antikken

I vor tid vælges kristendommen ofte som det væsentligste kriterium for periodeinddelingen, skønt man jo umuligt kan fastsætte et bestemt årstal for, hvornår den kristne middelalder afløser den hedenske oldtid. Da munken Dionysius Exiguus ved pavehoffet i Rom i 532 fik indført en ny tidsregning, valgte han Kristi fødsel som sit udgangspunkt, og ca. 1600 udvidede Dionysius Petavius dette system bagud ved at omregne alle tidligere begivenheder til år før Kristi fødsel.

Men ingen har nogensinde villet lægge kronologien til grund for vor periodeinddeling og lade middelalderen begynde ved Kristi fødsel. I 380 bortfaldt statsstøtten til de hedenske religioner; i 391 gjorde kejser Theodosius 1. den Store kristendommen til statsreligion ved at pålægge alle romerske borgere (undtagen jøderne) at lade sig kristne. De sidste Olympiske Lege blev formentlig afholdt i 393, og i 396 ophørte de eleusinske mysterier. I Lex afsluttes antikken ca. år 400. Der er dog betydelig overlapning til begge sider: Hedensk kultur og litteratur efter 400 hører traditionelt med til antikken — Platons Akademi fx blev først lukket i 529 — og kristne forfattere før 400 behandles af teologer snarere end af antikforskere.

Periodiseringen kompliceres yderligere af, at man siden ca. 1900 især i kunsthistorien har arbejdet med et tidsafsnit, "senantikken", som også omfatter den tidligste middelalder. Begyndelsen sættes ofte til året 284, da Diokletian blev kejser, og tidsafsnittet rækker frem til den tid, da græsk fortrængte latin under kejser Herakleios i Konstantinopel (610-642), og da den arabiske ekspansion begyndte efter Muhammeds udbredelse af islam i årene 622-632.

Den geografiske afgrænsning af antikken er næsten endnu mere kompliceret end den kronologiske og skal ses i et forskningshistorisk perspektiv. De to kerneområder er dels Grækenland med øerne i Det Ægæiske Hav og byerne langs Lilleasiens vestkyst, dels Den Italiske Halvø op til Alperne. Disse to regioners kultur og historie, fra de ældste kulturfund og indtil antikkens slutning, behandles af antikforskere.

Andre regioner og lokaliteter inddrages, efterhånden som de kommer i kontakt med den græsk-romerske kultur: De græske kolonier langs Middelhavets og Sortehavets kyster studeres fra deres grundlæggelsesår og fremad. Nærorienten inddrages fra Alexander den Stores erobring af Perserriget 334-323 og fremad. I Vesten inddrages Nordafrika fra Karthagos ødelæggelse i 146 f.v.t., Gallien fra Cæsars erobring i 58-49 f.v.t. osv. Geografisk når den klassiske oldtidskultur sin største udbredelse i øst i 200-tallet f.v.t. og i vest i 100-tallet e.v.t. med Det Romerske Kejserrige under Hadrian.

I både den græske og den romerske verden underopdeles antikken i en række perioder. Kriterierne for opdelingen er litterære, historiske og arkæologiske. For den græske kulturs vedkommende har man lagt vægt på følgende kriterier:

Skellet mellem den seneste bronzealder og den tidligste jernalder bygger på de store paladsødelæggelser på fastlandet, på overgangen fra senhelladisk til submykensk i keramikken og i skriftens historie på, at linear B forsvinder.

Skellet mellem de såkaldte "mørke århundreder" og arkaisk tid markeres litterært af de ældste indskrifter, historisk af kolonisationen og arkæologisk af de protokorinthiske aryballer (små æggeformede olieflasker).

Skellet mellem arkaisk og klassisk tid er primært kunsthistorisk og knyttet til Perserkrigene. Mange af de skulpturer, som perserne havde ødelagt på Akropolis i 480 f.v.t., blev nedgravet som opfyldning ved bygningen af senere templer. Disse fund danner grundlaget for skellet mellem arkaisk og tidlig klassisk kunst. I bredere historisk sammenhæng markeres overgangen til klassisk tid også af demokratiet i Athen, der var blevet indført af Kleisthenes i 508/507 f.v.t.

Skellet mellem klassisk og hellenistisk tid sættes ved Alexander den Stores erobring af Perserriget 334-323. Historikere og arkæologer afslutter den hellenistiske tid med Augustus' sejr over Antonius i Slaget ved Actium 31 f.v.t. Som kulturhistorisk begreb i bredere forstand føres hellenismen ofte helt frem til ca. 300 e.v.t.

I romersk historie bygger opdelingen i langt højere grad på styreformer og på forfatningshistoriske kriterier. Kongetiden afløses af republikken i 510 f.v.t., da Brutus den ældre dræbte Roms sidste konge Tarquinius Superbus. Republikken afløses af kejsertiden i år 27 f.v.t., da Augustus formelt deler magten og provinserne med Senatet. Kejsertiden underopdeles i principatet fra Augustus til Diokletian og dominatet fra Diokletian, indtil den sidste vestromerske kejser afsættes i 476.

Antikken leverede autoriteter, dvs. forfatterskaber med normstatus inden for mange områder. Den oldkristne kirkes teologer blev middelalderens autoriteter inden for fortolkningen af Bibelen, de hedenske romerske forfatteres sprog og stil blev normen for god latin, og hedenske filosoffer, ikke mindst Aristoteles, var filosofiske autoriteter i det omfang, de kunne bringes i overensstemmelse med Bibelens lære. Følelsen af samhørighed med antikken og dens autoriteter kommer til udtryk i en berømt sentens af Bernhard fra Chartres (1. halvdel af 1100-tallet): "Vi er som dværge, der sidder på skuldrene af kæmper; når vi ser mere og videre end dem, skyldes det ikke, at vi har et skarpere blik eller selv rager højt op, men at vi løftes i vejret af disse vældige giganter."

Da frankernes konge Karl den Store lod sig krone til kejser i Rom i år 800, kunne han ikke vide, at denne symbolske gestus skulle få varig betydning. Eftertiden så begivenheden som en reel fornyelse af Det Romerske Imperium, og de forudgående århundreders politiske virvar blev hurtigt fortrængt. Det karolingiske kejserdømme og dets tysk-romerske efterfølgere stræbte med vekslende held efter verdslig overhøjhed i Europa, og legitimeringen af disse bestræbelser blev sædvanligvis hentet i antikkens romerske kejserdømme.

Også kejserdømmets modstandere accepterede delvis dette udgangspunkt. I stridighederne mellem kejser og pave om pavernes ret til at udøve verdslig magt i fx Pavestaten var det centrale dokument for paverne Det Konstantinske Gavebrev, der angiveligt var kejser Konstantin den Stores overdragelse af verdslig overhøjhed over Vesten til pave Sylvester og hans efterfølgere, men reelt et paveligt falsum fra 700-tallet. Og når den franske konge i 1200-tallet. skulle argumentere for sin suverænitet, lød argumentet, at "kongen af Frankrig er kejser i sit kongedømme".

Studiet af romerretten tog et vældigt opsving i 1100-tallet i Norditalien. Som følge heraf fik den østromerske kejser Justinian 1.s kodificering af romerretten fra årene 533-534 (Corpus juris civilis) stor indflydelse på retsopfattelsen i Det Tysk-romerske Kejserrige fra og med 1100-tallet, og den endte med at blive gældende ret i 1495.

Parolen om "fornyelsen af Det Romerske Imperium" (renovatio imperii Romani) blev formuleret allerede af Karl den Store, men blev især taget alvorligt af Frederik 1. Barbarossa, der i 1155 blev kronet til kejser i Rom. Pavernes egen by Rom havde i nogle perioder også ambitioner om, uafhængigt af kejsere og paver, at forny Romerrigets verdslige magt. I 1144 gjorde byen oprør mod paven og genindførte republikansk styre med et senat som styrende organ efter parolen "fornyelse af senatet", dvs. det antikke romerske senat (renovatio senatus). Dette oprør løb dog ud i sandet, da Barbarossa og paven gjorde fælles front mod oprøret.

Historieskriveren Otto af Freising, der var Barbarossas onkel, fortæller i sin verdenskrønike fra 1140'erne, at både magten og visdommen har deres oprindelse i Østen, men via mellemstationer er endt i Vesteuropa. Stormagterne var først Østens babyloniere og persere, siden Alexander den Stores makedonere, dernæst Det Romerske Imperium, Frankerriget og nu tyskerne. Det er idéen om "imperieoverførslen" (translatio imperii), der her fremsættes, og som siden især blev brugt af tilhængerne af kejserdømmet. Tilsvarende mente Otto, at Babylons visdom via kaldæerne, egypterne og grækerne nåede til antikkens Rom og derfra endte i Vesteuropa, først og fremmest Frankrig. Denne del af tesen blev siden kendt som "lærdomsoverførslen" (translatio studii), og den var, hvilket er forståeligt nok, mest populær i Frankrig, ikke mindst ved universitetet i Paris.

Den klassiske lærdom omfattede både skønlitteratur og faglitteratur. Til middelalderens skolepensum hørte i første række de store romerske digtere som Vergil, Horats, Terents og Ovid, Sallusts historieværker på prosa samt Ciceros retoriske håndbøger. Ambitiøse stilister forsøgte at efterligne de antikke forbilleders stil. I Danmark er Saxo Grammaticus med sin Danmarkshistorie, Gesta Danorum, et godt eksempel på en forfatter, der former sit stof efter klassiske modeller. Saxo er repræsentant for den begejstring for antikken, som har fået betegnelsen "1100-tallets renæssance".

Undervisningen i dialektik og logik tog som udgangspunkt den græske filosof Aristoteles, først på grundlag af de værker, der allerede fandtes i senantikke oversættelser fra græsk til latin, og fra slutningen af 1100-tallet i nyoversættelser, der efterhånden omfattede hele Aristoteles' mangesidede forfatterskab. Gennem disse oversættelser blev Aristoteles senmiddelalderens mest betydningsfulde autoritet inden for både filosofi og naturvidenskab, og i 1200-tallet lykkedes det Thomas Aquinas at forene Aristoteles med teologien i en vældig tankekonstruktion. Det var Aristotelespræget, skolastisk videnskab af denne art, renæssancens humanister reagerede imod.

Også inden for arkitektur og kunst var antikken et vigtigt forbillede for middelalderen, og især har den romanske stil utallige klassiske træk (ordet romansk er beslægtet med romersk). Middelalderlige efterligninger af antikkens kunst har dog næsten altid tillige et karakteristisk samtidspræg. Imitationen af klassisk arkitektur og skulptur kom forbillederne nærmest i de områder, der havde tilgængelige romerske ruiner som Italien og Sydfrankrig. Den romanske kunst i Provence byggede på arkitektoniske og dekorative træk fra de antikke triumfbuer, teatre og sarkofager, mens der i den toscanske "protorenæssance" nogle århundreder senere var tale om en egentlig genoplivning af senantikkens kunst og arkitektur.

Antikken er altafgørende for begrebet renæssance. Ordet betyder 'genfødelse', og der hentydes til genfødelsen af den græsk-romerske oldtid. I sin rendyrkede form er renæssancen en 1800-tallets konstruktion, men de digtere og andre kunstnere og kulturpersonligheder, der bar renæssancen fra Petrarca i det sene 1300-tallet og fremefter, mente selv, at der var tale om et nybrud, selvom de ikke brugte ordet renæssance. Begrebet middelalder blev opfundet som betegnelse for den mørke periode, der adskilte den lysende oldtid fra den lysende nutid — metaforen er Petrarcas.

En vigtig impuls for italienernes voksende interesse for antikken var, at mange græske lærde på flugt for tyrkerne emigrerede til Italien og bragte håndskrifter af antikkens græske forfattere med sig. Det græske sprog havde stort set været glemt i Vesteuropa, men i løbet af 1400-tallet begyndte italienske intellektuelle at lære græsk enten af græske sproglærere som fx Janus Lascaris (1445-1535) eller af italienere, der havde lært sproget i Grækenland som fx Guarino Guarini. Fra begyndelsen af 1500-tallet var græskundervisning etableret ved de fleste universiteter i Vesteuropa, og veluddannede mænd var i stand til at læse de græske klassikere. Ikke desto mindre var antikken helt op til midten af 1700-tallet hovedsagelig den romerske antik.

Renæssancehumanisterne genoplivede først og fremmest antikken ved at opspore bevarede monumenter fra oldtiden, bøger såvel som materielle levn, bearbejde dem og gøre dem til model for deres egne værker. Antikkens bygningsværker, skulpturer og indskrifter stod i et vist omfang frit fremme og havde været tilgængelige siden oldtiden. Men først fra 1400-tallet begyndte italienske arkitekter og billedhuggere systematisk at efterligne dem i deres egen kunstneriske virksomhed. Dette førte til en voksende interesse for naturalistisk gengivelse af menneskekroppen og individualistisk portrætkunst.

Også de antikke guder og myter, som de græske malere Apelles og Polygnotos og billedhuggerne Myron, Fidias, Polyklet og Praxiteles havde skildret, gav nu inspiration til renæssancens førende kunstnere, fx Donatello, Botticelli og Leonardo da Vinci, Rafael, Michelangelo, Tizian og Tintoretto.

Den romerske arkitekt Vitruvius' skrift De Architectura havde været kendt gennem middelalderen, men blev nu genopdaget og fra slutningen af 1400-tallet trykt i flere udgaver. Renæssancens arkitekter og teoretikere udgav bøger om arkitektur, der byggede på Vitruvius, således Leon Battista Alberti, Bramante og Vignola. En italiensk udgave af Vitruvius (1567) var illustreret af arkitekten Andrea Palladio, hvis egen Quattro libri dell'Architettura fra 1570 fik vid udbredelse og blev flittigt benyttet af Europas arkitekter til op i 1800-tallet En anden væsentlig kilde til inspiration var Pantheon i Rom, en af de bedst bevarede monumentalbygninger fra antikken.

Petrarca, Coluccio Salutati, Poggio Bracciolini med flere var på stadig jagt efter den klassiske oldtids forfatterskaber. De gennemsøgte klosterbiblioteker enten personligt eller ved venners og ansattes hjælp, ligesom de tog kontakt med græske lærde og gennem dem skaffede sig græske klassikerhåndskrifter. Forfatterskaber, som helt eller delvis havde været glemt, blev draget frem. Det gælder fx Ciceros brevveksling, de senere dele af Livius' romerske historie, den fuldstændige Quintilian, Catul, Lucrets og Tacitus. Med bogtrykkerkunstens gennembrud i anden halvdel af 1400-tallet blev det praktisk muligt at udbrede kendskabet til antikkens litteratur i et helt andet omfang end før. De første antikke forfatterskaber, der blev trykt, var Cicero i 1465, Cæsar og Lucan 1469, Vergil og Livius ca. 1469 og endelig Sallust og Quintilian i 1470.

Antikken blev det ubestridte forbillede for enhver intellektuel beskæftigelse bortset fra teologi, og selv denne blev dybt påvirket af antikstudiet. Arbejdet med Bibelen blev filologisk orienteret, fx i Erasmus fra Rotterdams studier, og præsterne blev oplært i at prædike efter regler, der var hentet i antik retorik. Antikkens store retoriske forfatterskaber, især Ciceros og Quintilians, blev grundmodel for humanistisk forskning og formidling; Lorenzo Vallas Elegantiae, der var skrevet i 1440'erne, blev det første hovedværk. I 1440 grundlagde Valla sin berømmelse ved ud fra sproglige og historiske argumenter at bevise, at Det Konstantinske Gavebrev ikke kunne være skrevet i antikken og derfor måtte være et falsum.

I filosofien var fx Pico della Mirandola og Marsilio Ficino dybt påvirket af Platon og Cicero. Politisk teoridannelse udviklede sig i dialog med antikken, fx hedder et af Machiavellis hovedværker Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio (posthumt udgivet 1531, dansk Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius, 2004).

Renæssancens intellektuelle efterlignede antikken på alle planer. De gav deres navne klassisk latinsk form, byggede huse og dekorerede dem med forbillede i antikken, indrettede filosofiske selskaber med Platons Akademi som forbillede, gav deres musik navn efter overleverede tonearter fra antikken og forsøgte at indpasse deres egen verden i antikkens typologier. Den republikanske søfartsby Venedig opfattedes som en genoplivelse af det antikke Athen, og Mediciernes Firenze lovpristes som en ny version af kejser Augustus' Rom.

Efterhånden bredte renæssancen sig til fjernere egne af Europa. I Rusland kaldte statsoverhovedet sig fra slutningen af 1400-tallet for zar (cæsar), og Moskva blev set som det tredje Rom efter Rom selv og Konstantinopel. Protestanternes oprør mod romerkirken var i en vis forstand et brud med ideologien om antikkens Rom, men ledende protestanter lagde stor vægt på videreførelse af fortidens lærdom og dermed på den kultur, der imiterede antikken. I 1500-tallets Danmark ser man fx Frederik 2. beskrevet som en ny Augustus, hans kansler som en ny Maecenas og digterne som efterfølgere af Horats, Vergil og Ovid.

I løbet af 1400- og 1500-tallet udvidedes horisonten for de veluddannede i Europa. Ikke blot voksede den tilgængelige viden om fortiden dramatisk, men dertil kom det kendskab til fremmede verdensdele og andre folkeslags kulturer, som opdagelsesrejserne førte med sig. Den verden, man kendte af selvsyn, var ikke længere den eneste mulige, endsige den bedst tænkelige. Thomas More skrev sin latinske Utopia 1516 som en antik filosofisk dialog, der samtidig efterlignede en burlesk fiktiv rejsebeskrivelse af den græske oldtidsforfatter Lukian. More brugte denne form til en dybtgående kritik af de sociale forhold i sin samtids England.

Interessen for antik kunst førte til de første udgravninger. Det kom på mode at erhverve originale kunstværker, og jagten på antikker blev indledt. Kejser Neros Gyldne Hus, Domus Aurea, blev genopdaget omkring 1500; vægmalerierne, der blev kaldt grottesche, inspirerede Rafael og hans elever, der udsmykkede Vatikanet og de nye pragtpaladser i Rom og omegn. Der blev fundet skulpturer, som man kun kendte fra den antikke litteratur, blandt andre Laokoongruppen, der ligesom Apollon Belvedere og Belvedere-torsoen indgik i Vatikanets samlinger og gav inspiration til mange generationers billedkunstnere. Roms kommune indsamlede statuer på Capitol, og Rafael opfordrede i 1519 pave Leo 10. til at beskytte og opmåle de antikke monumenter. Rytterstatuen af Marcus Aurelius blev opstillet midt på Capitolpladsen, som Michelangelo udformede omkring 1540.

Horats' værk Om digtekunsten havde siden middelalderen været Vesteuropas måske mest indflydelsesrige poetik. I 1548 blev Aristoteles' poetik udgivet med latinsk oversættelse og fyldige kommentarer af Francesco Robortello, der i 1552 forestod førsteudgaven af et andet æstetisk hovedværk, Longinus' Om det sublime. Dette gav anledning til en livlig debat om digtekunstens mål og midler. Hvor den græske filosof definerede poesien som en efterligning af virkeligheden, blev det renæssancens mål at efterligne store forgængeres værker, fortrinsvis antikkens latinske poesi. Formålet var ikke blot at bruge antikkens sprogform, genrer og individuelle værker, men også selv at frembringe noget, der var på højde med eller endda overgik det, antikken havde efterladt sig. Denne holdning blev gældende også for andre kunstarter; den oplevede forskellige omskiftelser i de følgende århundreder, men var dominerende helt frem til 1800-tallet.

I 1600-tallet flyttede interessen sig gradvis fra syntesedannelser til indsamling og kortlægning af viden om både antikken og moderne forhold. De første store udgaver af fx romerske indskrifter så dagens lys.

De forskellige nationalsprog blev genstand for undersøgelser, og man opstillede hypoteser om sprogenes historie. Fusionen af den kristne tradition og antikken gav latin, græsk og hebraisk en særstilling, men rundt om i Europa forsøgte sprogforskere at passe deres samtids sprog ind i en overordnet teori om sprogenes udvikling, siden Gud havde opsplittet menneskenes sprog som straf for opførelsen af Babelstårnet. Igen var det som oftest ønsket om at hævde sin egen nations sprog, der var drivkraften, og man kappedes om at påvise sit modermåls ælde og helst på en sådan måde, at det viste sig at gå længere tilbage end græsk og latin.

I litteraturen begyndte folkesprogene at gøre latin rangen stridig. I Italien havde italiensk for længst fået status af skriftsprog, og den vigtigste diskussion var, hvilken form for italiensk der skulle anerkendes som den førende, efterhånden som latin blev trængt tilbage. Der var endog folk, som mente, at italiensk var egnet til at overtage latins rolle som internationalt sprog.

I de germansksprogede områder, herunder Danmark, fik Martin Opitz stor gennemslagskraft som barokpoesiens æstetiker, og hans Buch von der deutschen Poeterey (1624) blev toneangivende. Barokkens digtere overførte idéerne fra samtidens latinsksprogede poesi til deres modersmål, og det barokke nybrud var derfor stadig bestemt af de antikke latinske forbilleder. I Frankrig og England handlede striden mellem "les anciens et les modernes" om både sprogvalg og indhold, og man begyndte at rokke ved Homers autoritet til fordel for samtidens episke poesi.

Med udgangspunkt i den kortlægning af verdens lærdom, som 1600-tallet havde tilvejebragt, begyndte nogle at danne nye synteser og se på historien og antikkens plads deri med nye øjne. Giambattista Vico i Napoli udsendte sin Scienza nuova (Ny videnskab) i 1725, revideret i 1730 og 1744. Hans interesse for antikken gjaldt overvejende den græske litteratur, og hans udførlige diskussion af de homeriske digte var et resultat af den første læsning af dem ud fra en klart defineret historisk bevidsthed.

I Tyskland argumenterede arkæologen Johann Joachim Winckelmann for, at det var den græske kunst snarere end den romerske, man skulle efterligne. Hans Gedanken über die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst (1755) blev epokedannende. Winckelmann fremhævede især de klassiske græske atletfigurer, og han karakteriserede den græske kunst som "ædel enfold og stille storhed". Den danske billedhugger Johannes Wiedewelt traf Winckelmann i Rom og blev grebet af det nye kunstsyn, som han videregav i sin kunst og i skriftet Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed (1762).

Også nyhumanismen omkring universiteterne i Jena og Göttingen blev bærer af denne nyvurdering af antikken. Den lærde og formalistiske poesi tabte terræn over for en begejstring for det spontane. Den græske litteratur forekom meget mere umiddelbar og ægte end den latinske, ligesom man fik øjnene op for, i hvor høj grad de latinske digtere i antikken havde været bestemt af deres græske forgængere.

Man begyndte også at interessere sig for folket og dets mundtlige poesi, og disse strømninger løb sammen til en forherligelse af Homer på bekostning af Vergil. Friedrich August Wolf offentliggjorde sine Prolegomena ad Homerum (1795, Forord til Homer), hvori han sammenlignede antikkens græske rapsoder med sin egen tids folkesangere og erklærede, at for så vidt som skrivekunsten ikke var opfundet på Homers tid og rapsoderne umuligt havde kunnet overlevere hans digte uden forandringer, var de oprindelige homeriske digte endegyldigt tabt, og man måtte nøjes med de mere eller mindre vellykkede værker, som Iliaden og Odysséen var stykket sammen til. I England havde Robert Wood allerede 1767 offentliggjort en bog med den programmatiske titel An Essay on the Original Genius and Writings of Homer, der er inspireret bl.a. af rejser i de græske områder.

Ruinerne af Pompeji var blevet fundet i slutningen af 1500-tallet, men udgravninger blev først påbegyndt i 1709 i Herculaneum og i 1748 i Pompeji. Winckelmanns skrifter og Piranesis stik havde stor indflydelse på udformningen af nyklassicismen, og Italien blev det vigtigste mål for dannelsesrejser fra andre dele af Europa. Den danske billedhugger Thorvaldsen slog sig ned i Rom, boede der fra 1798 til 1838 og blev beundret som mesteren i sin samtid. Hans statuer og relieffer var inspireret af græsk mytologi og litteratur, og velhavende borgere, adelsfolk og fyrster fra hele Europa blev portrætteret i græsk stil. Maleren og arkitekten Nicolai Abildgaards møde med Rom i 1770'erne udløste en opposition til Winckelmanns kunstsyn. Abildgaard søgte det ekspressive og beundrede hellenismen og Michelangelo. Andre danske arkitekter tog på studierejse til Paris og Rom, og C.F. Harsdorffs og C.F. Hansens klassicistiske arkitektur kom til at præge det københavnske bybillede.

The British Empire tog sit navn efter antikkens Romerske Imperium, og da Nordamerika rev sig løs og i 1787 gav De Forenede Stater en ny forfatning, var selve forbundsstatstanken inspireret af de oldgræske bystater, fx Det Achaiske Forbund, og det var med Rom som forbillede, at man indførte et senat, der kom til at holde sine møder på Capitol. Den Franske Revolution i 1789 var præget af de idéer om frihed og lighed, som kendetegnede spartanernes samfundsorden og den romerske republik. Revolutionen mundede ud i et nyt Romersk Imperium, da Napoleon kronede sig selv som romersk kejser i 1804. Empirestilen i 1800-tallet blev fremkaldt af Den Franske Revolution, og Napoleon brugte den antikinspirerede kunst som propaganda. En monumental triumfbue og et ærens tempel (den nuværende Madeleinekirke) blev rejst i Paris, og skulpturer og malerier af blandt andre J.-L. David blev spredt i hele imperiet.

Romantikkens begejstring for antikkens Grækenland kom til fuld udfoldelse i forbindelse med Den Græske Frihedskrig op mod 1830. Den danske arkæolog P.O. Brøndsted rejste i Italien og i Grækenland allerede før krigen 1809-13 og i 1818-23, og han foretog vigtige udgravninger på øen Kea og i Bassai.

Den engelske digter lord Byron var i Italien 1817-1823 og tilbragte sit sidste leveår i Grækenland, hvor han engagerede sig i Den Græske Frihedskrig med materiel og åndelig støtte til grækerne. Det frie Grækenland tiltrak i 1830'erne mange forfattere, arkitekter og billedkunstnere.

De danske guldaldermalere foretrak kunstnermiljøet i Rom, men Martinus Rørbye kom i 1835 som en af de første til Athen. Arkitekterne Christian og Theophilus Hansen kom til at præge den nye græske bygningsstil med de store offentlige bygninger, som de opførte i klassisk stil i Athen, bl.a. universitetet og domkirken, videnskabernes akademi og biblioteket. H.C. Andersen rejste i Italien 1833-1834 og i Grækenland 1841; Improvisatoren (1835) og En Digters Bazar (1842) er udsprunget af disse rejser. Hen mod slutningen af århundredet gennemførte Heinrich Schliemann sine berømte udgravninger af Troja og Mykene, og senere gravede Arthur Evans i Knossos.

Industrialiseringen i 1800-tallet ændrede de europæiske samfund dybtgående. Den tyske videnskabs omkalfatring af historieforskningen fik betydning for alle grene af humanistisk videnskab, herunder for studiet af antikken. I Danmark var det den klassiske filolog J.N. Madvig, som afgørende brød med antikken som forbillede og i stedet underlagde perioden filologisk og historisk undersøgelse i moderne forstand. Latin som undervisningssprog ved de højere læreanstalter havde længe været på retur; i Danmark blev det formelt afskaffet som eksamenssprog i 1852 på foranledning af Madvig.

Det victorianske Englands forståelse af sit imperium som et nyt augustæisk principat viser sig i både arkitektur og billedkunst, og The British Museum i London, opført i pompøs græsk stil og med en imponerende samling af den græsk-romerske kunsts bedste værker, er i sin ydre form et monument over denne opfattelse af det britiske verdensherredømme. Tilsvarende kan museerne på Museumsinsel i Berlin ses som tysk konkurrence med hensyn til arven fra antikken.

De borgerlige revolutioner i 1848 og den tidlige socialisme var præget af det utopiske potentiale i mange af de antikke græske tekster. Også marxismens klassikere byggede direkte på antikken. Karl Marx var doktor i filosofi på en afhandling om de græske filosoffer Demokrits og Epikurs naturfilosofi, og når Lenin skrev: "Giv mig en håndfuld revolutionære, og jeg vil løfte Rusland af hængslerne", var tanken om den lille årsag med den store virkning og formuleringen af den hentet hos den antikke fysiker Archimedes. De tyske socialdemokraters Spartakus-Bund, forløberen for kommunistpartiet, tog sit navn efter lederen af et slaveoprør i antikkens Rom.

Også Sigmund Freud var solidt skolet i de antikke forfattere; mest kendt er hans opkaldelse af et psykisk problem efter Ødipus.

Mussolinis fascistiske stat i Italien er den hidtil sidste erklærede politiske efterkommer af oldtidens Rom, hvor antikken dominerede såvel sprogbrug som visuel magtudfoldelse på alle planer. Navnet fascisme er afledt af det risknippe, fasces, som var symbol på overordnede romerske embedsmænds magtbeføjelser. Under Mussolini blev magtens monumenter opført i et propagandistisk klassicistisk formsprog. Italienske arkæologer blev inddraget i en brutal frilæggelse af Roms antikke monumenter, bl.a. Capitol og Colosseum, og udstillingsbyen EUR blev anlagt som et stykke velordnet antikinspireret propaganda.

Adolf Hitlers tyske nazisme legitimerede sig også nu og da i forhold til antikken, men det var i langt højere grad den germanske oldtid, man greb tilbage til. Hitler deltog dog selv i udformningen af en nationalsocialistisk arkitektur med stærke rødder i antikken og lod bl.a. Albert Speer projektere enorme bygningsanlæg i Nürnberg og Berlin.

Selvom europæere stadig lærer græsk og latin i ganske betydeligt omfang, er den direkte sammenhæng med antikken brudt. Latin er ikke længere de lærdes naturlige sprog, og de klassiske forfattere ikke eneste litterære autoritet. I 1900-tallet er interessen for antikken blevet valgfri, og perioden er ikke længere det givne grundlag for ethvert intellektuelt arbejde.

Dette betyder ikke, at antikken ikke stadig spiller en stor rolle på mange områder inden for kulturlivet. De græske myter er genstand for livlig forskning og inspirationskilde for kunstnere, ligesom den antikke bygningskunst er taget op til fornyet bearbejdning af postmodernismens arkitekter. De attiske tragedier opføres på teatre og i biografer og inspirerer moderne digtere, Jean Anouilh, Jean Giraudoux, T.S. Eliot, Eugene O'Neill, Pier Paolo Pasolini, Max Frisch og i Danmark fx Otto Gelsted og Villy Sørensen.

USA's nye magtposition efter Østblokkens sammenbrud omtales ofte som Pax Americana med reference til Det Romerske Imperium og Pax Romana (den romerske fred). Men også EU og andre bestræbelser på samling af de europæiske stater i et fælles hus har i de seneste år givet anledning til fornyet opmærksomhed på antikken som det fælles grundlag for en mulig europæisk identitet.