John Milton

Milton havde fra barndommen følt sig guddommeligt kaldet til at forfatte et nationalepos, der skulle stadfæste Englands plads blandt andre stolte nationer. Studier i Cambridge og dannelsesrejser i Frankrig og Italien tjente som forberedelse til det store værk, der ifølge samtidens genrebegreber skulle samle al litterær, videnskabelig og filosofisk-teologisk viden i én prægtig syntese.

Efter den puritanske stats henrettelse af Charles 1. i 1649 tog John Milton i en række skrifter (bl.a. The Tenure of Kings and Magistrates og Eikonoklastes, begge 1649) til genmæle mod en massiv europæisk kritik af kongehenrettelsen: Eftersom kongen skylder folket, ikke Gud, sin magt, kan han straffes for magtmisbrug.

Oliver Cromwell udnævnte John Milton til latin secretary, en slags diplomatisk korrespondent, som i praksis fungerede som propagandaminister for den republikanske stat. I denne periode lagde Milton sine litterære ambitioner til side. De næste år skrev den nu blinde forfatter prosaskrifter til republikkens forsvar, for eksempel Pro Populo Anglicano Defensio (1651) og, så sent som i 1660, da kongedømmet var under genindførelse, A Ready and Easy Way to Establish a Free Commonwealth.

Efter at kongedømmet 1660 igen var en realitet, undgik John Milton med nød og næppe, og med hjælp fra bl.a. digteren Andrew Marvell, dødsstraf og helligede sig atter sit digterkald. Hans epos havde dog taget en ny retning: Den påtænkte helt kong Arthur erstattedes nu af den søgende og fejlbarlige, men også selverkendende og pacifistiske Adam.

Paradise Lost er et epos med forbillede i Homer og især Vergil, men dens gendigtning af det bibelske syndefald forkaster et klassisk helteideal til fordel for kristen accept af Guds vilje. Samtidig genopstår det klassisk-hedenske ideal i Satanfiguren, en selvudråbt frihedskæmper, der bag sin forførende retorik er en selvblændet egoist.

Som midtpunkt i det svulmende episke univers, hvori kampen mellem Gud og Satan udspiller sig, står Adam og Eva, hvis kærlighed og fald skildres med stor psykologisk indsigt og sensualitet.

Samtidig er Paradise Lost blevet et vredt værk. Mens John Milton systematisk opstiller sine trossætninger i De Doctrina Christiana (først fundet i 1823), udelukker hans episke skildring af Guds forsyn entydige svar på de centrale spørgsmål: Hvad er det ondes oprindelse i en verden, hvor alt kommer af Gud? Hvad er menneskets rolle i kampen mellem godt og ondt?

John Miltons Paradise Lost blev snart hvermandseje og har afgørende påvirket senere engelsk litteratur, ikke mindst romantikken. Digtets nuancerede analyse af den individuelle frihed, trods dens sataniske faldgruber John Miltons højeste værdinorm, giver denne storladne gendigtning af den vestlige kulturs centrale myte en rækkevidde langt ud over Miltons erklæret teologiske sigte: "to justify the ways of God to men" ('at retfærdiggøre Guds veje for menneskene').

John Milton følger Vergil og sit engelske forbillede Edmund Spenser ved systematisk, men ofte dristigt nyskabende at oplære sig selv gennem en række mindre genrer, for eksempel med maskespillet Comus (1634, dansk: Komus, 1908), latinske epistler (for eksempel "Ad Patrem", 1635), oder (for eksempel "On the Morning of Christ's Nativity", 1629) og pastoralelegien "Lycidas" (1638).

Ofte har eftertiden endda set John Milton spejlet i den oprørske, genialt demagogiske Satan såvel som i den Jobsk trodsige hovedperson i det senere græskinspirerede drama Samson Agonistes (1671, på dansk i 1815). Men John Milton fordømmer klart den depraverede Satan, og i Paradise Regained (1671, dansk: Det gjenvundne Paradiis, 1792) skildrer han Satans nederlag til Guds Søn.

• Storbritanniens litteratur