
“i menneskelige relationer er retfærdighed kun kriteriet for afgørelser mellem parter underlagt samme begrænsning i handlefrihed, hvorimod det praktisk mulige er, hvad de mægtige sætter igennem, og de svage gør af indrømmelser” (5.89).
Thukydids egen holdning i spørgsmålet er vanskelig at aflæse, men som minimum erkender han, at det er sådan, verden fungerer: Man gør klogt i at forstå dette og indrette sig derefter.
Krigens forløb skildres i faktuel fortællestil. Hovedvægten lægges på de militære begivenheder, men fortællingen afbrydes af analytiske afsnit, der har form af indlagte taler – 40 stykker, 20–25 % af værket – holdt af statsmænd, udsendte diplomater og feltherrer.
Talerne er retoriske pragtstykker, skrevet i Thukydids egen stil, der i disse afsnit er yderst kompleks og komprimeret; men indholdet er angiveligt et resumé af, hvad der faktisk blev sagt ved hver enkelt lejlighed, og baseret på, hvad Thukydid selv har hørt eller fået fortalt.
Brugen af konstruerede taler kan virke besynderlig i dag, men var et genrekrav i antik historieskrivning og skal ses i lyset af datidens gennemgribende mundtlige kultur. Mest berømt er Thukydids version af den gravtale, Perikles i 430 f.v.t. holdt over de faldne athenere i krigens første år; den er en storslået lovprisning af det athenske samfund og demokrati som styreform.
Gravtalen er kompositorisk modstillet den umiddelbart følgende skildring af den epidemi, der kort efter bortrev mellem 20 og 30 % af Athens befolkning. Her kombinerer Thukydid antikkens fornemste kliniske beskrivelse af en sygdoms symptomer og forløb med en lignende beskrivelse af de sociale normers forfald under en sådan epidemi, og den følges senere i værket op af en tilsvarende beskrivelse af borgerkrigens sociologi, bragt i forbindelse med den første af de talrige borgerkrige, der fulgte i kølvandet af Den Peloponnesiske Krig.
Thukydid udelukker udtrykkeligt alt “fantastisk” fra sin tekst: Hans rationalisme driver ham til at søge årsagsforklaringer i naturen og i mennesker og samfund, og værket er – ganske modsat hans forgænger Herodots – renset for enhver forklaring, der har med guder, religion, orakler og overtro at gøre.
Sprogligt er værket ekstremt fortættet og ofte næsten forvredet i kampen for at presse enhver betydningsnuance ud af det græske sprog, der på mange måder endnu ikke havde et egnet begrebsapparat til det ønskede abstraktionsniveau.
Tilsvarende er stilen er præget af en stræben efter at udtrykke så meget som muligt med så få ord som muligt og kondensere flere tanker til én. Endnu i antikken gjaldt Thukydid som en særdeles vanskelig forfatter, og han påpeger også selv, at værket næppe egner sig til oplæsningsbrug, men er tænkt til den seriøst interesserede læser.
Thukydid erklærer ikke sine politiske sym- og antipatier åbent. Han udstiller mange af problemerne med beslutningsprocessen i det direkte athenske demokrati og udtaler hårde domme over dets dømmekraft, når det stod uden Perikles' de facto ledelse: Denne statsmand omfatter han med stor respekt og sympati, ligesom kong Archidamos af Sparta og Antifon, mens Kleon fremstilles i særdeles negativt lys som en skrupelløs demagog.
Efter den katastrofale ekspedition til Sicilien 415–413 f.v.t. beskriver Thukydid det athenske folks vrede mod politikerne bag projektet, “som om de ikke selv havde stemt for det” (8.1), ligesom folkeforsamlingens kynisme og impulsivitet udstilles i skildringen af bystaten Mytilene, hvis udslettelse athenerne med knebent flertal fortrød og kun i sidste øjeblik fik forhindret (3.2–50).
Thukydids historiesyn fremstår ganske klart: Samtidens samfund var økonomisk og teknologisk langt mere avancerede end fortidens, men den samfundsmæssige udvikling fra primitivisme til civilisation stilles over for den opfattelse, at menneskers psyke, herunder deres moralske og sociale habitus, er en konstant og vil være uforandret i al fremtid.
Menneskets politiske adfærd er præget af en konstant stræben efter større magt og velstand, hvilket nødvendigvis fører til krige og borgerkrige; da Den Peloponnesiske Krig blev udkæmpet mellem det største antal højtudviklede bystater nogensinde, blev det også den største krig nogensinde og følgelig den største katastrofe i hellenernes historie.
Thukydid mente, at sådanne krige også ville indtræffe i fremtiden: Menneskene kommer ikke til at tage ved lære af historien, men ved at studere den vil de bedre kunne forstå begivenhedernes sammenhæng. Derfor mente Thukydid, ikke med urette, at han skrev “et klenodie for al fremtid” (1.22.4).
Værkets berømmelse indtraf omgående og var varig: Hele tre yngre historikere skrev hver for sig en fortsættelse af det ufuldendte værk, frem til krigens afslutning i 404 f.v.t.: Xenofon i Hellenika (1.–2. bog; værket begynder ligefrem med ordene “Ikke mange dage efter dét …”), Theopompos, hvis værk af samme navn er tabt på nær nogle få fragmenter, og Kratippos, der ellers er ukendt.
Værket kom til at stå som målestokken for historieskrivning, hvor særligt Polybios, Sallust og Tacitus ofte fremhæves som åndelige arvtagere, og denne rolle beholdt det også efter antikken, især siden renæssancen.
Thomas Hobbes beundrede værket og oversatte det til engelsk i 1629, og Thukydids indflydelse på hans tænkning er tydelig. Kraftig indflydelse har Thukydid også øvet på Machiavelli, Hume, Kant, Nietzsche, von Ranke og en lang række moderne politiske tænkere som Henry Morgenthau.
Thukydids værk er fast pensum på adskillige militærakademier verden over, som fx det amerikanske Naval War College, og har udgjort grundlaget for utallige krigsspil, især under den kolde krig.
I 2012 advarede politologen James Allison mod ‘Thukydids fælde’, et historisk genkommende scenarie, han identificerede med udgangspunkt i Thukydids analyse af Athens og Spartas roller i krigsudbruddet: at en hegemon bliver alarmeret af en rivals voksende magt, så parterne havner i en dødsspiral og drevet til krig – i dette tilfælde ikke Athen og Sparta, men Kina og USA i den eskalerende konflikt i Det Sydkinesiske Hav.
En ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevandet bliver sænket. Det sker, efter det er blevet påvist, at nitrat øger risikoen for tarmkræft. Nitrat kommer fra den udvaskning af gødning, der forekommer i forbindelse med landbrug.
Danmark dyster i tre discipliner til vinter-OL i disse dage. Både skeleton, ishockey og curling. Curling er den eneste sportsgren, som Danmark har vundet medalje i til vinter-OL. Det skete i 1998, da kvindernes curlinghold vandt sølv.
Fastelavn er én af årets store udklædningsfester. Danske børneinstitutioner er i vore dage bærende for traditionen, der tidligere var en flere dage lang fejring i forbindelse med fasten. I år er fastelavnssøndag den 15. februar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.