Christian 1.

Christians morbror, hertug Adolf af Slesvig, havde udset ham til sin efterfølger. Men da Christoffer af Bayern i 1448 døde barnløs og efterlod en ledig dansk-norsk-svensk unionstrone, kontaktedes Adolf af en fløj af det danske rigsråd, og han anbefalede Christian.

Ved at ægte Christoffers 18-årige enke, Dorothea af Brandenburg, ville Christian kunne spare rigerne for udbetaling af den morgengave, hun ved ægteskabet med Christoffer var sikret gennem lensindtægter fra alle tre riger.

Før man nåede at foreslå Christian til det planlagte unionsvalg, sikrede Karl 8. Knutsson Bonde sig svensk kongevalg i juni 1448 — ganske vist ved brud på unionsaftalerne.

I september 1448 blev Christian valgt til dansk konge, og året efter tog det norske rigsråd ham til norsk konge. Et svensk-dansk kapløb om erobring af Gotland fra Erik af Pommern faldt ud til dansk fordel. På et møde i Halmstad i maj 1450 anerkendte svenske og danske råder Karl 8.s svenske og Christian 1.s norske kongevalg og indgik fred mellem rigerne.

Da Christian 1., der i oktober 1449 havde ægtet Dorothea, fordrede hendes svenske morgengave udlagt, brast forhandlingerne i 1451. Den følgende krig undergravede Karls magt, og da et svensk oprør fordrev ham i 1457, blev Christian 1. samme år valgt også til svensk konge.

Efter hertug Adolfs død 1459 valgte det slesvig-holstenske ridderskab i 1460 Christian 1. til hertug i Slesvig og greve i Holsten. Han måtte betale de schaumburgske grever og sine to brødre store beløb for at afstå deres arveret, hvilket spændte rigernes økonomi og øgede skattetrykket.

Netop øget skat i Sverige og indbyggernes utilfredshed hermed førte til Christian 1.s uoverlagte fængsling af den svenske ærkebiskop Jöns Bengtsson Oxenstierna, hvis mægtige slægtsgruppe i 1457 havde fordrevet Karl 8. Knutsson Bonde og nu i 1464 rejste oprør mod Christian 1.

Frigivelsen af ærkebiskoppen i 1465 førte imidlertid ikke Christian 1. tilbage til den svenske trone. Ved et kup året efter tog Thottslægten magten fra Oxenstiernerne. Men Christian 1.s utålmodighed førte 1467 til et fatalt brud med Thottslægten, hvis danske len og godser han inddrog, mens Thotterne indkaldte Karl Knutsson Bonde til svensk konge.

Christian 1. søgte efter Karls død i 1470 at tilbageerobre Sverige, men led i 1471 nederlag på Brunkeberg ved Stockholm til Karls søstersøn Sten Sture d.æ. og en svensk bondehær. Sten Sture forblev svensk rigsforstander, og Thotterne sad stadig på vigtige svenske slotslen.

Christian 1. inddrog i 1468 lavadelen og de ufrie stænder i kampen mod Thotterne. Forholdet til dem bedredes dog i 1470'erne, men da højadelen i 1476 tilbød Christian 1. den svenske trone mod strengere unionsvilkår, rejste han modkrav og blev aldrig igen svensk konge.

I 1469 ægtede Christian 1.s datter Margrete den skotske konge James 3. De norske øer Orkney og Shetland måtte pantsættes for medgiften, der aldrig blev betalt. Tabet af de norske Atlanterhavsøer og kongens svage politik mod hanseaterne på Tyskebryggen i Bergen vakte bitterhed mod ham i Norge.

Christian 1.s jævnlige behov for hanseatisk blokade mod Sverige tvang ham i forhandlinger til også at imødekomme hanseatiske handelskrav på Danmark, hvorunder han dog også måtte tage hensyn til de danske købstæders privilegier og handelsønsker.

I 1474 foretog Christian 1. en rejse til Rom, og han opnåede pavens tilladelse til oprettelse af et universitet i København. Den tysk-romerske kejser forlenede ham med hertugdømmet Holsten, Stormarn og Ditmarsken.

Christian 1. var meget energisk og havde blik for de store linjer i politik. Pression var dog hans middel snarere end kompromis og indrømmelser. Hans voldsomhed og utålmodighed fik ham i de senere år til oftere og oftere at fejlbedømme sine muligheder.

• Danmarks historie i middelalderen
• Dorothea af Brandenburg
• Hans (konge af Danmark og Norge samt Sverige)
• Frederik 1. (konge af Danmark og Norge)
• kongerækken i Danmark