GLP-2

GLP-2 er et peptidhormon, som udskilles fra endokrine celler i tarmens slimhinde i forbindelse med indtagelse af måltider. Det fremmer væksten af og heling af skader på slimhinden i tarmen og har også en gunstig virkning på tarmens barriere-funktion, det vil sige evnen til at udelukke optagelse af toksiske stoffer og bakterier. En analog er godkendt til behandling af korttarmssyndrom, som ses hos personer, der har fået fjernet større dele af tyndtarmen, og som har svært ved at optage tilstrækkelige mængder væske og næringsstoffer.

Faktaboks

Også kendt som: glucagon like peptide-2, glukagon-lignende peptid-2

Dannelse og nedbrydning

GLP-2 er et produkt af proglukagon, forstadiet for bugspytkirtelhormonet glukagon. Ligesom GLP-1 dannes det ikke i de glukagonproducerende alfaceller i de Langerhanske øer i bugspytkirtlen, men udskilles fra disse i kombination med GLP-1 som et større inaktivt molekyle. I tarmen derimod dannes det parallelt med GLP-1 ved spaltning af proglukagonmolekylet som svar på stimulering med fødemidler fra alle de tre hovedgrupper (kulhydrater, fedt og proteiner). På grund af ligheden med GLP-1 (50 % af dets aminosyrer er de samme) er GLP-2 også følsomt for nedbrydning af enzymet DPP-4, men dets overlevelsestid i cirkulationen er længere; halveringstiden er ca. 7 min.

GLP-2's virkninger

GLP-2 har forskellige virkninger på forskellige væv i kroppen.

Tarmens slimhinde

Receptoren for GLP-2, som er nært beslægtet med receptorerne for GLP-1 og glukagon, er primært udtrykt i tarmens slimhinde og især i tyndtarmen. Her findes et cellelag under overfladecellerne (enterocytterne), de såkaldte sub-epitheliale myofibroblaster, i hvilke receptoren er højt udtrykt. Ved stimulation med GLP-2 menes disse celler at frigive vækstfaktorer, som markant fremmer væksten af slimhinden.

Nerver i tarmvæggen

Receptoren for GLP-2 findes også på nerver i tarmvæggen, som muligvis bidrager til at fremme vækst og reparation, og som desuden øger blodgennemstrømningen til tarmen, hvilket er væsentligt for tarmens funktion.

Gennem disse virkninger bidrager GLP-2 til optagelsen af nærringstoffer.

Knogler

Herudover yder GLP-2 en virkning på knoglernes vækst ved at forskyde den balance mellem nedbrydning og opbygning, der normalt sikrer en optimal knoglestyrke. Denne virkning af GLP-2 er dog formentlig indirekte, muligvis gennem en hæmning af udskillelsen af parathyreoideahormon. I modsætning til GLP-1 har GLP-2 ikke nogen væsentlig virkning på hormonsekretionen fra de Langerhanske øer i bugspytkirtlen, hvis hormoner omfatter insulin, glukagon og somatostatin.

GLP-2 som lægemiddel

Efter opdagelsen i 1986-1988 var den fysiologiske betydning af GLP-2 uklar i nogen tid især som følge af den manglende effekt på bugspytkirtlen. Studier af visse proglukagon-producerende svulster pegede dog på udskillelse fra disse af en vækstfaktor med virkning på tarmen, og efterfølgende studier af de forskellige mulige produkter af proglukagon viste, at GLP-2 havde en sådan effekt, og interessen samlede sig hurtigt om potentialet i behandlingen af forskellige former for utilstrækkelig tarmfunktion.

I 2001 blev det vist, at behandling med GLP-2 kunne fremme vækst af tarmen og optagelsen af væske og næringsstoffer hos personer med korttarmssyndrom. På grund af følsomheden for DPP-4 medieret nedbrydning var naturligt GLP-1 dog mindre egnet til behandling, men en stabiliseret form (teduglutid) blev godkendt til behandling heraf i 2012. Yderligere stabiliserede former (til ugentlig injektionsbehandling) er under udvikling. Der har været bekymring for, at GLP-2-behandling ville fremme væksten af ondartede svulster i tarmen, men det vides nu, at GLP-2 ikke ser ud til at kunne starte svulstdannelse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Bugspytkirtlen

Jens Juul Holst

Professor, Københavns Universitet