Credo er det tredje led i den romerskkatolske messes ordinarium. Ordet Credo er det første i flere kristne trosbekendelser, især brugt som benævnelse på den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. I denne form blev Credo vedtaget på kirkemødet i Nikæa (325) og stadfæstet på kirkemødet i Konstantinopel (381), men først i 1014 fik den sin faste plads i den romerskkatolske messe som dens tredje ordinariumsled.

Faktaboks

Etymologi

Ordet credo er latin 'jeg tror' af credere 'tro'.

Credo fremføres på alle søndage, højtider og bestemte helligdage i tilknytning til evangelium og prædiken. Blandt de seks credomelodier i Graduale Romanum er den første – overleveret fra 1000-tallet – rimeligvis den ældste, mens den tredje – som i dag er den hyppigst anvendte – stammer fra 1600-tallet.

Credo i protestantisk tradition

Den lutherske gudstjeneste anvendte i den første tid efter Reformationen romerkirkens Credo. På baggrund af tyske oversættelser af Credo fra 1300-tallet digtede Martin Luther i 1524 en strofisk salme over trosbekendelsen (Wir glauben all an einen Gott, på dansk Vi tro, vi alle tro på Gud). I 1526 foreslog han i sin Deutsche Messe at anvende salmen som erstatning for ordinariumsleddet Credo.

I Danmark i reformationstiden anvendtes både det latinske Credo og den danske oversættelse af Luthers salme, idet Credo var forbeholdt bykirker og til højtider. Fra og med Thomas Kingos Graduale (1699) anvendtes kun den lutherske salme.

Siden midten af 1900-tallet har trosbekendelsen i danske gudstjenester oftest været sunget på en tilpasset version af den tredje credomelodi fra 1600-tallet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig