Filippinerne

Det anslås, at øriget blev befolket for omkring 70.000 år siden af mennesker, der ankom i mindre træbåde. I den før-koloniale historie frem til 1500-tallet var øriget decentralt regeret og havde tætte forbindelser til det nuværende Indonesien, Indien, Thailand, Vietnam, Kina, Taiwan og Japan.

Fra 1565 til 1898 var Filippinerne koloniseret af Spanien, og fra 1898 af USA. Først i 1946 – efter 2. Verdenskrig, hvor Filippinerne havde været under japansk besættelse – fik Filippinerne formel status af uafhængig republik med egen præsident og demokratisk styreform inspireret af det amerikanske tokammersystem.

I 1965 blev Ferdinand Marcos valgt til præsident og genvalgt i 1969. I 1972 indførte Ferdinand Marcos militær undtagelsestilstand i landet på grund af stigende politisk modstand. Filippinerne var derefter i praksis et diktatur frem til 1986, hvor en folkelig opstand tvang Ferdinand og hans ægtefælle Imelda Marcos i eksil.

Den første præsident efter den såkaldte People Power Revolution i 1986 var Corazon Aquino, hustru til en af de mest kendte oppositionspolitikere under Marcos-regimet, Benigno Aquino, der blev myrdet i 1983.

Filippinerne kæmper stadig med etablering af et velfungerende demokrati, og korruption, væbnede konflikter og udenomsretlige drab er fortsat udbredt, ligesom økonomien er ustabil, og der er omfattende fattigdom og arbejdsmangel.

• Læs mere om Filippinenes historie, Filippinernes forhistorie

Filippinerne består af flere end 7.100 øer, heraf omkring 2.000 beboede. Luzon mod nord og Mindanao mod syd er langt de største og udgør to tredjedele af det samlede areal. Mellem Luzon og Mindanao ligger øgruppen Visayas.

Landet har tropisk og maritimt klima med regnsæson fra juni til november. Voldsomme regnskyl, monsuner, i kombination med ubæredygtig infrastruktur giver ofte anledning til oversvømmelser.

Der er høj grad af biodiversitet i Filippinerne, blandt andet på grund af tropiske regnskove og koralrev, men mange plante- og dyrearter er truet af forurening, overfiskeri, ulovlig skovhugst, minedrift og klimaforandringer.

Filippinerne ligger i et geologisk meget aktivt område. En mere end 1.200 km lang forkastningszone, hvor bjergartsmateriale forskyder sig med jævne mellemrum, strækker sig fra det nordvestlige Luzon til det sydøstlige Mindanao. Landet rammes ofte af jordskælv og tyfoner.

Der er høj forekomst af værdifulde mineraler og metaller, heriblandt guld, kobber, jernmalm, bly og zink, som der er store økonomiske interesser i at udvinde. Minedriften truer både natur og miljø og de oprindelige folk, som bor i de områder, hvor minerne bliver anlagt.

• Læs mere om Filippinernes geografi, Filippinernes geologi

Befolkningen i Filippinerne består af flere end 100 etniske grupper med forskellige kulturelle og sproglige særtræk. Mellem 10 og 20 procent af befolkningen klassificeres som oprindelige folk. En stor del af befolkningen har blandet filippinsk-spansk og filippinsk-kinesisk herkomst.

Filippinerne er en republik, og den nuværende forfatning blev vedtaget i 1987, året efter Marcos-diktaturets fald. Den lovgivende magt ligger hos Senatets 24 medlemmer, der vælges for seks år ved direkte valg, samt i Repræsentanternes Hus, hvor der hvert tredje år er valg til de 317 pladser.

Under stort set hver eneste præsident siden 1987 har der været gjort forsøg på at ændre forfatningen. Det kaldes populært Charter Change, forkortet "cha-cha". Alle forsøg er hidtil mislykkedes, men også den nuværende præsident Bongbong Marcos – søn af Ferdinand Marcos, der med en forfatningsændring i 1973 konsoliderede sin magt under den militære undtagelsestilstand – ønsker at gennemføre forfatningsændringer. De foreslåede ændringer skal blandt andet fjerne nogle af begrænsningerne på udenlandske investeringer i Filippinerne.

Filippinernes økonomi har traditionelt været baseret på landbrug, men i midten af 1970'erne iværksatte daværende præsident Ferdinand Marcos en industrialiseringsplan (inklusive af landbruget), som i vid udstrækning blev finansieret gennem udenlandsk låntagning. Parallelt med industrialiseringen blev der udviklet statsligt administreret eksport af arbejdskraft, hvor også private aktører spiller en stor rolle. Remitter, dvs. penge sendt tilbage til Filippinerne fra arbejdere i udlandet, har siden 1990'erne udgjort en betydelig del af landets BNP.

Ifølge Filippinernes statslige statistiske bureau lever omkring hver tiende i byerne og hver fjerde på landet under fattigdomsgrænsen (pr. 2023). Andelen af fattige er særligt høj blandt oprindelige folk (hver tredje), bønder og fiskere (flere end hver fjerde). Der er få sociale ordninger i landet. Siden 2008 har der været et begrænset kontanthjælpssystem til arbejdsløse og ekstremt fattige, og de nationale fødevaremyndigheder er forpligtet til at stille subsidieret ris til rådighed til den fattigste del af befolkningen.

De væbnede styrker er på knapt 160.000 samt omkring 50.000 lovligt bevæbnede civile – en form for hjemmeværn – og 1,5 mio. reservister (2024). Flere politiske og religiøse bevægelser har desuden væbnede grene, og der er et stort antal private væbnede grupper under kommando af lokale politikere og jordejere.

• Læs mere om Filippinernes folkeslag, Filippinernes forfatning, Filippinernes økonomi, Filippinernes sociale forhold, Filippinernes sundhedsforhold, Filippinernes militær

Det er et nationalt mål i Filippinerne at sikre uddannelse til alle i et multisprogligt samfund med stor geografisk spredning. En satsning på voksenuddannelse medførte, at analfabetismen i 1991 ifølge officielle tal var bragt ned til ca. 6 %. I nyere tid er man imidlertid begyndt at tale om en uddannelseskrise i Filippinerne. Antallet af børn og unge, der trods en vis skolegang er funktionelle analfabeter, er steget markant. Det skyldes en kombination af underfinansiering af uddannelsessystemet, særligt i landområder, nedlukning under COVID-19-pandemien i 2020-2022, samt at mange børn på grund af fattigdom arbejder i stedet for at passe deres uddannelse.

Den amerikanske indflydelse på uddannelsessystemet under kolonitiden samt landets store afhængighed af remitter har også medført, at uddannelsessystemet er præget af satsning på uddannelse til arbejdskrafteksport frem for uddannelse til nationale behov.

Filippinerne havde formelt fuld pressefrihed, indtil præsident Marcos indførte militær undtagelsestilstand i 1972. Efter diktaturets fald blev det politiske greb om pressen løsnet, men under præsident Rodrigo Duterte og dernæst Bongbong Marcos er politiske og økonomiske angreb på pressen igen taget til. I 2021 vandt Maria Ressa (født 1963), chefredaktør for det filippinske netmedie Rappler, Nobels Fredspris for sin kamp for pressefriheden.

Knapt 80 % af befolkningen tilhører den romerskkatolske kirke. Historisk skyldes det spansk kolonisering og mission fra 1565 og frem til slutningen af 1800-tallet. Den næststørste religion i Filippinerne er islam, som omkring 6,4 % af befolkningen bekender sig til. Dertil kommer en lang række protestantiske og vækkelseskristne menigheder. En stor del af de oprindelige folk er hverken kristne eller muslimske, men praktiserer deres egne trossystemer.

Filippinerne har ikke én national kunsttradition, men mange mere eller mindre lokale traditioner, som er blevet til under indflydelse fra bl.a. dels de asiatiske nabolande, dels Spanien og USA. I nyere tid udveksler landets kunstnere naturligvis inspiration med kunstnere fra hele verden. Filippinsk film klarer sig godt på internationale film festivaler med instruktører som Baby Ruth Villarama, Martika Escobar (født 1992), Ramona S. Diaz (født 1962), Moira Lang, Brillante Mendoza (født 1960) og Lav Diaz (født 1958), hvis film ofte har en samfundskritisk vinkel.

Den først bog trykt i Filippinerne, Doctrina Christiana (1593), er en tosproget tekst: tagalog-spansk. På grund af streng censur blev kun religiøs litteratur samt ordbøger og grammatikker trykt, indtil de første verdslige værker udkom i 1830'erne. To klassikere fra de sidste årtier af den spanske kolonitid er José Rizals romaner Noli Me Tángere ('Rør mig ikke') fra 1887 og opfølgeren El filibusterismo (filibuster betyder parlamentarisk politisk obstruktion) fra 1891, som stadig er obligatorisk læsning i grundskolen. Romanerne udforsker ulighed og kolonistyrets undertrykkelsesformer.

• Læs mere om Filippinerne – uddannelse, Filippinerne – religion

I Filippinerne tales flere end 120 sprog, der alle tilhører den austronesiske sprogfamilie. Det nationale sprog, filipino, som bruges i uddannelsessystemet og det parlamentariske system, er en standardiseret udgave af sproget tagalog.

• Læs mere om Filippinernes sprog

Der er en lang tradition for politiske og økonomiske forbindelser mellem Filippinerne og Danmark, og i årene under Marcos-diktaturet øgede den danske stat sin diplomatiske tilstedeværelse i landet. Dansk landbrug og dansk industri var centrale i at øge udvekslingen mellem de to lande. Den filippinske stat var også interesseret i at få den danske andelsbevægelse til at hjælpe med at få noget lignende i gang i Filippinerne. Fra 1960'erne og op gennem 1970'erne blev der organiseret gensidige besøg mellem repræsentanter for dansk og filippinsk landbrug.

I samme periode gav den danske stat flere bistandslån til Filippinerne, og da det danske udviklingsprogram Danida blev udviklet, var Filippinerne blandt de lande, hvor der blev etableret projekter. Fra midten af 1960'erne begyndte der også at blive rekrutteret filippinsk arbejdskraft til Danmark. Mens gæstearbejdere fra bl.a. Tyrkiet, Marokko og Grækenland især blev ansat i den danske fremstillingsindustri, blev filippinske arbejdere primært rekrutteret til servicesektoren, særligt hoteller i hovedstadsområdet.

Fra 1980'erne var det især den danske søfart, heriblandt A.P. Møller – Mærsk, der rekrutterede filippinsk arbejdskraft. I slutningen af 1900-tallet og særligt fra midten af 2000'erne begyndte filippinerne at komme til Danmark i større antal via den såkaldte au pair-ordning. Da antallet var på sit højeste, kom der omkring 2000 årligt fra Filippinerne til Danmark via au pair-programmet.

Mange af de filippinske arbejdere, der er kommet til Danmark fra 1960'erne og frem – ofte på midlertidige opholds- og arbejdstilladelser – har slået sig permanent ned i landet. Selvom filippinere oprindeligt blev rekrutteret til bestemte typer arbejde, arbejder filippinere i Danmark i dag i alle typer af jobs. Der findes adskillige filippinske foreninger i Danmark, hvoraf de fleste består af både personer, der selv er migreret til Danmark, deres efterkommere og danske ægtefæller.

• lande i Asien